Selvom jeg er i Odense for at besøge min far, så slipper jeg ikke for min løbetræning. Jeg betaler i dyre domme for at blive lukket ind i et lille bitte fitness center, hvor jeg ikke er medlem, og hvor jeg ikke er i Odense tit nok til, at det kan betale sig at blive medlem.
Jeg betaler, klæder om, og så ved jeg ikke en gang, om jeg kan få lov til at udføre mit sædvanlige program, for fordi det er så lille et center, så er der kun tre løbebånd, og for at der ikke skal danne sig alt for lange køer, så må man kun bruge dem i 25 min ad gangen, og mit sædvanlige program tager altså lidt over en time.
Teknisk set, kunne jeg vel bare snøre min gamle løbesko på fødderne, dem jeg købte i gymnasiet, men bare aldrig rigtigt fik brugt, og så løbe en tur ned langs åen, men det orker jeg ikke lige, for for mig kræver det en alt for stor portion selvkontrol at bevare motivationen.
På et løbebånd har jeg en hel række lysende tal til at holde mig beskæftiget, og dem 'leger' jeg så med.
Det står mig helt frit for, at ændre på hastighed og stigning, og det gør jeg i stor stil (i hvert fald mandag og fredag, hvor den pædagog jeg bruger som løbetræner har givet mig lov til det).
Der er distancen. Alle de løbede og gåede km bliver delt op i intervaller på 500 m. Gå 500, løb 500 med 10,5 km/t, løb 500 med 10 km/t osv. Efter 3 km løb starter jeg så forfra med at gå 500 m osv indtil jeg har løbet 7 km og gået 2. Det gør jeg så fordi ifølge mit nye program, så er mandag den dag hvor jeg træner hastighed, onsdag er den kedelige dag, hvor jeg træner at løbe længst muligt uden pauser, og hvor jeg ikke rigtigt har disse pejlemærker og det derfor mentalt er den hårdeste dag. Fredag er så bakketræning, og foregår lidt lige som mandag bare med stigningsgrader i stedet. Hele tiden holder jeg øje med metrene og regner ud og tæller ned hvor langt jeg har tilbage.
Så er der kalorierne. Her er det vigtigt for mig at se når tallet runder et helt hunderede og andre 'pæne' tal som 111, 123 osv. Mandag og onsdag skal jeg gerne op på 600 kcal, og om fredagen 700, gerne mere, men bestemt ikke mindre. hvis det bliver mindre bliver jeg lige nødt til at gå lidt ekstra på en meget stejl stigning for lige at få kørt de sidste par kalorier på. Jeg ved udmærket godt, at det på ingen måde er et præcist tal, men det er alligevel et tal som jeg kan forholde mig til.
Til sidst er der tiden, men den kan jeg ikke fifle så meget ved selv, jeg må bare vente og se på, at den går. Ellers fungerer min opmærksomhed på tiden lidt lige som med kalorierne, jeg vil gerne se 10 minuters ændringerne, og hvis jeg keder mig også kvarterene (især 30 min hvor de to falder sammen, hvilket er guf for en autist). Så er der selvfølgelig de pæne tal 11:11 osv. Men det bedste af det hele er, hvis tiden og kalorierne falder på en eller anden måde, for så giver min hjerne mig lige et lille skud dopamin, og så er alt herligt.
En gang imellem er jeg nødt til at se op fra mine tal, ellers bliver jeg helt skeløjet, og får ondt i hovedet, og så sker det alt for tit, at jeg ikke når at se ned i rette tid, eller at jeg glemmer at holde øje med et bestemt tal, og så bliver jeg skuffet over mig selv.
Jeg glemmer dog ALDRIG at holde øje med metrene, ALDRIG er jeg kommet til at løbe for langt. Nogle gange sker det dog, at jeg ikke kan holde en af de 'høje' hastigheder i lang nok tid, og så bliver jeg nødt til at vente på det næste pæne tal, så jeg kan skrue ned. Så er jeg nødt til inde i hovedet at lave et hyt program og se hvilken hastighed der er den næste, som jeg ville kunne klare at løbe i lidt længere tid.
Så for mig er det hele en nummer leg, og jeg bliver virkelig god til hovedregning. Det gør faktisk at jeg synes, at det er ved at være helt sjovt at løbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar