Om at gøre små ting for hinanden

Jeg er en lille smule genert over at skrive dette indlæg, for for mig er det, hele tiden at gøre små ting for andre, så åbenlys en ting at gøre, at det virker plat at skrive om det, men pædagogerne bliver ved med at rose mig for det så enten roser de mig 'fordi jeg jo er handicappet', eller også er det til min store overraskelse bare ikke noget folk gør.

Jeg vil lige komme med et par eksempler. Det er ikke fordi de kaster et helt særligt gloværdigt lys over mig, det er de for hverdagsagtige til, men mere for, at man kan se hvad jeg egentlig taler om.

Jeg skulle til Odense i et par dage, og jeg tænkte at det var synd, at den vase med roser skulle stå helt alene inde i min lejlighed, uden nogen til at kigge på dem, så jeg skrev en lille sød seddel og stillede den på bordet foran min 'lillesøsters' plads. Min 'lillesøster' er en af pigerne her på stedet, og som er meget lukket om sig selv. Jeg ser det lidt som min mission at få hende ud af sin skal, for hun er nemlig en rigtig sød pige, hun har bare levet en meget beskyttet tilværelse, og nu er hun på vej ud i det virkelige og skræmmende liv. Jeg kan stadig huske hvor svært det var. Jeg kunne aldrig rigtigt hjælpe min rigtige lillesøster da vi voksede op, for hun er ikke asperger, så selvom hun er tre år yngre, så udviklede hun sig langt hurtigere en mig når det galt alt det sociale og samfunds relaterede. Nu har jeg chancen for at guide en pige, så hun forhåbentligt ikke ender i de samme problemer som mig.

Jeg har desuden en lille aspergerveninde der samler på visitkort. Jeg vil virkelig opfordre jer til at trykke på linket og læse hendes beskrivelse af hendes samleriver, for det er så fint et billede på, hvad det egentlig vil sige at være asperger. Jeg elsker selv den beskrivelse og har vist den til en af pædagogerne. Straks jeg læste den, gik jeg ud i min pung og så hvad jeg lige havde liggende af visitkort, for at se om jeg ikke tilfældigvis havde noget spændende jeg kunne give hende. Jeg havde et fra en nonne og et fra en protestantisk gadepræst for unge samt nogle lidt mindre bemærkelsesværdige. Dem sendte jeg til hende, men lige så stille kunne jeg mærke, at også jeg blev grebet af denne iver. Jeg elsker at samle på ting, men jeg gider jo ikke at have dem til at ligge og fylde/rode i min lejlighed, så det er virkelig spændende at samle på andres vegne. Så siden, har jeg gået og samlet visitkort hvor end jeg nu kan få fat i dem. Og i går havde jeg så 'nok' til at jeg kunne sende endnu en kuvert af sted Hun har det desuden ikke så godt for tiden, så jeg håber lidt, at mine ydmyge visitkort kan muntre hende lidt op.

Som i kan se er disse gode gerninger ikke det helt vilde, men de er en stor del af mit liv, så jeg har enormt svært ved at tro på at ikke alle har det sådan. Jeg ønsker lidt, at alle har det sådan, for det er sådan en verden jeg gerne vil leve i.

For mig er disse gerninger dybt forankret i mig og i min tro. Jeg er katolik, og det en stor del af min tro, at man kan angre sine synder og gøre bod (gøre en aktiv indsats for at rette op på hvad man har gjort, både åndeligt ag praktisk). Jeg/vi mener, at mennesket i bund og grund er godt, men at vi har en tendens til at gøre hvad der er skidt i menneskers og Guds øjne. Jeg har brug for min præst til at guide mig, og hjælpe mig til at blive et bedre menneske, men det betyder jo ikke, at jeg kun skal gøre gode gerninger, når han siger, at jeg skal. Det gælder om at få pluspoint på Guds konto (skaffe skatte i Himlen Matt 6,20).

Og så igen, det handler jo heller ikke kun om t lette MIN vej til Gud, det handler også i høj grad om, at det bør være en naturlig ting for alle mennesker og også for mig, at ville glæde hinanden, ikke for vores skyld, men for andres.

Jeg er hverken værre eller bedre end andre mennesker, og jeg elsker at få ros for de gode ting jeg gør, men nogle gange kan jeg godt lide at gøre gode gerninger i det skjulte, at tage opvasken når pædagogerne har travlt og den slags. Det er ikke handlinger der fortjener ros, det er bare helt almindelig medmenneskelighed.