lørdag den 31. december 2011

Nytår

Nytårsaften smelter sammen i et virvar af fest og farver, lyd og lys. Jeg kan mærke det i kroppen allerede, forvirringen, overstimuleringen. Jeg gider virkelig ikke denne dag, og den er jo dårligt gået i gang endnu.

Nytårsaften er en dag hvor man spekulerer over hvor langt eller ikke-langt man er nået i sit liv. En aften hvor man siger farvel til et helt års kampe, og hvor man prøver at ruste sig til endnu et.
"You don't know this yet, but life isn't suposed to be this hard"
Meredith Grey
De siger, at jeg kæmper virkelig hårdt, men jeg overlever bare. Ugebladende fortæller historier om mennesker der har haft det så forfærdeligt hårds, for hvem skæbnen har været urimelig hård. Historier om død og ødelæggelse. Jeg fortjener ikke at blive sat i kategori med disse mennesker, jeg har jo kun mig selv at kæmpe med.

Nu kommer det hele til at lyde så deprimerende. Jeg har faktisk haft et rigtig godt år. Jeg burde være taknemmelig, meget taknemmelig. Er jeg taknemmelig, ja, det tror jeg nok, når man lige skræller irritationen over nytåret væk, så er jeg.

Jeg er taknemmelig for venner og familie som jeg har haft så mange oplevelser med i løbet af året.
Jeg er taknemmelig for den varme velkomst jeg har fået i kirken, nu hvor jeg prøver at vende tilbage.
Jeg er taknemmelig for alle de gode måneder jeg har haft.
Jeg er taknemmelig for denne blog, fordi folk øjensynligt godt gider at følge med (det kommer til stadighed bag på mig).

Der er så mange ting jeg hellere ville skrive om end nytår og de rørstrømske tanker man bør gøre sig i den anledning, men det er nu en gang sådan man gør på denne dag. Det er kutyme at være taknemmelig og reflekterende. Og i morgen skal der så skrives en masse om håb og drømme.
"Jeg græmmes!"
Søren Brun

For at være ærlig, så forstår jeg nok bare ikke nytår. Jeg forstår ikke hvorfor, at det er noget særligt at et nyt år begynder. Vi fejre jo ikke at en ny måned begynder (med mindre man da fejrer, at der er kommet penge på kontoen).

Jeg kan kun se pointen i at fejre det, hvis man har haft et rigtig dårligt år, og virkelig bare håber, at det næste vil blive bedre, men det har jeg prøvet rigtig mange gange, og det gjorde mig bestemt ikke i festhumør.

Jeg har altid været bange for nytår. Fyrværkeri er farligt, meget farlig. En gang blandede jeg to knaldperler sammen til en og jeg blev så forskrækket og skamfuld, tænk nu hvis jeg havde sprængt mine fingre væk, eller mine øjne ud eller mine trommehinder ind...

Jeg forstår ikke pointen i fyrværkeri. Man bruger en hulens masse penge på en midnatsraket, og så står man og ser på den, men den er i virkeligheden ikke særlig flot, for SÅ mange penge gad man trods alt alligevel ikke bruge på et engangsknald, og fordi man stod og gloede på sin egen fesne raket gik man glip af alt de virkelig flotte fyrværkeri, fordi andre mennesker åbenbart ikke har været helt så nærige som en selv.

Hav et godt nytår og husk beskyttelsesbriller, vi ses i det nye år.

fredag den 30. december 2011

Alt er tomhed og jagen efter vind

Prædikerens bog 1,2

Havel havaliim amar qohælæth haval havaliim hakol havæl

Den hebraiske rod hvl betyder egentlig 'vindpust', på latin blev det så til 'venitas' (tomhed) eller som de gamle oversættelser siger, forfængelighed, men ikke forfængelighed som vi bruger det i dag, nok mere i retningen af forgængelighed.

Havel havaliim er en superlativ udtrykt gennem status constructus, eller udtrykt mere forståeligt et genitiv forhold, oversat forgængelighedernes forgængelighed eller rettere forgængeligste forgængelighed.

Min hebraisklærer på universitetet brugte selv ordet 'tomhed' og han var et af de sejeste mennesker jeg nogensinde har mødt, så hvad han siger er lov i min verden.

Tomhedernes tomhed,
siger Prædikeren,
tomhedernes tomhed,
alt er tomhed.


Jeg tror måske, at dette er min autistiske måde at sige, at jeg ikke har det alt for godt.

torsdag den 29. december 2011

Artikel i det katolske ungdomsblad

Jeg har fået en artikel med i det katolske ungdomsblad.

Smerten:
"Vi skal favne vores smerte, ikke dulme den, så vi rigtigt kan mærke glæden". Sådan sagde broder Theodor i aller bedste mening, da jeg sidste år var i Assisi med DUK. Men hvad hvis det bare ikke er så enkelt. Hvad hvis ens smerte er så stor, at man er nødt til at tage piller for at kunne holde det ud. Hvad hvis smerten bliver så stor, at man ikke kan trække vejret og bryder sammen i krampegråd og er ligeglad med at fremmede mennesker står og glor på en.

Angstdæmpende medicin er ikke den nemme læsning, lykkepiller gør ikke en lykkelig, der er bivirkninger ved dem alle, der ikke er sjove at leve med, men for en stor gruppe af mennesker er det nødvendigt for at kunne leve et bare nogenlunde normalt liv. Jesu kors var for tungt at bære alene, og det samme er mit. Jeg får 5 forskellige piller for at klare mig igennem dagen, alligevel føler jeg, at jeg hele tiden er nødt til at træde vande for at holde mig i live. Jeg har måttet kaste håndklædet i ringen, og i en alder af 26, er jeg blevet førtidspensioneret. Folk spørger mig hvad jeg får tiden til at gå med, og om jeg ikke keder mig, men de forstår ikke, at jeg må bruge alle mine kræfter på at holde mig selv i live. Jeg har prøvet at give op, at ende på hospitalet til udpumpning, afgiftning og at leve med skammen, og det er hårdt, men ikke nær så hårdt som at kæmpe, og alligevel kæmper jeg.

Jeg har været fanget i psykiatrien i 4 år og har oplevet ting som udenforstående slet ikke kan sætte sig ind i. Jeg bliver nogle gange spurgt hvorfor jeg ikke er bitter på systemet eller på Gud, for hvorfor mig, og det er jeg da også nogle gange, men jeg prøver at lade være. Jeg tror at Gud har en mening med at sende mig gennem dette mareridt. Jeg har ingen anelse om hvorfor, men jeg stoler på Gud og lægger mit liv i hans hænder, selvom jeg sjældent føler, at han er hos mig, men hvis jeg ikke troede at han var derude et sted, ville der ikke være noget der var værd at kæmpe for.

Jeg misunder dem der brænder for Gud, dem der føler at han er dem nær, dem for hvem bønnen falder let, for jeg føler mig alene og mine bønner er sparsomme, jeg glemmer at bede når jeg har det skidt, og når jeg endelig begynder, mister jeg koncentrationen.

P. Daniel siger at han beundre, at jeg er så stærk i troen trods de ting der er hændt mig, men jeg kan ikke lade være, for så ville jeg ikke være i live. Min kamp er en bøn om at i morgen vil blive bedre, og jeg tror fast på det ligegyldigt hvor ofte jeg bliver skuffet.

1. petersbrev kap 1
v6 Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, v7 for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. v8 Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, v9 når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.


Først var jeg rigtig glad for resultatet, men i de måneder der er gået siden jeg skrev det, er jeg blevet mere og mere i tvivl. Jo, det er da ganske godt skrevet, men er det også sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Sandheden er, at jeg føler mig som en bitter gammel kone der vender ryggen til Gud fordi tingene ikke går efter hendes hovede.
Sandheden er, at efter broder Teodors oplæg søgte jeg ikke Gud, men en skarp sten til at skære smerten væk.
Sandheden er, at jeg gik to år uden at komme i kirke, uden at skrifte, og uden at modtage kommunionen (nadveren), fordi jeg følte mig for beskidt.
Sandheden er, at jeg ikke kunne skrive sandheden uden at det blev for omstændeligt og uden at folk ville miste interessen undervejs.
Sandheden er, at jeg ønskede at nå ud til de unge katolikker (og nu her også ikke-katoliker) der kender nogle af de her ting, og fortælle dem, at der er andre. Man tror altid, at man er alene, men sandheden er at alle mennesker lider i perioder af deres liv.

onsdag den 28. december 2011

Den unge Werthers lidelse

Jeg har været pænt flittig med at få læst her i julen, men det kan ikke råde bod på 12 måneders sløseri, men det er heldigvis kun min stolthed det går ud over. Men nu fik jeg i hvert fald også lige læst "Den unge Werthers lidelser" af Goethe.

Jeg læste også "Faust" for nogle år tilbage og var dybt skuffet.Jeg var vant til tegneserien af Claus Thomsen og troede at Faust bare var en lille nørd der ikke kunne finde ud af det med damerne selvom han egentlig gerne ville, men nej, det var det rene øl, fisse og hornmusik (ja undskyld mit sprog, men Goethe lagde ikke just fingrene imellem).

Den unge Werther er nok Fausts direkte modsætning og stod for dette års litterære overraskelse. Jeg valgte bogen fordi det var kort, det er en klassiker og fordi jeg ville virke klog hvis jeg havde læst den. Jeg troede bare det var en ung mand der blev ulykkeligt forelsket og derefter tog liver af sig, men den var så meget mere end det.

Skrevet i 1774 tænkte jeg at det bare var noget der skulle læses og så sættes tilbage på hylden, men den var helt forbløffende moderne, ikke engang sproget var helt umuligt selvom det ikke var en nyoversættelse, det eneste der ikke var moderne var de unge mænd (pigerne var) de kunne kun udspringe af den tyske højromantik, så forelskede i naturen og den simple bonde som de var, og hvilken glæde de dog fik ved at trykke en ung piges hånd til deres læber. Jeg husker drengene på mit gymnasie, når de fik lidt for mig at drikke kunne de godt finde på noget lignende, hvilket jeg fandt virkelig charmerende indtil min far sagde, at det bare var et desperat forsøg på at få sex.

Jeg er ikke særlig romantisk anlagt, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om romantikken helt er død. Lidt til grin kan den godt være, men det ville nu alligevel være ærgerligt, for den har da trods alt også sin charme.

Aller mest moderne finder jeg at den er i en samtale mellem den unge Werther og Albert, hans hjertenskæres forlovede/ægtemand, om selvmord.
“[...]Det kan man dog kun betragte som en svaghed. Thi det er da lettere at dø end standhaftigt holde et pinefuldt liv ud”.
Jeg var på nippet til at afbryde samtalen; thi intet bringer mig i den grad ud af fatning, som naar een kommer trækkende med ligegyldig floskel, mens jeg selv taler ud af mit fulde hjerte.

Det kunne være taget direkte ud af min dagbog eller ud af en af mine veninders dagbøger. Jeg er ikke stolt af mine selvmordsforsøg, men når folk går i gang med at fyre floskler af, så kan jeg blive helt stædig og begynde at argumentere for, at det faktisk ikke er så tosset endda. Men bogen slutter ikke med Werthers død, den går videre og følger også hans venner der reagere præcis som venner og pårørende gør i dag.

Hvad der dog påvirkede mig mest var bogens brevform. Jeg sad og fik lyst til at skrive lange og filosofiske breve om livets store spørgsmål, men det får jeg jo bare ikke gjort, og hvis jeg gjorde, ville mine venner nok også synes at det var lidt underligt. På trods af post danmarks urimelige takster skriver jeg en del breve men de, lige som denne blog, handler mest om mit ret intetsigende liv.
_________

Jeg har skrevet en decideret anmeldelse af bogen på min bogblog

tirsdag den 27. december 2011

Oh du dejlige grå hverdag

Det kan være fint nok med al det der jul, men hvor har jeg dog glædet mig til, at det blev en hel almindelig grå hverdag igen, med helt almindelig kedeligt hverdags TV-program.

Ja, jeg ser alt for meget fjernsyn, eller rettere, så er fjernsynet tændt temmelig mange af dagens timer. Nej, nu prøver jeg bare at undskylde mig selv og virke bedre end jeg egentlig er. Jeg sidder og ser på skærmen mange flere timer end jeg synes jeg burde, endda flere timer end jeg har lyst til at indrømme.

Jeg ser mange serier, men jeg følger ikke med i mange af dem. Jeg er i grunden ligeglad med, om Dr Phil siger endnu en helt perfekt ting der er så gennemtænkt, at den ikke giver mening, om Dinozzo gør sig selv til grin igen, om Grissom endnu en gang finder morderen eller om hvem der denne gang går i seng med hinanden i Greys hvide verden.

Det der betyder noget for mig er, at jeg kan se på uret, og vide helt præcis hvad der kommer om fem minuter uden at skulle slå det op. Det der betyder noget er forudsigeligheden, for jeg ved altid med sikkerhed hvilken skulder Horatio Caine ser over, når han skal leverer en punch line. Det der betyder noget er, ja, jeg ved faktisk ikke hvad det er der betyder noget, men min lejlighed virker bare hyggeligere når fjernsynet er tændt.

Jeg er ikke vokset op i en familie hvor man så fjernsyn i løbet af dagen, det var først noget jeg begyndte på i 8 eller 9 klasse. Dengang fulgte jeg mere helhjertet med i serierne, havde nok ikke helt gennemskuet hvor urealistiske sådanne serier er.

Men kan man som asperger lære noget af at se serier? Ja, det kan man faktisk, men man skal bare bruge mange kræfter på at si Hollywood tricks, kunstnerisk frihed og almindeligt skrald fra, men jo flere serier man ser, jo lettere bliver det, og jeg ser som sagt mange serier.

Jeg lærer mest kropssproget. Fordi mange af skuespillerne i virkeligheden ikke er særlig gode, overdriver de følelserne, og det giver mig en helt unik mulighed for at lægge mærke til hvad det er normale mennesker gør, og så ved jeg hvad jeg skal gøre næste gang jeg vil kommunikere til omverdenen, at jeg er trist, medfølende eller bare lidt rastløs.

Ikke normalt TV program alligevel

mandag den 26. december 2011

Overloaded

Jeg havde det jo godt, ville nå det hele, så mange veninder jeg skulle mødes med, så mange overskudsagtige ting der skulle ordnes, jul der skulle fejres, så mange smil der skulle smiles til verden for at vise at alt er helt okay.

Nu kommer det til at lyde som om jeg har det helt vildt skidt, og det var kun meningen som en lille litterær finesse, for jeg har det faktisk fint, jeg pressede bare mig selv mere end jeg skulle have, og til sidst slap energien op.

Jeg har ladet mig fortælle, at når normale mennesker siger, at de ikke har mere energi, så er det ikke helt rigtigt, for så har de lige nogle ekstra batterier at køre på, men jeg og mange andre aspergere har ikke disse ekstra batterier, og når vi siger, at vi ikke har mere energi, så har vi vitterligt ikke mere energi.

Allerede før jul kunne jeg mærke, at det var ved at gå galt. Jeg var social fire dage i træk og kom bare hjem og krøllede mig sammen på sofaen foran fjernsynet, men jeg var for stædig, ville nå det hele, tænkte at det hele nok skulle gå, jeg kunne sove når julen var ovre.

Juleaften var også meget hyggelig selvom jeg var alt for træt til og komme i julehumør, og da der skulle åbnes gaver sad jeg på stolen og halvsov, men så i går kunne jeg ikke mere. Min far troede, at jeg havde det skidt, og det kan jeg egentlig godt forstå.

Jeg var så træt, at min ADD kom ud af kontrol. Normalt generer den mig ikke voldsomt, jeg har lært at leve med at selv små lyde forstyrrer mig og med, at jeg hele tiden afbryder hvad jeg har gang i for at gå på toilettet, i køleskabet eller bare en tur frem og tilbage, men i går for jeg sammen hver gang nogen bevægede sig, og det er en belastning når man er tre mennesker i en lille lejlighed.

Jeg ville gerne skrive lidt om hvordan det føles at gå asperger kold, men sandheden er, at det vel ikke rigtigt føles af noget, det gør ikke ondt nogen steder. Det er bare alle de parader man har lært at sætte op for at klare tilværelsen er blevet sænket, så man oplever en verden uden filter. Alle lyde, smage, lygte, lys, farver, temperaturændringer og fornemmelser der sker omkring en bliver registreret, for der er ikke kræfter til at sortere

Jeg havde bare brug for at komme hjem, men jeg ville ikke kunne klare en togtur, så min far var nødt til at køre mig. Normalt snakker jeg hele vejen, men jeg orkede ikke at sige ret meget.

lørdag den 24. december 2011

Om at modtage en gave

Nu er det altså jul igen, og det at give og modtage gaver betyder rigtig meget meget for folk, det er en måde hvorpå man kan vise folk at man holder af dem, men også en måde hvorpå man kan fastslå sin sociale status som forsørger, beskytter, ven eller arbejdsgiver.

Det der med at modtage en gave kan være så umådelig svært, når man har Aspergers syndrom. Når folk giver en en gave, vil de jo gerne have, at man bliver glad for den, men når jeg får en gave, er min første reaktion ikke at blive glad, nogle gange kan jeg endda blive virkelig ked af det, ikke fordi det er en dårlig gave, men fordi det er noget nyt og uventet jeg skal forholde mig til.

Efter lidt tid, en halv time eller så, kan jeg se, at gaven er praktisk, sjov, interessant eller hvilket tillægsord der nu er passende, men rigtig glad for en gave bliver jeg først når jeg har haft tid til at tage den i brug.

Det der med at have problemer med at modtage gaver er ikke noget jeg altid har haft, det tror jeg i hvert fald ikke, så længe det kom fra BR, så var jeg glad.

Problemet begyndte først at komme, da jeg blev gammel nok til bare at ønske mig nogle enkelte ting. Jeg klarer mig fint nok så længe jeg får hvad jeg ønsker mig, der er jo en grund til, at jeg ønsker mig det.

For to år siden flyttede jeg i lejlighed, og jeg ønskede mig en støvsuger, for jeg skulle bruge den, men jeg havde ikke selv penge til den. Min far og farmor fandt, at det var lidt for kedeligt og ville hellere give mig noget mere interessant. Det var nogle fine gaver, men det var ikke en støvsuger. Så måtte jeg jo ønske mig den til min fødselsdag.

Jeg ved jo, at min familie gerne vil gøre mig glad, og jeg er da også taknemmelig, men glad er ikke helt det rigtige ord. Når jeg så sidder sammen med dem, så vil jeg jo ikke gøre dem kede af det, for de vil jo gerne gøre mig glad, så det gælder om at se glad ud, og det er ikke en løgn, for jeg bliver glad på sigt, så jeg tager bare ansigtstrækkende på forskud.

I julen skal jeg jo så også giver gaver, og det gør jeg rigtig meget ud af. Jeg burde jo gøre det for at gøre folk glad, men videnskaben siger, at man gør det for at få et skud dopamin oppe i hjernen, men jeg tror nok, at jeg gør det for, at folk skal synes, at jeg er dygtig. Jeg vil vise min familie, at jeg kender dem godt nok og har brugt tid på at finde den helt rigtige gave. Alligevel er jeg en stor undskyldning når jeg giver gaven, og fremhæver alle dens fejl.

Egentlig er det je lidt uretfærdigt, at jeg frarøver min familie den selv samme glæde ved at finde den perfekte gave til mig, som jeg får ved at finde gaver til dem.

Men nok om det. Nu er der bare tilbage at sige, at jeg ønsker jer alle en helt velsignet jul.

torsdag den 22. december 2011

Julen begynder så småt

Jeg har med vilje ladet være at skrive ret meget om julen, eller rettere, så har jeg ikke rigtigt været ude og opleve ret mange juleagtige ting, men i går stod den på julehygge.

Facebook er et underlig semivirkelighedsagtig sted, hvor man kan lære mange mærkværdige ting. Blandt andet lærte jeg forleden, at en pige, der bor i København og som jeg kun har snakket nogle enkelte gange over en weekend for over et år siden, også skulle tilbringe julen i Odense.

Det blev så til, at vi skulle drikke kaffe sammen, eller rettere en kaffe og en kakao, for vi er vel voksne nok til at det ikke længere er barnligt.

Jeg har en veninde der spørger mig, hvorfor jeg overhovedet har facebook, for en gang imellem er der en der bliver grov, og så bliver jeg ked af det og får selvdestruktive tanker, men dette er grunden, det, at man pludselig sidder og drikker varme læskedrikke med en man ikke rigtig kender, og det er meget uforpligtende, for det er jo ikke den veninde man i et år har glemt at holde kontakt med, og det derfor er af aller største vigtighed at det bliver hyggeligt. Hvis det blev hyggeligt var det selvfølgelig godt, men blev det ikke, så havde man i det mindste prøvet.

Jeg har en stor foragt for chick lit genrens næsten perfekte og dog lige tilpas klodsede og uheldige til at vi stadig kan lide dem heltinder og deres caffe latte hyggestunder med deres endnu mere perfekte veninder, så sådan skulle det bestemt ikke blive.

Det er jo trods alt jul, og vi er trods alt begge katolikker, så hvad mere passende end, at vi mødtes i kirken til rosenkrans (meditativ bøn) og messe (gudstjeneste). Vietnamesernes sang som jeg kender så godt, men ikke forstår et ord af, lød så smukt i den pyntede kirke, hvor to veldige graner strakte sig mod Himmelen om kap med det forgyldte alter der skindede i lyset fra de tændte kærter, der egentlig bare var stearinlys, men når nu jeg var i gang med det sukkersøde halløj, så kunne jeg lige så godt trække det helt ud til grænsen af hvad man kan holde ud at læse.

Jeg er ikke vant til at have nogen at gå i kirke sammen med, og det var faktisk rigtig rart, især nu, hvor vi nærmer os jul, og det er som alle andre har nogen at følges med hvor end de går. Man plejer jo også at sige, at ensomme mennesker er mere ensomme i julen.

Vi satte os ind på Gertruds. Hvis jeg havde bekymret mig om hvorvidt vi kunne finde noget at snakke om, blev mine bekymringer gjort til skamme, for hun var meget sjovere end jeg lige umiddelbart huskede.

Vi sluttede dagen af i en kristen boghandel, hvor vi i det uendelige kunne hive små mesterværker ned fra hylderne. Hvem ville dog ikke blive glad for et viskelæder der sagde "Gud elsker dig og alle dine fejl" eller en Bibel i pink etui eller en børnebibel skrevet af Desmond Tutu?

Jeg fik selv brugt alle mine kontanter, hvilket ikke var så lidt, men efter fire intense timer var jeg godt brugt og mit blodsukker faretruende lavt. Vi snakkede om bibelcitater, men jeg kunne slet ikke finde mit yndlings, stod bare og gloede på siden som jeg vidste var den rigtige, og som min veninde måtte slå op på fordi jeg rystede så meget, men jeg stod bare og gloede og stammede som en anden dåre.

Da jeg kom hjem og havde fået noget og spise, og lige lidt mere at spise, så fandt jeg det uden problemer og sendte en facebook besked til min veninde, men jeg kunne jo ikke vise det til den gamle dame i butikken. Det generer mig voldsomt, for jeg plejer jo at være hende den kloge. Faktisk generer det mig så voldsomt, at jeg fristes til at tage ind til byen bare for at vise hende det.

Jeg elsker at føle mig normal, men hvad jeg og min veninde foretog os i går kan vist ikke kategoriseres som helt normalt, og gudskelov for det. Det er sjældent jeg har lov til at være kristen sammen med nogen, men det er vel egentlig det hele religionen kredser omkring, at være et fællesskab, at være sammen om Kristus.

1. petersbrev kap 1
v6 Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, v7 for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. v8 Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, v9 når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

onsdag den 21. december 2011

Akavet

Forleden stødte jeg på en veninde inde i byen. Vi stod lidt og snakkede og hun tilbød mig et lift hjem fordi vi alligevel skulle samme vej. På parkeringspladsen udpegede hun sin bil og gik hen til parkeringsautomaten for at tjekke ud. Jeg blev i første omgang stående ved bilen, men det virkede så underligt akavet at stå alene ved en fremmed bil, så jeg smuttede hen til hende, men det virkede også lidt akavet at gøre det. Det var altså kun situationen på parkeringspladsen der var akavet, hverken det at mødes, tale eller selve liftet var det.

Sociale spilleregler er uhyre vanskelige at finde ud af når man har aspergers syndrom. Måske jeg allerede er kommet langt ved at indse at en situation kan være akavet, men det hjælper mig ikke ret meget, da jeg ikke ved hvad man skal gøre for at komme ud af det med værdigheden i behold.

En gang ville jeg være blevet stående og skammet mig over, at jeg havde truffet den forkerte beslutning og tænkt på hvilken idiot jeg dog var, men men mit system bliver pumpet så fuld af antidepressiver og hele to forskellige slags angstdæmpende medicin, så jeg kunne rive mig fri fra tankerne og prøve at handle.

Jeg prøvede at lette situationen ved at grine påtaget og højt sige, at det var akavet, men flot fordi man kalder dyret ved dets rette navn gør det ikke mindre underligt.

Igennem alle de mange år hvor jeg har studeret hvordan normale mennesker tænker og fungerer, den politisk korrekte betegnelse er neurotypiske personer, har jeg lært rigtig meget. Jeg har lært at trøste, at tygge med munden lukket, at begrave mine følelser, at tale om dem, at rynke panden i mistro, at være sarkastisk, at svare igen på tiltale og rydde op efter mig selv når jeg har gjort eller sagt noget dumt, men jeg har ingen anelse om hvad man gør når noget bliver akavet, jeg er ikke en gang sikker på, at jeg ved hvad akavet betyder.

Slår man akavet op i en nudansk ordbog bliver man sendt videre til kejtet og igen til kluntet, men man får aldrig en beskrivelse af hvad det egentlig betyder. Sådan som jeg ser det, er det en blindgyde, hvor man har ført sig selv eller er blevet ført ind i en situation, der ikke er en umiddelbar løsning på, og hvor man må træde et par handlinger tilbage og prøve igen.

Ud fra den definition var mit valg med alligevel at følge efter min veninde måske ikke helt så forkert alligevel. Om det var det rigtige valg ved jeg ikke, det havde jo nok været bedre om jeg var fulgt med hende i første omgang, men på stående fod, var det nok det bedste jeg kunne gøre for at rette op på en forkert beslutning.

tirsdag den 20. december 2011

Hjemmelavet mad

Da jeg var på besøg på mit nye bosted, virkede lederen glædeligt overrasket over, at jeg laver mad selv fra bunden hver dag. Det kom helt bag på mig, for selvfølgelig gør jeg det, det har jeg altid gjort, og jeg kan slet ikke forestille mig at gøre andet, medmindre jeg i perioder spiser så lidt at det er næsten umuligt på anden måde end ved kun at spise rå grøntsager (en sjælden gang kogt, bagt eller tørstegt) men det er en helt anden historie.

Jeg ved godt at mange andre aspergere (og mange andre uden diagnose) har svært ved at overskue det der med at lave mad selv, for det kan godt være svært for en asperger. Hvor meget er en klat smør? Hvor stort eller lille skal et løg være for at tælle som 1 løg? 1 kg kartofler, er det før eller efter de er blevet skrællet? Og så er der alle de underlige betegnelser i kogebøgerne som man bare skal vide hvad betyder for at det kan fungere. Bag til osten har fået den rigtige brune farve, der er rigtig mange nuancer for brun, især når man har aspergers og er meget detaljefokuseret, og der kan være ujævn varme så der er forskæl på højre og venstre side, og så står der ikke i opskriften at man bare lige kan vende den en gang undervejs. Hvad betyder det at stege løgene så de er blanke? Blanke som et spejl eller som marmor eller som øjne? Hvad nu hvis der ikke står i opskriften om ovnen skal være på varmluft eller almindelig?

Der er så mange ting man bare er nødt til at vide, og det er ikke godt at vide hvor man skal vide det fra. Jeg kan det fordi jeg har studeret det i mange år. Som barn var jeg nogle gange med til at lave mad, og vi fik altid hjemmelavet mad, med mindre min mor var på kursus. Som 12-årig lærte jeg at lave pandekager, og den ret holdt jeg mig til i mange år, og jeg lærte at den første altid går galt, for hvis man ikke ved det, så føles pandekagebagningen som en fiasko.

Siden har jeg på grund af min spiseforstyrrlse indgående studeret kokkeprogrammer og billederne i kogebøgerne, til en grad hvor jeg begyndte at omtale det som food porn på grund af den stimulans det gav mig, men undervejs lærte jeg et eller andet. Jeg lærte hvordan tingene skulle se ud og hvad man gjorde. Men kokkene får det til at se så nemt ud. Hvad gør man hvis kødet ikke er helt optøet? Hvad gør man når bollerne ikke hæver? Hvad nu hvis man løber tør for noget, kan det så stadig reddes? Hved næsten al mad kan man improvisere (kager undtaget) men man skal have en basisviden eller et virkelig godt instinkt for at det kan lykkes.

Som sagt kan jeg og vil jeg selv. Jeg ved godt at ikke alle kan, men selvfølgelig kan jeg og gør jeg det. Det kom virkelig som et chok, at det kunne overraske nogen.

Nu kommer jeg til at lyde så normal og velfungerende, men så simpelt er det ikke. Jeg har en stærk mistanke om at mine madvaner er anderledes end de fleste andres.

Jeg ved ikke om det skyldes min asperger eller min spiseforstyrrelse, men jeg finder en ret, som jeg med små variationer laver næsten hver dag i 2-3 uger, hvorefter jeg finder en. Her kan jeg være glad for min detaljefokusering, for fordi jeg laver maden på gefühl, så virker det på ingen måde ensformigt for mig (andre ville måske se anderledes på de). På den anden side giver det mig en tryghed at lave de samme ting hver dag, og jeg bliver fortrolig med mine ingredienser og mine teknikker.

Nu hvor jeg skal til at flytte, kommer jeg dog til at stå fuldstændigt på bar bund, jeg har nemlig ikke nogen ovn, men derimod en mikroovn. Jeg har aldrig nogensinde lavet mad i en mikroovn, jeg har ikke den fjerneste ide om, hvordan man gør...

mandag den 19. december 2011

Tidlig flytte stres

Nu har jeg snakket en hel det om hvor godt det bliver at flytte og hvor fedt stedet er og hvor hyggelig byen er, men nu begynder alle de negative tanker og følelser at stikke snuden frem, sidder og forestiller mig en stor fed rotte der stikker snuden frem, mens dens røde øjne lyner i mørket.

På under en uge er mit liv blevet vendt på hovedet og jeg ved ikke længere hvor jeg står eller hører til. Heldigvis er jeg hjemme hos min far, og her er alting det samme som det plejer, men mine tanker er rodede, og min krop har sagt stop. Jeg føler mig slap og svag i hele kroppen, og jeg har mest af alt lyst til at gå i hi.

Men det værste er tankerne. Tankerne er blevet rodede og skræmmende.

Der er så mange ting der skal ordnes i forbindelse med en flytning, og selvom jeg hele tiden får at vide, at det skal andre nok ordne, så er der en lille stemme der siger, at jeg vil selv, at jeg skal bevise, at jeg da sagtens kan klare den slags selv. Alligevel ved jeg, at det nok skal gå.

Det virkelig skræmmende er det nye sted. Som nævnt er det et helt nyt sted, og de aller første flytter ind et par dage før mig, så der er mange ting der ikke er fastlagt endnu, og som jeg derfor først kan forholde mig til efterhånden som det falder på plads. Fællesspisning, hvordan foregår det? Hvor ofte skal man deltage? Hvilken type mad er det? Er det sundt eller er det sovs og kartofler? Er reglerne bøjelige eller er der nul-tolerance? Er der mest privatliv eller fællesskab?Det gør ikke noget, at jeg ikke kender svaret lige nu og her, for jeg kunne jo ikke få alt at vide på et møde, men jeg er rædselsslagen ved tanken om, at jeg flytter og det hele så stadig er lidt rodet.

For normale mennesker ville det måske ikke betyde det store, men jeg er ikke normal, min hjerne har brug for faste regler og rutiner for at kunne fungere. En flytning er i mit liv en kæmpe stor ting, der nemt ville kunne få mig helt ned i kulkælderen (jeg sidder igen og for sjove billeder i hovedet) så jeg er skræmt. Sidst jeg flyttede fik jeg det virkelig skidt, og jeg var over 6 måneder om at komme på benene igen, det orker jeg simpelthen ikke en gang til.

En anden ting jeg frygter er det, at der flytter en masse nye piger ind på en gang. Det betyder at der også er mange sociale spilleregler der i løbet af meget kort tid skal fastlægges. Hvem skal være alfafemale? Hvilken form for humor skal være dominerende? Kommer man hinanden ved, eller holder man sig for sig selv? er atmosfæren støjende eller er der helt tyst på gangene? Vi har alle det samme sociale handicap, så måske det ikke bliver så slemt, men selv aspergere har sociale spilleregler. Det kan godt være, at vores regler er anderledes end andres, det kan godt være at konsekvenserne for at overtræde dem er anderledes, men de er der stadig.

Mit problem er, at jeg flytter ind nogle dage senere end de fire første. Jeg kunne have flyttet ind samme dag, men fire flyttehold på en gang lød skræmmende nok uden også at lægge mit, det femte til. Dog betyder det, at de fire piger får nogle dage til at fastlægge nogle regler uden at jeg kan være med, og jeg er en person der altid frygter det værste, så jeg er overbevist om at jeg kommer derhen og ender med at føle mig udenfor, eller at føle at jeg ødelægger noget godt som de andre piger havde fået i stand.

Jeg kan godt være ret dominerende. Det er svært at indrømme fordi jeg altid tidligere var underhund, men efterhånden som jeg er blevet mere voksen, har jeg fået mine egne meninger, og har lært at stå ved dem. Jeg synes selv, at jeg opfører mig pænt, men jeg er bange for at tromle andre ned, for jeg ved hvor slemt det kan føles. Så jeg står med dilemmaet, hvordan påvirker jeg miljøet på mit nye sted uden at blive diktatorisk.

søndag den 18. december 2011

Den barmhjertige samaritaner

I går kom min mor forbi, for at vi kunne fejre en tidlig jul.

Vi snakkede om hvordan aspergerpiger sjældnere end drengene bliver opdaget, fordi de tit bare er stille piger. det fik min mor til at tænke på et gymnasiehold hun en gang har haft, hvor der sad en stille pige, og hvor det var så tydeligt og så pinefuldt at se, hvordan resten af klassen ikke ville tale med hende og slet ikke være i gruppe med hende.

Men hvad kan man som lærer gøre ved sådan noget, overhovedet ingen ting. Jeg husker selv lignende situationer fra min skoletid, og selv hvis lærerne så, var der ikke meget de kunne gøre, dog var der en episode jeg tit tænker tilbage på med stor glæde.

I 3.g havde jeg en religionslærer som jeg var virkelig glad for. Det var ikke fordi jeg som sådan snakkede med hende andet end når man lige stod i pausen og diskuterede et eller andet, men jeg følte mig tryg og afslappet i hendes timer, og det var følelser der var mig meget fremmede på det gymnasium.

En dag sad vi og skulle lave nogle opgaver. Jeg sad ved computeren og læste om hieros gamos (helligt samleje) og så på billeder at Nut og Geb, himlen og jorden i egyptisk mytologi, og hvor der er billeder af en kæmpe penis der strækker sig fra jorden, og helt op til himlen. Nogle af drengene kedede sig, det gjorde de tit, og det gik ofte ud over mig, så de begyndte at råbe op om, at jeg surfede porno og spørge om det tændte mig, og uh hvor var det frækt.

Jeg havde det virkelig skidt i gymnasiet, så jeg havde ikke energi til at fyre en rap replik tilbage efter dem, og jeg turde heller ikke, for jeg var bange for, at det ville gøre det hele endnu værre. I stedet fokuserede jeg på mit hår.

Jeg havde haft idræt i timen før, så mit hår var vådt og filtret. Jeg besluttede mig for at flette det, så min bluse ikke blev endnu mere våd, end den allerede var, men det var for filtret, og jeg kunne ikke få det delt. Jeg blev mere og mere panisk, og tårerne begyndte at presse sig på.

min religionslærer kom hen til mig. hun var en lille stille dame, der også lå under for drengenes drillerier, så der var intet hun kunne stille op, men uden et ord tog hun fat om mit hår og flettede det. Da hun var færdig gav hun min arm et klem og gik videre til nogle andre.

Det var en af mine bedste oplevelser i hele min gymnasietid, og det var noget der holdt mig oppe i flere uger efterfølgende.

Nogle gange er det bedst ikke at sige noget, det kan virke akavet og påtrængende, falsk og helt malplaceret, men det kan vare godt at vide, at nogen anerkender ens kamp, og giver et lille tegn på, at man er noget værd.

lørdag den 17. december 2011

En ny start, forhåbentligt

Pædagogerne her på stedet har gjort rigtig meget for mig i løbet af de sidste to år, men jeg har mange dårlige minder herfra, minder om selvskade, opkast, angst, og bare om fornemmelsen af aldrig rigtig at falde til.

Det var derfor ikke svært at sige ja til at flytte. Jeg var nemlig på besøg på det nye bosted i går for lige at tjekke det ud. Det var alt hvad jeg havde forestillet mig, og mere til. Det var et sted, hvor jeg følte mig hjemme allerede før jeg sagde ja. Det var et sted, hvor der var mange hyggelige kroge med sofaer, sækkestole og pyntepuder, så generelt et meget feminint sted. Det var et sted, hvor der var mulighed for en masse forskellige sociale aktiviteter uden at genere hinanden og uden at behøves at tage ud af huset. Det var et sted der ikke blev hæmmet af lange kolde gange, og hvor der virkede til at være god plads til alle.

Der var kun én lejlighed ledig, ellers var der kun værelser. Jeg er 26 år, og om jeg kan lide det eller ej, så er jeg ved at være voksen, så jeg er for gammel til at have et værelse. Jeg er færdig hed at dele køkken med ti andre, jeg er færdig med at have stue og soveværelse i samme rum. Jeg har boet på kollegie i mange år, og jeg holdt rigtig meget af det, men jeg er blevet for gammel og småborgerlig, jeg vil have mit eget, med plads til i hvert fald de fleste af mine møbler.

Jeg skyndte mig derfor at sige ja, så lejligheden ikke bliver snuppet for næsen af mig. Jeg sagde ja selvom jeg får mindre plads end jeg har nu, og selvom jeg får verdens mindste køkken.

Jeg skal flytte i slutningen af januar, og det er der jo ikke så lang tid til. Jeg har så mange forhåbninger til, hvordan mit nye liv kan blive, men jeg er bange for, at det ikke er realistisk. ydre rammer betyder meget, men det gør mig jo ikke til en helt ny person. Lige nu er jeg inde i en lang god periode, og jeg forestiller mig, at det altid vil være sådan, men jeg vil også fremover opleve nedture, jeg vil opleve perioder med menge opkastninger og med selvskade og jeg vil have dage hvor det hele virker så uendeligt ligegyldigt, men nu vil der være personale der er gearet til at tage sig af den slags.

At flytte vil betyde, at jeg skal sige farvel til alle pædagogerne her og lære et helt nyt team af pædagoger, ergoterapeuter, SOSUer og diætister at kende. Jeg kan være meget længe om at åbne op for nye mennesker, så jeg er bange for hvordan det skal gå de første uger inden jeg lærer at stole på dem. Vil jeg få et tilbagefald? Vil jeg gå helt ned med flaget? Eller vil jeg tage en dyb indånding og så bare klare mig dag for dag, time for time? Jeg vil så gerne klare mig, vise, at jeg er en fornuftig pige og at man kan stole på mig, men jeg er ikke altid herre over mine egne handlinger.

Mit liv er i løbet af få dage blevet vendt på hovedet og har fået en snurretur. Er dette slutningen på mit syge liv, hvor psykiatrien har spillet så stor en rolle? Skal jeg ud og leve et normalt liv? Skal jeg ud og være et voksent menneske?

fredag den 16. december 2011

Om ikke at vaske sit tøj selv

Her mens jeg var syg spurgte den ene af mine kontaktpædagoger om hun skulle hjælpe mig med at få vasket tøj her inden jeg tager på juleferie.

Når jeg ikke er helt på toppen, er det der med at vaske tøj meget svært. Jeg ved ikke helt hvorfor, for jeg ved udemærket hvordan man vasker tøj, men det er det der med at komme ud af døren der virker angstprovokerende. Og fordi at jeg hele tiden skal frem og tilbage fra vaskekælderen er det et projekt der sluger al min mentale energi. Tit sluger det så meget energi, at jeg må vente til næste dag med at lægge det sammen. Min indre Hausfrau skammer sig, for tøjvask er jo en essentiel del af det at holde hus.

Det var meningen at min kontaktpædagog og jeg skulle ordne tøjvasken sammen, men da jeg fik at vide at bestillingssystemet var nede, og man bare skulle gå ned og håbe på at der var en ledig maskine, panikkede jeg. Tanken om at gå derned og finde maskinerne i brug og så skulle komme igen senere, var bare for meget.

Jeg var også nødt til at cykle ud i Føtex for at handle, og pludselig kunne jeg ikke få min dagsplan til at hænge sammen.

Når jeg ikke kan få min dagsplan til at hænge sammen, så bliver alting så rodet oppe i hovedet på mig. Jeg tror måske at folk der ikke har en Autisme spektrum forstyrrelse eller lider af svær stres har svært ved at forestille sig hvordan ens tanker kan blive rodede til en grad hvor man nærmest mister sig selv og bare går i stå.

Det var hvad der skete den dag, så jeg sendte min kontaktpædagog alene i vaskekælderen mens jeg tog i Føtex. Det var godt at jeg ikke skulle hjem og skifte maskine, for det stormede så jeg måtte trække hjem.

Jeg havde dog energi nok til selv at lægge mit tøj sammen, men og af den blå Ikea pose haler jeg et par kæmpe store gammelmandsunderpermissioner og det slog mig i første omgang helt ud.

torsdag den 15. december 2011

Ej altså, nu har du nej-hatten på igen

For en uges tid siden blev der lavet en ikke-anonym tilfredshedsundersøgelse på mit bosted. Det generede mig ikke at den ikke var anonym, for jeg kunne stå ved de ting jeg skrev. En af de ting jeg var lidt utilfreds med var, at vores daglige leder har fået så travlt, at hun aldrig mere møder os brugere. Jeg ved at pædagogerne holder hende opdateret, men man (jeg) stod tilbage og tænkte at, hvordan kan hun tage beslutninger til gavn for os, når hun ikke en gang kender os.

Hun tog min beklagelse til efterretning, og i går havde jeg så en Pepsi Max aftale med hende. Jeg var nervøs for, hvad vi skulle snakke om, for der var jo ikke noget bestemt jeg ville hende, men vi er begge to nogle sludrechatoller, så det var slet ikke noget problem.

En af de ting vi snakkede om var, at dette bosted i virkeligheden ikke er gearet til sådan en som mig. Dette sted er beregnet til folk (nok især aspergerdrenge) der har brug for en masse praktisk støtte for at få hverdagen til at fungere. Jeg taler om ting som at komme op til tiden hvis man har en aftale, få handlet ind, betalt regninger, få spist ordentligt og ting af den kaliber. Jeg derimod (og mange andre aspergerpiger) kan godt den slags ting, men har til gengæld brug for en mere personlig støtte. Jeg har i høj grad brug for folk der bare er der når jeg har det skidt. Pædagogerne her på stedet gør et godt stykke arbejde, og for det meste fungerer det også fint, men når jeg får det skidt, sådan rigtig skidt, så ved de ikke helt hvad de skal stille op med mig, og de kan ikke helt give mig den tid jeg har brug for.

Vores leder sagde, at hun godt kunne gøre noget, men nok ikke det jeg havde lyst til at høre. Hun kunne tilbyde mig en plads på et nyt bosted for selvskadende aspergerpiger. Nyheden faldt som en kæmpe bombe midt i min ellers så (for tiden) rolige tilværelse, så jeg begyndte at græde.

Jeg vidste godt at stedet fandtes, for jeg har selv fungeret som en form for konsulent for nogle af dem der oprettede stedet. Denne blog er faktisk et resultat eller nærmere en forlængelse af de samtaler vi havde.

Det er et godt sted med en langt mere varieret stab, der blandt andet tæller en psykolog, en sygeplejerske og en diætist foruden pædagogerne, så grunden til at jeg græd og til at starte med bestemt ikke ville var, at det hele kom så pludseligt, og tanken om at skulle flytte virkede så uoverskuelig.

Til at starte med var jeg også loyal over for mit bosted,m og ville ikke svigte de, men et eller andet sted må man også gribe de chancer der bliver tilbudt en, og ja, det er en stor chance.

I morgen skal jeg med den ene af mine kontaktpædagoger op og se det og jeg glæder mig rigtig meget, men jeg er også rigtig nervøs, for hvad nu hvis det ikke er noget alligevel. I løbet af i går fik jeg snakket mig varm, og jo mere jeg snakkede, jo mere tiltalende virker der, men der er ingenting der er sikre endnu.

tirsdag den 13. december 2011

Testbukser

Jeg har et par bukser, et vaske ægte par akademiker bukser, et par brune herrebukser i stribet fløjl. Jeg fik dem i en genbrugsbutik til en 50'er for nogle år siden.

Som sagt er det et par herrebukser, så de sidder lidt stramt om lår og hofter, for selvom jeg er tynd, så er jeg ikke så tynd, men jeg vil gerne være det, så disse bukser er blevet mine testbukser. Så længe jeg kan få dem på, så kan jeg trække vejret roligt.

I søndags da jeg skulle i kirke tænkte jeg, at jeg gerne ville se bare lidt præsentabel ud, eller i det mindste ikke havde fedtpletter på lårene (fra en dag hvor jeg ikke lige gad at vaske fingre). De viste sig at mine testbukser var de eneste rene bukser jeg havde, det var ikke lige planen.

Mine testbukser er temmelig varme, så det er kun i vinterhalvåret at jeg bruger dem, og i søndags var sæsonens første gang, fordi jeg blev ved med at udskyde, turde simpelthen ikke prøve.

Jeg blev ved med at udskyde at tage dem på mens jeg gjorde mig klar, og mens jeg gik og tænkte på hvad der ville ske hvis de ikke passede. Hvis de passede, så var alt fint, og jeg kunne bare gå i kirke som planlagt. Men hvis de ikke passede, så følte jeg mig forpligtet til at gå en lang tur, for i min lille forskruede verden er mine lårs omkreds vigtigere end min sjæls frelse.

Det kan lyde mærkeligt, hvis man aldrig har haft en spiseforstyrrelse, men det er ikke en gang en overdrivelse. Jo, når jeg sidder her og skriver, ville jeg vælge frelsen, men i søndags, lige før jeg stak benet i buksebenet, der var tingene ikke nær så klokkeklare.

Bukserne kunne dog lukkes og jeg kunne uden alt for meget besvær gå ned på hug, så det kom aldrig til det punkt, hvor jeg måtte træffe et valg. De sad dog strammere end jeg synes var helt acceptabelt, så nu får vi at se hvor sjov min jul bliver på madfronten.

Jeg læste engang en tegneserie, Betty, med en moden kvinde der har et par testbukser fra sin ungdom. Haha, det var underholdende og lidt sørgeligt, de faldt mig sikkert ikke ind, at det engang ville blive mig selv på de billeder.

mandag den 12. december 2011

Mande numser

Af årsager der går over min forstand går jeg altid i gang med projekter der umiddelbart overgår mine noget begrænsede evner. Jeg går op i et hvert givent projekt med stor gejst, men de fleste bliver lagt på hylden og glemt.

For et år siden impulskøbte jeg et kæmpe lærred, større end jeg nogensinde har prøvet at male på før. Nogle måneder efter tegnede jeg en grov skitse af Ikaros op uden at tage højde for ting som proportioner og komposition. Jeg tværede også noget tilfældig blå, alt for blå, maling på baggrunden.

I næsten et år har det stået og samlet støv i et hjørne, men her imens jeg har været syg og fanget i min lejlighed, så blev penslerne fundet frem igen. Jeg har været ganske flittig, og det er ikke helt ringe, men det er heller ikke helt godt. De manglende proportioner og vinkler forfølger mig.

Det måtte jeg så lidt forsinket gøre noget ved i går. Jeg brugte den halve dag på at bladre igennem anatomi- og tegnebøger (ikke at forveksle med malebøger) og tegne skitser, starte forfra og tegne mine ændringer op på lærredet. Pludselig gik det op for mig at jeg havde tilbragt en hel eftermiddag med at stirre på veltrænede mande numser.

Der er ingen pointe i alt dette. Mandenumser var lige som arme, vinger og fødder bare et spørgsmål om penselsstrøg og skygger, men jeg fandt selve tanken underholdende og et eller andet skulle jeg jo skrive om.

Glæde i Herren?

Suk, jeg er stadig syg, men det lykkedes mig trods alt at få nettet mig lidt og komme af sted i går. Røgelsen generede lidt mine allerede besværede luftveje og fik min næse til at løbe endnu mere, men på trods af en øm hals lykkedes det mig alligevel at kvække med på nogle salmer.

Dagens prædiken handlede om glæden i Herren, hvilket er et ganske udemærket emne, hvis ikke lige præsten havde fundet en historie frem om en spedalsk mand der, på trods af alle sine dårligdomme, altid var glad. Jeg kender en der altid er glad, hun er 5 år og synes at verden er et helt fantastisk sted at være, også selvom mor er syg og far er sur.

Lige for tiden er jeg selv glad. Det er en ny og underlig følelse jeg ikke helt har lært at forholde mig til, men jeg er generelt glad for at være glad og håber at følelsen varer så længe som muligt, men jeg er ikke altid glad. I meget store dele af mit liv er det helt andre og mindre positive følelser der har domineret min tilværelse.

Det er ikke fordi jeg vil sidde og svælge i negative følelser, men for mig, og rigtig mange andre mennesker, er de negative følelser en realitet der også skal med når vi snakker glæde i Herren og om glæde i almindelighed.

Pointen i prædiken var, at når man lever i et nært forhold til Gud, så er man glad. Jeg går ud fra, at jeg ikke er den eneste der ikke altid er lige tæt på Gud, jeg tænker på andre ting, eller jeg vender ham for en kort stund ryggen. Andre gange er det som om Gud har travl andet steds, og jeg føler mig alene med mine tanker.

Når jeg ikke er glad i Herren, er der så mange andre følelser der råder; træthed, vrede, angst, frustration, verdslig glæde, forelskelse, tomhed.

Historier om folk der altid er glæde går mig trist, for, det føles som om det forventes af en, at man altid er glad, og der er jeg som sagt ikke.

Men end ikke Jesus var altid glad, han blev vred og frustreret og smed med tingene, han blev bange, ensom og ked af det og han blev dødsangst, det siger vel noget om, at de andre følelser er lige så legitime som glæden.

Lige efter prædiken måtte jeg dog gå hjem fordi jeg blev for sløj.

søndag den 11. december 2011

I kirke?

I søndags var jeg ikke i kirke fordi jeg tog tilbage til Randers efter nogle dage hos min far. I dag ved jeg ikke om jeg kommer af sted fordi jeg stadig er syg.

Jeg burde ikke beklage mig, jeg lå trods alt kun i sengen en enkelt dag, men hvilken dag. Jeg lå i på sofaen og havde enormt ondt af mig selv, og jeg ville have, at resten af verden også havde ondt af mig, men ikke tale om at lade nogen pusle om mig, de havde bare at lade mig være i min lille virusbefængte hule. Pædagogerne fik til nøds lov til at tage min opvask for mig. Det var egentlig ikke nødvendigt, men det var nu meget rart.

Nu hvor jeg så sidder i min lejlighed der er varmet op af otte store blokslus der står og blafrer, altså flammen blafrer, ikke selve lyset, og jeg venter på at se om jeg får det bedre i løbet af dagen så jeg kan komme i kirke, ja, så får jeg en følelse der minder meget om angst, men det er ikke rigtig angst.

Den følelse jeg har er erindringen om angst. Hele min krop husker den tid for to år siden, hvor angsten var en faktum jeg måtte leve med hver eneste dag, og weekenderne var de værste. Jeg frygtede weekenderne, fordi verden satte farten ned og opførte sig anderledes end normalt. Jeg har det ikke godt med forandringer, heller ikke hvis det ikke direkte har noget med mig at gøre. Jeg hader, at jeg ikke har butikkerne for mig selv. Jeg hader, at andre mennesker elsker weekender og jeg selv hader.

Hader er måske ikke det rette ord, måske jeg skulle sige frygter. Hader at frygte, frygter at hader, og jeg både hader og frygter angsten.

Jeg husker en dag, en søndag, hvor jeg havde besluttet mig for at gå i kirke. Det var ikke nogen specielt slem dag, det er ikke derfor, at jeg husker den. Det var bare en på det tidspunkt helt normal angstfuld søndag, hvor jeg vågnede før resten af verden og vandrede rundt i villakvarterene for at holde det hele ud. Sneen lå tykt, og det var så stille og smukt at jeg blev virkelig ked af det.

Da klokken nærmede kirketid, skulle jeg tisse. Jeg ville ikke gå hjem, for så ville jeg ikke komme af sted igen, så jeg fandt en skærmende busk i en park, der desuden var helt mennesketom.

På vej ned til kirken kunne jeg pludselig ikke alligevel og jeg gik hjem mens jeg pudsede næse i mine vanter, dels fordi det var koldt, men også fordi jeg begyndte at græde.

Det er den følelse min krop husker lige nu. Det er den følelse der gør, at jeg håber, at jeg ikke får det bedre, så jeg kan blive herhjemme og gemme mig.

Det er ikke Gud jeg gemmer mig for, for han er altid hos mig, også når jeg glemmer at tænke på ham. Det er mig selv jeg gemmer mig for. Nede i kirken ser jeg mig selv i øjnene, og det er jeg ikke stærk nok til i dag, ikke lige nu i hvert fald, måske senere, måske bare en anden dag.

torsdag den 8. december 2011

Syg

Jeg er blevet syg. Det er ikke så slemt endnu men jeg frygter det værste. Jeg hoster om morgenen og har ondt i halsen om aftenen og mellem de to har jeg bare kvalme og tørre øjne.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville skrive om alle mine dårligdomme, i hvert fald ikke dem der skyldes bakterier eller vira. Jeg gik faktisk i gang med et indlæg om psykiatrien, men jeg lagde hurtigt mærke til, at min hjerne ikke arbejder så klart som den plejer, at mine sætninger blev flade og usammenhængende.

