Vi tænker vel alle sammen på at sidde ned ved et veldækket bord når vi tænker på et hyggeligt måltid, men for mig er det en yderst stressende situation. Jeg står helst op og spiser, eller sidder yderligt på en stol foran computeren mens jeg laver alle mulige ting, skriver for det meste.
Det hele startede i gymnasiet, hvor jeg ikke turde satte mig ved det samme bord som dem fra min klasse, og jeg havde ikke nogen venner som jeg kunne sidde sammen med i stedet, så for det meste købte jeg en kage i kantinen som jeg kunne spise gående eller stående mens jeg prøvede på ikke at se alt for ensom ud. Jeg vandrede hvileløst rundt i gangene mens jeg spiste min kage, og ofte en til, og jeg prøvede at få det til at se ud som om, at jeg havde et mål, et sted jeg skulle hen, men det havde jeg ikke, for jeg var helt igennem en sørgelig og ensom person.
Det sidder altså i mig endnu det der med, at det er det mest sikre at spise på farten. Når jeg sidder ned til et måltid mad på mit bosted, og det gør jeg tre gange om dagen, så er jeg sådan lidt nervøs i det, og jeg er meget opmærksom på hvad, og hvor meget alle de andre spiser, og det er af uransagelige årsager ofte mindre end mig, også selvom jeg er en af de slankeste. Det går mig rigtig meget på, især nu da jeg har fået at vide at jeg er fed (hun sagde godt nok at det klædte mig at have taget på, men hun sagde at det kunne ses).
Aller helst ville jeg stå inde i mit lille bitte køkken og gemme mig mens jeg spiser min mad, eller jeg ville være udenfor og gå mens jeg spiser et eller andet let, men jeg er blevet bedt om at spise sammen med de andre, så det gør jeg, og jeg får da også en gang imellem min vilje med hvad jeg får at spise, især hvis jeg selv er med til at lave det.
Det er som om, at hvis jeg står op og spiser, eller endnu bedre går, så er det ikke nær så skamfuldt, og jeg tager nok ikke helt så meget på af det. Jeg ved godt at det er en løgn, men vi har vel alle brug for vores små sikkerhedszoner hist og her, ligesom jeg er lidt bedre til at løbe hvis jeg løber på et bestemt løbebånd nede i træningscentret, fordi så har jeg væggen til den ene side og er derfor en lille smule beskyttet mod de farlige farlige løbere.
Det er som om, at når jeg står op og spiser, så går det hele nok endda, men når jeg sidder ned ved bordet, så virker det hele så håblæst fordi jeg pludselig lægger mærke til hvor voldsomt meget jeg spiser.
Nogle dage er dem jeg spiser sammen med dog i godt humør, og vi hygger os og snakker om løst og fast, men den er der stadigvæk, den der lille stemme der siger at det bare ikke er godt nok.
1 kommentar:
Vil bare lade dig vide, at du ikke er den eneste, der spiser på den måde.. Jeg gør præcis det samme. Sidder faktisk kun ned og spiser, når jeg spiser aftensmad - og det er ikke engang altid. For mig er det med maden stadig bare noget, der skal overstås, så jeg kan ikke overskue at sætte mig ned og koncentrere mig om det. Jeg kan dog godt sidde ned og spise små mellemmåltider, men så er det altid, mens jeg ser fjernsyn eller sidder ved computeren, så jeg ikke tænker så meget over det.
Knus Kat
Send en kommentar