Undskyld, at jeg ikke skrev i går. En bekymret læser har spurgt om jeg er okay. Det er jeg, jeg skulle bare skynde mig af sted til Aarhus.
Det var helt tilfældigt at jeg skrev om piratar i forgårs, og at jeg så endte hos vagtlægen med en 10 cm lang flænge i armen om aftenen. Om jeg helt kan holde hovedet koldt mens jeg skriver dette, det ved jeg ikke, ellers må i bære over med mig...
Om formiddagen havde jeg besøg fra mit gamle bosted, hvor jeg fik en statusopgørelse, som jeg skulle give videre til mit nye. En statusopgørelse er en skrivelse om alle mine svagheder og om hvad pædagogerne gjorde for at hjælpe mig til en tålelig hverdag. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med selv at læse den, fristelsen var for stor (der var vist heller ikke nogen der syntes at jeg ikke måtte).
Der stod ikke noget jeg ikke vidste, eller noget som jeg var uenig i, men jeg læste det og tænkte "er jeg virkelig SÅ handicappet?".
Det viste sig så, at det er jeg, for da jeg kom ned til aftensmad, havde pædagogerne flyttet rundt på nogle borde. Jeg blev vred, bange og frustreret, og havde mest lyst til at trampe i gulvet og græde som pisket, men jeg valgte at dreje om på hælen og styrte op i min lejlighed hvor jeg sad og havde det skidt indtil jeg skar i mig selv.
Jeg ville ønske, at jeg kunne give en eller anden fin beskrivelse af hvad der skete inde i mig, at jeg kunne afsløre en gang for alle hvordan det er at være autist, sådan så folk kan forstå det, men det tror jeg ikke at jeg kan, det hele er bare noget rod, og det er som om mine tanker opløser sig, når jeg prøver at gribe fat i dem, men jeg bliver alligevel nødt til at prøve.
Det at bordet var blevet flyttet, gjorde egentlig ikke så meget, hvis jeg da var blevet forberedt på det, hvis en havde taget mig ved hånden (ikke i hånden men ved) og havde vist mig, at nu stod bordene sådan, og at det i virkeligheden ikke ville påvirke mig direkte selvom det måske så sådan ud, så tror jeg ikke jeg ville have reageret.
Men jeg var ikke blevet forberedt, så jeg kom bare ned og så, at det hele så anderledes ud. Når det ser anderledes ud, så må det vel også være anderledes, og hvor skulle jeg så sidde? Alle de gode pladser var sikkert optaget. Skulle alle de andre så sidde ved samme bord og hygge sig, mens jeg kunne sidde alene?
Der var ikke lang tid til aftensmad, så jeg havde ikke tid nok til at undersøge sagen nærmere, jeg måtte flygte, så de andre ikke nåede at komme og se mig bryde sammen. Jeg tror ikke at jeg løb, jeg tror at jeg kontrollerede mig selv nok til bare at gå, men inde i min lejlighed græd jeg og skruede højt op for musikken for at overdøve tankerne.
Pædagogerne fortalte mig at jeg ikke var den eneste der reagerede, men jeg var den eneste der flygtede, den eneste der græd, den eneste der skar mig, så hvad kan jeg bruge den oplysning til...
Jeg har vænnet mig til det nu, sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg sidder stadig på min gamle plads, og det fungerer fint, men jeg skammer mig, jeg skammer mig over at reagere og jeg skammer mig over at være autist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar