Jeg har lige fået rettelser tilbage på mine første to opgaver til mit skrivekursus. Egentlig hedder det et forfatterkursus, men jeg er flov ved at bruge det ord, for så god er jeg altså heller ikke, eller det siger mit dårlige selvværd og min generthed i hvert fald til mig, at jeg ikke er.
Jeg havde gjort mig stor umage for at skrive to historier der var meget forskellige, for jeg ville fra start vise min lærer hvor bredt jeg favner. Den første historie, var om en teenagepige med en masse undertrykt vrede mod sin mor der har flyttet hende fra det indre København til Lars Tyndskids marker pga en mand. Den anden handler om spændinger mellem en svinebaronesse og nogle pøbelbønder i en lille landsby. Historierne var forskellige, men JEG viste sig at være den samme, for begge tekster var gennemsyret af sarkasme, og jeg viste ikke meget medfølelse for nogen som helst af personerne.
Medfølelse er generelt en svær en for mig på grund af min aspergers. Jeg er ikke en kold skid, det er ikke fordi jeg ikke interesserer mig for andre mennesker, men medfølelse, og det at have ondt af nogen, kommer ikke intuitivt til mig. For at kunne fungere i samfundet er man nødt til i en hvis udstrækning at kunne disse ting, ellers er man i hvert fald ikke ret populær, og jeg kan godt lide det, når andre mennesker kan lide mig. For at kompensere for min manglende naturlige medfølelse, bruger jeg min relativt høje IQ. Jeg gennemanalyserer helt bevidst og hele tiden alle de ting der foregår omkring mig, og det foregår nogenlunde sådan her:
Peter slår sig med en hammer. Det gør ondt at slå sig. Det gør ondt på Peter. Peter græder. Det gør ondt på Peter. Når det gør rigtig ondt, så græder man. Det er derfor Peter græder. Peter virker sur. Når man græder vil man gerne trøstes. Måske vil Peter gerne trøstes. Måske er det derfor Peter virker sur.
Mange situationer har jeg oplevet så mange gange, at følgeslutningerne kommer ganske automatisk til mig, men andre ting må jeg tænke langt og længe over, og det sker ikke sjældent at mine konklusioner er forkerte. Især konkluderer jeg alt for tit, at jeg må have gjort et eller andet galt, selvom jeg sjældent ved hvad, eller at folk er sure på mig. Det er det jeg især bruger pædagogerne på mit bosted til, at analysere begivenheder og samtaler, så jeg forstår den verden jeg er blevet placeret i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar