lørdag den 24. december 2011

Om at modtage en gave

Nu er det altså jul igen, og det at give og modtage gaver betyder rigtig meget meget for folk, det er en måde hvorpå man kan vise folk at man holder af dem, men også en måde hvorpå man kan fastslå sin sociale status som forsørger, beskytter, ven eller arbejdsgiver.

Det der med at modtage en gave kan være så umådelig svært, når man har Aspergers syndrom. Når folk giver en en gave, vil de jo gerne have, at man bliver glad for den, men når jeg får en gave, er min første reaktion ikke at blive glad, nogle gange kan jeg endda blive virkelig ked af det, ikke fordi det er en dårlig gave, men fordi det er noget nyt og uventet jeg skal forholde mig til.

Efter lidt tid, en halv time eller så, kan jeg se, at gaven er praktisk, sjov, interessant eller hvilket tillægsord der nu er passende, men rigtig glad for en gave bliver jeg først når jeg har haft tid til at tage den i brug.

Det der med at have problemer med at modtage gaver er ikke noget jeg altid har haft, det tror jeg i hvert fald ikke, så længe det kom fra BR, så var jeg glad.

Problemet begyndte først at komme, da jeg blev gammel nok til bare at ønske mig nogle enkelte ting. Jeg klarer mig fint nok så længe jeg får hvad jeg ønsker mig, der er jo en grund til, at jeg ønsker mig det.

For to år siden flyttede jeg i lejlighed, og jeg ønskede mig en støvsuger, for jeg skulle bruge den, men jeg havde ikke selv penge til den. Min far og farmor fandt, at det var lidt for kedeligt og ville hellere give mig noget mere interessant. Det var nogle fine gaver, men det var ikke en støvsuger. Så måtte jeg jo ønske mig den til min fødselsdag.

Jeg ved jo, at min familie gerne vil gøre mig glad, og jeg er da også taknemmelig, men glad er ikke helt det rigtige ord. Når jeg så sidder sammen med dem, så vil jeg jo ikke gøre dem kede af det, for de vil jo gerne gøre mig glad, så det gælder om at se glad ud, og det er ikke en løgn, for jeg bliver glad på sigt, så jeg tager bare ansigtstrækkende på forskud.

I julen skal jeg jo så også giver gaver, og det gør jeg rigtig meget ud af. Jeg burde jo gøre det for at gøre folk glad, men videnskaben siger, at man gør det for at få et skud dopamin oppe i hjernen, men jeg tror nok, at jeg gør det for, at folk skal synes, at jeg er dygtig. Jeg vil vise min familie, at jeg kender dem godt nok og har brugt tid på at finde den helt rigtige gave. Alligevel er jeg en stor undskyldning når jeg giver gaven, og fremhæver alle dens fejl.

Egentlig er det je lidt uretfærdigt, at jeg frarøver min familie den selv samme glæde ved at finde den perfekte gave til mig, som jeg får ved at finde gaver til dem.

Men nok om det. Nu er der bare tilbage at sige, at jeg ønsker jer alle en helt velsignet jul.

3 kommentarer:

Helle Hvitved sagde ...

glædelig jul. Jeg er færdig med bogen, og jeg synes, at den er meget interessant. Man kan sige om bøger, at dem ved man heller ikke, om man kan lide, før man er færdig med at læse dem.
Det er i øvrigt ikke kun dit problem, at finde en grimasse der kan passe. Det kan vi alle komme ud for. Det værste er, hvis man af en eller anden grund har set sin gave, og giveren gerne vil overraske en. Så er det svært at se naturligt overrasket ud.

Anonym sagde ...

hej :)
jeg har selv autisme, og min familie har vi første gang i år prøvet det sådan at min mor fortalte mig hvad jeg får i gave (af alle jeg får gaver fra)
Og det gjorde at jeg var i stand til at tænke over det jeg ville få i gave og havde tid til at se gaven for hvad den er, ligesom du også skriver at du har brug for.
Så kunne jeg rent faktisk blive rigtig glad for selve gaven med det samme jeg åbnede dem i år, hvor jeg plejer, ligesom du, at sætte et falsk forventet smil på og sige tak og så lad det være ved det til jeg er alene og faktisk kunne se selve gaven og blive rigtig glad.
Det virkede godt :)
Og det fjernede en del af mit julestress og det skal klart indføres i min familie i fremtiden.

Linda sagde ...

Nogle af mine gaver kendte jeg nogle gjorde jeg ikke, det var faktisk fint nok.