Jeg kan ikke tænke. Jeg sidder i lange perioder og bare stirre ud i luften. Jeg ved ikke hvor længe jeg sidder sådan, 5 sekunder? 10? 30? Og så kommer kvalmen. Jeg skal ikke kaste op, men det er stadig ubehageligt. Ville ønske at jeg ikke havde spist morgenmad, for den ligger som sten i maven.

Jeg hører ikke til dem der vil pusles om når jeg er syg. Jeg vil helst være i fred med køleskabet fyldt med Pepsi Max og havregryn i skabet til havregrød, jeg vil helst ikke se nogen, men samtidig vil jeg ikke helt anerkende at jeg faktisk nu er syg efter et utal af falske alarmer, så om en times tid kommer der en pædagog og henter mig, så jeg kan komme ud og gå en tur og handle i de butikker der i min ynkelige tilstand ligger alt for langt væk til at jeg selv kan tage mig sammen til at komme derned.

Findes der noget mere ynkeligt end en person der er lidt syg, men ikke syg nok til bare at være væk? Når man sidder og har ondt af sig selv? Når man fokuserer på hvert lille symptom så det virker langt værre end det egentlig er? Jeg ville hellere være rigtigt syg, så jeg kunne kravle i seng og blive liggende og først stå op i næste uge, men jeg har for meget energi til at blive liggende og få lidt til at gå ud, øv.

onsdag den 7. december 2011

Al den mad

Jeg skrev faktisk et indlæg i går, men jeg slettede det igen. Jeg slettede det ikke fordi det var dårligt, det er okay at skrive et dårligt indlæg en gang imellem. Jeg slettede det fordi det var fuldstændig ligegyldigt, bare noget om at have købt alle julegaverne, men ikke at være i julehumør.

I går var jeg tidligt oppe, men ikke fordi jeg bare vågnede og ikke kunne sove mere. Jeg skulle være til psykolog i Århus kl 8, så jeg skulle op kl 5.30. Det betød, at jeg for en gangs skyld skulle sætte mit vækkeur. Jeg sætter yderst sjældent mit vækkeur, og det var ikke nogen fornøjelse. Jeg var oppe, men jeg var bestemt ikke vågen.

Verden ser helt anderledes ud, når man ikke er vågen, mere kold og mere kaotisk. Jeg har det ikke godt med kaotisk. Måske det skyldes min aspergers, måske det bare skyldtes det faktum, at jeg skulle uendeligt tidligt op, men jeg kunne i hvert fald ikke klare presset.

Når verden omkring mig bliver kaotisk, så spiser jeg. Jo mere kaos, jo mere mad. Når jeg er vågen, og jeg har mulighed for det, så kaster jeg op, men i går kunne jeg kun spise og spise, og først tage mig af konsekvenserne i dag. Så træt som jeg var, havde jeg ikke den energi det kræver for at kunne kaste op, jeg havde heller ikke tid og sted til at gøre det.

Jeg spiste derhjemme, jeg spiste på stationen, og jeg spiste på tre forskellige 7/11 i Aarhus. Som i nok kan gætte var der tale om helt uhyrlige mængder af mad. Jeg spiste til jeg ikke kunne mere, og så gik jeg lige ind i en til 7/11. Jeg spiste til min mave var øm og opspilet, og jeg skammede mig over, at min psykolog skulle se mig sådan. Jeg spiste til jeg kunne holde mine øjne åbne i mere end et par sekunder ad gangen. Jeg spiste til kl 8.20 og så spiste jeg ikke noget resten af dagen.

Jeg prøvede at spise et æble, men fik kvalme og smed det ud. Jeg prøvede at tænke på aftensmad til at spise med min aftenmedicin, men jeg fik kvalme og tog et hals bolche. Da jeg gik i seng, tænkte jeg på at tage lidt, fordi jeg var bange for at vågne kl 1 og være sulten, men jeg fik kvalme, drak lidt saft og faldt i søvn.

Flere gange i løbet af dagen var jeg ved at gå i panik over al den mad. Jeg plejer at tælle kalorier, men jeg turde ikke. Jeg gik flere gange i gang, men gang på gang tvang jeg mig selv til at stoppe. Jeg ville ikke se realiteterne i øjnene, ville ikke stå ansigt til ansigt med min skam.

Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at det var okay, at normale mennesker også en gang imellem går amok. Normale mennesker går måske (jeg ved det faktisk ikke helt) amok om fredagen og lørdagen, når der er hygge, dvs mad og søde sager, på programmet. Jeg går amok når der er kaos inden i mig eller rundt omkring mig.

I dag var så sandhedens time. Jeg var virkelig træt dag jeg stod op, så træt, at jeg faktisk glemte at være bange for vægten. Jeg steg bare op, gad ikke vente til tallet var faldet helt til ro, men registrerede, at jeg ca havde taget et kilo på. Det lyder af meget, men jeg tog det forbløffende roligt, for jeg er vant til, at tage op imod tre kilo på i løbet af en nat. Det nytter ikke noget at tude, det er jo alligevel bare væske.

Jeg spiste min morgenmad, men så var jeg nødt til at gå i seng igen, var alt for træt til at klare dagen.

mandag den 5. december 2011

Arnold Busck

Arnold Buscks julekatalog er lige kommet på gaden, og det er det rene guf, bogporno for viderekommende.

Jeg var helt opstemt da jeg fandt det i min postkasse og kunne ikke finde ro, rystede nærmest af glæde. Jeg planlagde, at dette indlæg skulle være en minutiøs gennemgang af de bøger jeg enten fandt interessante eller på anden vis havde noget at sige om. Det gik slet ikke op for mig, at folk måske ikke ville finde det særlig spændende at læse om. Det gik ikke op for mig, at andre menneskers blod måske ikke bobler bare fordi der er en helsides reklame for Haruki Murakami, eller at det måske ikke er alle der er trætte af krimier og derfor ikke finder det absurd, st der er reserveret hele otte sidder kun til denne kategori.

I løbet af aftenen fik jeg kigget bladet igennem ca seks gange, og efterhånden faldt jeg da også lidt til ro, for som jeg prøvede at overbevise mig selv om, så er det hverken mere eller mindre end en reklame, og jeg må gi' dem, det virker. Jeg har lyst til at bruge alle mine penge, allerede inden huslejen er betalt og fylde den ene bærepose efter den anden med lækre nye bøger. Min hjerne har overbevist sig selv om, at jeg ikke kan blive lykkelig før jeg har købt i hvert fald fem nye bøger, og helst flere.

Det værste er, at hovedparten kommer på tilbud i januar, men jeg kan ikke vente, jeg må bruge penge, nu, nu, nu. Dem jeg bare må eje vil koste mig 1900. Kan jeg? Hvis jeg nu ikke spiser hele måneden? Nej, må ikke, jo kom nu, kan ikke, kan ikke lade være, fristes, frygter, længes. Er disse følelser ægte, eller er det blot et skalkeskjul for, hvad der virkelig er i vejen?

Holdt pause i skriveriet for at gå på netbank. Jeg har faktisk råd, men jeg ved jeg burde vente til januar, men det er jo nu jeg har lyst. Burde arbejde med min impulsivitet, men har ikke lyst. Ved heller ikke hvad jeg får i julegave, bøger er jo et oplagt bud, vil jo gerne give min familie en chance for at give mig bøger uden jeg allerede har dem i forvejen.

Men hvis jeg nu bare køber et par stykker, dem de ikke ved, at jeg ønsker mig, dem der nok ikke kommer på tilbud, det er der vel ikke nogen der kan klandre mig for, vel? Hvis jeg nu samtidig lover også at give penge til velgørenhed, så julen ikke bare bliver mig, mig, mig?

Hvem siger at man ikke kan købe sig til lykke :P

lørdag den 3. december 2011

Den tykke mand

Der er en episode jeg gik og tænkte på i går, som jeg har lyst til at skrive om, og utålmodig som jeg er, gider jeg ikke vendte til på mandag.

Forleden dag overtalte jeg min far til, at vi skulle ud og spise. Der er en restaurant her i byen, hvor jeg kan få en vildt lækker salatbar, og han kan få en god bøf og pommes fritter (og nej, det er ikke Jensens Bøfhus). Det er et udemærket sted, men det er et fra mit synspunkt et lidt specielt klientel.

Det er sted hvor middelklassens mænd kan tage hen og slå sig på brystet og lege rigtige mænd, med blodrøde bøffer, viskestykker i stedet for servietter og tallergener af støbejern. Og alligevel er det et relativt sofistikeret sted med høje priser, et bredt udvalg af vine (og et mindre bredt udvalg af øl) og med kunst på de pangfarvede vægge (ingen pasteller her, tak).

Der var mange herre selskaber i restauranten (og meget få kvinder). Det ene af dem var et stort selskab der sad lige ved siden af os. De havde to store borde. De begyndte at komme mens min far og jeg spiste. Først kom der to, en tyk og en tynd, og de satte sig langt fra hinanden. Lige så stille blev resten af pladserne fyldt op. Jeg lagde mærke til, at mændene bevidst satte sig så langt fra den tykke som muligt.

Det er relativt nyt, at jeg for alvor er begyndt at iagttage og analysere sociale relationer, som ikke har med mig at gøre. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg har udviklet mig og er blevet dygtigere til alt det der sociale noget, eller om det er fordi jeg har fået det bedre og nu har overskud til at være nysgerrig.

I hvert fald lagde jeg mærke til det, og det gjorde mig virkelig trist, både på hans vegne og min egen.

Da jeg gik i gymnasiet, ville jeg meget gerne sidde ved siden af de andre piger, ja endda aller helst iblandt dem, men jeg mødte næsten altid før dem, så jeg prøvede altid at regne ud hvor de ville sætte sig, og satte mig der, men de satte sig altid et andet sted. Jeg var meget overbevist om, at de havde et specifikt system til hvor de skulle sidde hvornår. Jeg havde nok på fornemmelsen, at det havde noget med mig at gøre, men at de, som mændene i dette selskab, så bevidst undgik mig, det gik heldigvis ikke op for mig før forleden aften.

Det gjorde faktisk så ondt, at jeg fik en voldsom trang til at kaste min mad op, gik op på toilettet og hyperventilerede mens jeg så ind i spejlet med døde øjne. men jeg havde lige taget min medicin, og jeg blev ved med at sige til mig selv, det er kun salat, det er kun salat, salat, salat.

Jeg fik lov til at sove på den, og så virkede det hele pludseligt langt mindre skræmmende. Hvad så om pigerne undgik mig. Gymnasiet var den mest modbydelige periode i mit liv, men det er ovre, og det kommer aldrig. Der er gået over syv år og jeg er på de fleste punkter kommet videre med mit liv. Nu er frygten bare, om jeg kommer til at gøre det samme ved nogle andre.

fredag den 2. december 2011

Fattigdom i Danmark

Jeg var en af dem der fik morgenmaden i den gale hals, da jeg læste Joacim B. Olsens kommentar om, at han brækkede sig over fattige danskere, eller hvad det helt præcist var han sagde. Jeg var en af dem der kom op i det røde felt, men jeg bliver mere og mere i tvivl. Jeg tror stadig på, at der findes danskere der er fattige og har brug for hjælp, men måske vi også skal sætte nogle af vores krav ned.

Jeg har en næsten syndig svaghed for 'Luksusfælden', for der kan jeg virkelig sidde og føle mig bedre end alle andre, fordi jeg har styr på min økonomi, men hvad jeg virkelig holder af er forargelsen. Det er IKKE en menneskeret at have et stort plasma TV og over 1000 dvd'er. Det er IKKE en menneskeret at tale i sin sprit nye Iphone for flere hundrede kroner hver måned. Det er IKKE en menneskeret at købe tøj, sko og tasker hver måned. Det er ikke en menneskeret at ryge. Hvad der til gengæld burde være en menneskeret er stoltheden over at kunne klare sig, enten helt selv eller med hjælp.

I går købte jeg 'Hus forbi' af en yderst behagelig mand, en ægte landevejsridder, sådan en der plejer at køre rundt med en barnevogn med en masse tingeltangel deriblandt altid en madam blå og med en rævehale i kasketten. Han havde klædt sig festligt på i anledningen af julens komme, men han bevarede sin værdighed, han var hvem han var, med alle de gode og dårlige beslutninger han havde taget og gjorde ikke sig selv mere ynkelig end han var.

Aviserne har virkelig taget fattigdomssagen til sig, og for første gang i den tid jeg har fulgt med i flere aviser online, kan man for alvor se forskellen i den politiske holdning. Det forvirre mig lidt, for jeg er mest vandt til en grå masse af ligegyldigt ensrettethed. Man bliver pludselig tvunget til at vælge side.

Jeg har ikke valgt endnu, men som jeg skrev i går, så er det Berlinske jeg læser mest, så det kommer helt naturligt, at det er deres argumenter jeg forstår bedst, men samtidig skræmmer de mig.

Jeg er førtidspensionist, det vil sige, at læger, psykiatere og socialrådgivere efter flere års diskutteren frem og tilbage og afprøvning af forskellige ting er blevet enige om, at jeg ikke er, og aldrig vil blive fuldt ud i stand til, at tage vare på mig selv.

Jeg får udbetalt 11,600,- efter skat og jeg har nok faste udgifter for omkring 5,000, så kommer medicinen der heller ikke er helt billig, men jeg har penge nok, jeg skal ikke klage. Jeg lever måske ikke det mest interessante liv, jeg fester ikke, jeg ryger ikke, jeg spiser ikke chokolade, jeg tager til kun udlandet en gang hvert andet år i en uge, jeg køber sjældent nyt tøj, og når jeg gør, er det det billigt, jeg går sjældent i biografen, jeg har ikke en smart telefon, mit fjernsyn er ikke særlig stort, jeg har ikke medlemskort til et fitnescenter og jeg har ikke bil. Hvad jeg til gengæld har er en lejlighed, en cykel,den store TV pakke,togbiletter til at besøge venner og familie, cafe besøg, Pepsi max,internet,restaurationsbesøg, bøger og en masse masse mad af lækre friske råvare. Jeg har hvad jeg har brug for.

Jeg bliver dog bange ved al denne snak om socialhjælp og lignende, for jeg er hele tiden bange for, at det går ud over mig.

Jeg havde et arbejde på et socialpsykiatrisk tilbud i Aarhus. Jeg arbejdede 13½ time om ugen, lav arbejdsbyrde, gode kolleger, lov til al den sygefravær jeg havde brug for og det var en hel legitim årsag til at blive hjemme, at man havde en dårlig dag, alligevel brød jeg sammen. Det startede langsomt, jeg udviklede angst for flere og flere arbejdsopgaver indtil jeg kun kunne gøre rent og folde servietter, og det endte med at jeg brød gradende sammen, så snart jeg kom ind af døren. Jeg er virkelig bange for hvad der ville ske, hvis jeg kom ud i den rigtige arbejdsverden.

Jeg ved faktisk ikke, om førtidspensionen overhovedet er en af de ting der diskuteres, men jeg er stadig bange, bange for, at folk vil begynde at hade mig, fordi jeg nasser på samfundet, at jeg nyder uden at yde.

Det var hårdt for min selvforståelse at blive førtidspensionist, det endelige bevis på, at jeg ikke kunne noget. Langsomt vænnede jeg mig til det, så, at det kunne give mig en ro, så jeg måske en dag kan få en uddannelse eller tage et deltidsjob. Men nu kommer hele denne diskussion, og straks bliver jeg i tvivl, måske kæmpede jeg bare ikke hårdt nok, måske er jeg bare doven.

Dette indlæg er måske lidt mere forvirret end normalt, for jeg ved ikke helt hvad jeg mener, jeg famler mig lidt frem og misforstår igen og igen hvad folk siger. Mest af alt, vil jeg nok bare sige tak for, at folk betaler deres skat så folk som jeg kan klare os.

torsdag den 1. december 2011

Nærmest voksen

Jeg er ikke bedre end alle mulige mennesker, jeg trænger også til ros en gang imellem, og får jeg ikke nok, må jeg selv opsøge den, så i går spurgte jeg min far hvad han synes om min blog. Han kunne heldigvis godt lide den, det ville have været skrækkeligt, hvis han skulle lede længe efter pæne ting at sige.

En af de ting han sagde er, at jeg er blevet meget mere voksen, men hvad vil det sige at blive voksen? Jeg har ingen af de ting man ellers forbinder med at blive voksen. Jeg har ingen uddannelse, intet job, ingen partner, jeg har ikke en gang et lån i banken, alligevel er det på en eller anden måde lykkedes, eller er det?

En af de ting jeg altid har forbundet med at være voksen er også samtid at kunne kalde mig for kvinde uden at skære grimasser efterfølgende, og det kan jeg ikke.

Jeg har haft svært ved at skabe mig et billede af hvad det egentlig vil sige at være kvinde. Jeg har altid fået de fleste af mine informationer fra bøger, men såkaldt kvindelitteratur kan være ret rædselsfuldt. Femikrimier om hvordan kvindelig intuition trumfer hårdt arbejde, menstruationstilbedende 70'er inspirerede romaner om at det hele i virkeligheden er mændenes og samfundets skyld, chicklit om storbypigen der elsker sex, sko, latte og cosmo, men der ikke er noget der stikker dybere og mommy novels om hvordan det hele er noget rod efter en barnefødsel, men at det hele sker på en komisk tjekket måde.

Hvad vil det sige at være kvinde, når nu sko bare er noget der skal holde mine fødder tørre? Er det obligatorisk at pleje og pynte sin krop? Må jeg gerne klippe mit hår selv og lade være med at tage en lilla ble om hovedet? Skal jeg absolut jonglere med både barn, karriere og mand? Skal jeg hade mænd, fordi de i tusinder af år har undertrykt os? Skal jeg hade kvinder fordi de ikke kæmper hårdere for deres ret? Der er så mange spørgsmål, mange flere end disse. Det hele er så forvirrende.

Da jeg fyldte 18 i midten af 2. g og var udsat for sex chikane fra nogle af drengene i min klasse, brød jeg sammen. Jeg kunne ikke forholde mig til at være voksen, til at være kvinde. Jeg udviklede anorektiske og bulimiske tendenser. Mit ønske var at blive så tynd, at min menstruation stoppede, så jeg ikke skulle være kvinde, ikke være voksen.

På grund af en blanding af medicin og vægttab er det lykkedes mig at slippe af med min menstruation, men det hele er ved at indhente mig, for jeg er jo nærmest voksen, jeg bruger bordskånere, læser Berlinske og betaler alle mine regninger til tiden.

Måske jeg en dag vil finde mig til rette i rollen som kvinde og spise det min krop har brug for og veje det der er sundt for mig.

onsdag den 30. november 2011

Børn og Himmelen

I går talte jeg med min venindes datter på 5 om Himmelen og 'nede under jorden'. Vi talte om hvordan gode mennesker kommer i Himmelen og hvordan slemme mennesker får en chance for at sige undsyld og så omme i Himmelen alligevel fordi Gud er så god.

Men er der nogen der er så slemme, at de ikke kan sige undskyld, og er der nogen der er så hårde, at de kan stå foran Gud og stadig ikke ønske at sige undskyld? Jeg ved ikke hvaf svaret er. Jeg føler, at det er en ting, som jeg burde vide, at det er pinligt at jeg ikke gør.

For det meste betragter jeg mig selv som et godt menneske der hverken fysisk eller psykisk kapacitet til at være virkelig ond, så jeg har ikke haft årsag til at interessere mig for det.

Selv hvis jeg havde kendt svaret, havde jeg ikke vidst hvad jeg skulle svare. Hun er jo ikke min datter, det er ikke mig der bestemmer hvad hun skal have at vide, og da hun så op på mig med kæmpe store blå øjne, så nænnede jeg ikke at sige, at onde onde mennesker også kommer i Himmelen, for jeg ville ikke skræmme hende.

tirsdag den 29. november 2011

Af sted til København

kl er 3 om natten, og jeg har allerede været oppe i to timer. Jeg ved ikke hvorfor, men en gang imellem vågner absurd tidligt, selvom jeg ikke går tidligere i seng. Jeg håber, at jeg kan få lidt søvn i toget mod København, hvor jeg skal besøge en veninde, men jeg tvivler.

Jeg kan egentlig godt lide at køre med tog. Man skal selv sørge for at komme af og på det rigtige sted, men imellem de to punkter kan man opnå en forbløffende ro, hvis man da ikke bliver udsat for en af de tre største farer fra DSB.

Aller værst er det, hvis man bliver jaget ud af toget og ind i en bus eller over i et andet tog. Det uventede, og denne store hob af mennesker, der som et vildt dyr bevæger sig, som en larve der trækker sig sammen og strækker sig for at komme frem, og hundreder af menneskers vrede stemmer der samler sig til en uvenlig knurren fra dyrets bug. Så kommer frygten for at gøre noget forket, frygten for at blive ladt tilbage, frygten for det ukendte.

Langt oftere sker det dog, at toget bare er overfyldt, at man bliver tvunget til at forholde sig til andre menneskers kropsvarme, deres stemmer og deres væren der. Det kan være interessant at sidde og iagttage folk, som dyrene i zoologisk have, men der kommer et punkt, hvor det hele bare bliver for meget, hvor der er så mange indtryk, at man bliver kvalt.

Så nogle gange går alting bare skævt. Sidst jeg skulle til København stod jeg på perronen, da mit tog pludselig forsvandt fra skærmende. Jeg er på mange punkter forholdsvis intelligent, men min hjerne kunne ikke kaperer, at toget det ene øjeblik stod der og det næste var det væk. Jeg blev angst og begyndte næsten at græde. Jeg fortalte damen ved siden af mig om min Aspergers og om, at det var virkelig svært når noget sådan skete. Hun var utroligt hjælpsom, og fik snakket mig til ro.
Toget kom, men det manglede nogle vogne, blandt andet den jeg havde pladsbillet til. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle vendte til næste tog, så jeg fik møvet mig ind på en af de få ståpladser der var. Det var trangt og alt for varmt, men i det mindste kom jeg med.
Da jeg stod af mødte jeg igen damen, der spurgte om jeg klarede det, og jeg kunne stolt sige, at jeg var helt rolig igen.

Normalt går det dog fint, og jeg er for det meste heldig. Så kan man sidde med sin bog, eller sidde og stirrer ud af vinduet på landskabet der glider forbi, på træerne og markerne og på folk der lever deres liv helt upåvirkede af at man kommer forbi. nogle gange, er det kun på mine togture, at jeg virkelig har en fornemmelse af årstidernes skiften, når man ellers kun har folks forknytte forhaver at forholde sig til.

mandag den 28. november 2011

Paris

Jeg har lige bestilt og betalt min sommerferie. Jeg skal en uge til Paris med Danmarks Unge Katolikker (DUK).

Jeg har tidligere talt om mine problemer med at rejse, hvor stressende det er og hvor lidt jeg reelt når at opleve på mine ture fordi jeg bliver så træt og stresset.

For 1½ år siden var jeg i Italien, ligeledes med DUK. Det var på mange måder en god tur, især for sådan en som mig. Alt var planlagt og tilrettelagt på forhånd, jeg behøvede blot at slå op i mit program, så vidste jeg præcis hvad jeg skulle i løbet at dagen. Eller rettere, jeg vidste hvad jeg havde mulighed for at deltage i i løbet af dagen, for jeg var med på særlige betingelser. Programmet var i princippet obligatorisk, men jeg ville ikke kunne klare et fuldt program, så jeg fik lov at deltage i så meget jeg kunne og så trække mig tilbage. Det var en glimrende løsning, for ellers var jeg brudt sammen.

Jeg ved ikke om den plan vil virke lige så godt i Paris som i Rom. Jeg har før været i Rom, så jeg har set alle turistattraktionerne, jeg kunne nøjes med de små katolske godbidder og de kirker, som jeg ellers ikke havde fået set.

Jeg har til gengæld aldrig været i Paris, så jeg vil se det hele og mere til. Jeg ved ikke hvor god jeg vil være til at sige fra over for mig selv.

En af de ting man helst skal have ud af ferien, når man tager til Frankrig og Italien, er maden, men ikke for mig. Jeg ville ønske, at jeg i løbet af de næste måneder pludselig kommer i bedring og kan spise på restaurant med de andre, men jeg tror ikke selv på, at det lykkes. Da vi var i Italien, gik jeg i supermarkedet til hvert eneste måltid. Det var super kedeligt for jeg spiste det samme hver eneste dag to gange om dagen, men alt omkring mig var så nyt og anderledes, at jeg ikke kunne overskue andet.

Hvis en anden, mere normal person skulle gennemleve min ferie, ville det være en fiasko, men ikke for mig. Jeg havde en fantastisk tur på min egen helt specielle måde.

torsdag den 24. november 2011

Kom af sted gange to

Det gik, jeg kom til messe to dage i træk, og jeg holdt ud til den bittersøde ende. Jeg havde brug for at gøre det mere end en gang for at kunne beskrive det, ellers var mit hovede bare et brusende virvar af tanker og følelser.

Dagen startede ud med, at min psykiater satte mig op i angstdæmpende medicin. Det var min ide, for jeg synes ikke, at det bør være rigtigt, at jeg ingenting kan foretage mig om eftermiddagen på grund af angst. Det var min psykiater enig i.

Da tiden nærmede sig for, at jeg skulle af sted, begyndte nervøsiteten at snige sig ind på mig. Det var som om alle de bevægelser jeg gjorde blev mere tydelige. Måden hvorpå jeg holdt glasset, hvordan jeg tog mit overtøj på, og hvordan min krop bevægede sig hver gang jeg tog et skridt. Det var en meget mærkværdig fornemmelse, og ikke just behagelig.

Nede i kappellet kom angsten. Det var ikke den slags angst der føles kvælende, det var bare hjertebanken og hedeture. Alle andre sad med deres jakker på, mens jeg sad og var irriteret over, at jeg ikke havde en t-shirt under min sweater, så jeg kunne tage den af. Hele tiden måtte jeg hive mine ærmer op for bare at få en lille smule kølighed.

Onsdag startede messen med en rosenkransbøn, hvilket var fint nok, jeg kan faktisk godt lide rosenkransen, selvom jeg ikke beder den så tit. Pludselig blev det så min tur til at bede for. Jeg blev så paff, at jeg glemte mit fader vor. Jeg slyngede bare sætninger ud, men min bevidsthed var sat ud af kraft, så jeg ved ikke om det jag sagde var rigtigt. Jeg holdt dog øje med de andre, og ingen så ud til at reagere, så helt forkert var det nok ikke.

Jeg ved ikke hvor meget jeg fik ud af messen, hverken i går eller i onsdags. Det tager mig meget lang tid at vænne mig til noget nyt, og jeg må jo erkende, at der er gået så lang tid, at messen er ny for mig. Jeg sad bare på min plads (eller stod eller knælede) og prøvede at rumme, alt det der skete omkring mig.

Hvad jeg dog fik ud af de to aftener var to timers ro, to times indre stilhed. Angsten var der, angsten er der altid, men det gjorde ikke noget, jeg havde ikke brug for at aflede tankerne ved at skrue op for fjernsynet eller ved at spise den ene ting efter den anden i en uendelighed. Der var bare mig og Gud og mine fede lår.

Ja, jeg er ikke spor perfekt. Jeg kunne ikke tilbringe hele tiden fordybet i bøn. Mine tanker blev ved med at vandre, og et af de tilbagevendende emner var, at min vægt i går var usædvanligt høj. Jeg blev mindet om det når jeg sad på bænken og så på mine lår, og jeg blev mindet om det når jeg stod med hænderne foldet ud for min navle og jeg kunne mærke min mave.

Jeg ved ikke om det skyldes min ADD, at min tro bare ikke er stærk nok, eller om det er et problem som mange har, jeg har i hvert fald svært ved at holde koncentrationen i en time eller deromkring.

onsdag den 23. november 2011

Messe i aften?

Jeg er heldig, at jeg bor lige ved siden af en katolsk kirke med mulighed for at gå til messe hver dag, men selvom jeg har boet her i to år, så er det ikke meget jeg får benyttet mig af muligheden. Det er lidt underligt, for jeg vil virkelig gerne.

Jeg ved ikke hvad det er der holder mig tilbage, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg dagdrømmer om hvor fantastisk det vil være, men når tiden nærmer sig for, at jeg skal af sted, så får jeg hjertebanken og uro, og så kommer jeg ikke af sted.

Som så mange gange før, har jeg besluttet mig for, at i dag skal det være. Men det er faktisk ikke i dag det handler om, i dag er en øvedag, den dag jeg virkelig gerne vil til messe er på fredag, der er det nemlig festdagen for min yndlingssalige, Niels Steensen.

Niels Steensen levede 1638-1686 men selvom det er meget længe siden, så er han en af de personer i Kirkens historie der er mest relevant i dag, det er i hvert fald min ydmyge mening.

Niels Steensen var dansker, videnskabs mand og biskop. Han var en af grundlæggerne af den form for videnskab som vi kender i dag, altså den, hvor man fysisk går ind og undersøger de ting man vil lære noget om i stedet for at bruge biblen og sin logiske sans (man tænkte anderledes den gang, så selvom nogle af de ting de den gang kom frem til virker ulogiske i dag, så var det den gang meget anerkendt). På trods af sin store kærlighed til videnskab, eller netop på grund af den, så voksede hans kærlighed til Gud og han fandt den Katolske Kirke. For ham var videnskaben ikke en hindring for troen, heller ikke når den så ud til at modbevise Biblens ord. På grund af sin tro blev han landsforvist fra Danmark hvor det var ulovligt at være katolik, og han kom kun hjem på visit en enkelt gang hvis jeg husker rigtigt.

Jeg ved ikke, om jeg kommer i kirke i aften, og jeg ved slet ikke, om jeg kommer i kirke på fredag, hvor jeg bliver nødt til at gå i Aarhus, hvor kirken ikke er særlig autist venlig, men jeg vil lade mig inspirere af Niels Steensens ord:
Pulchra sunt, quae videntur
(skønt er det, vi ser)
pulchriora quae sciuntur
(skønnere det, vi forstår)
longe pulcherrima quae ignorantur
(men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme)

tirsdag den 22. november 2011

En ikke-autist-venlig oplevelse


Dette bliver nok nærmest en anmeldelse af bogen "Alle katte har Aspergers syndrom" af Kathy Hoopmann, udgivet af Videnscenter for Autisme. Og jeg vil på forhånd advare om, at det bliver en bitter tekst, for bogen trådte mig over tæerne, og ødelagde min dag på en måde som kun autister helt kan forstå.

Jeg glædede mig rigtig meget til at modtage bogen med posten, læse den selv, pakke den ind og give den til min farmor i julegave. Men det blev langt fra den gode oplevelse jeg havde håbet.

Jeg havde hørt om bogen fra nogen på mit bosted, og som asperger tog jeg titlen meget bogstaveligt. Jeg tænkte, at, jo, det passer sikkert meget godt, at katte har en asperger personlighed, de er enspændere der er optaget af deres egen lille verden, driver alle til vanvid, bliver fascineret af små ting og kan lege med dem i timevis. Eksemplerne her er taget fra bogen, så det var ikke fordi det var 100% forkert, kun 95.

Bogen handler slet ikke om katte. Det er bare en samling af fraser der kan forbindes med Aspergers syndrom, og så er det blevet trykt på en side sammen med et nuttet billede af en kat der i mere eller mindre ægte situationer delvist kan tolkes som at have noget med ordene at gøre. Et eksempel er en kat med et grimt blomstret tørklæde bundet om halsen og teksten "han har måske brug for en smule hjælp til at følge moden". Det har ca samme faglighed som de postkort med dyr (eller babyer) og tekst man kan købe på tankstationer.

Måske skal jeg ikke tale om faglighed, måske skal jeg bare se det som en easy for the eyes måde at formidle noget om Aspergers på, men bogen er udgivet af Videnscenter fo Autisme, og i min verden kan nogen der kalder sig VIDENSCENTER ikke tillade sig at bruge hvad jeg vil kalde følelsesporne til at manipulere med folk. Undskyld galden, men viden og hard core manipulation hører ikke sammen.

Pædagogen der var nede, syntes vist, at jeg tog det hele alt for seriøst, det er jo bare en bog med nogle nuttede billeder, men det er jo det der er hele problemet, det er bare nuttede problemer. "og når han er tvunget til at blande sig med andre, ved han ikke hvordan. Andre børn får venner... men de spørger ikke, om han vil være med, og han bliver måske mobbet" alt det og meget mere omkring hvor hårdt det kan være, bliver reduceret til en række nuttede billeder.

Det værste eksempel er "Hvis tingene bliver for meget for ham, kan han blive rasende" med et billede af en killing der angriber. Den er nuttet, men der er intet nuttet over en asperger der bliver rasende. Et asperger raserianfald kommer pludseligt og i andres øjne umotiveret og det er helt ude af proportioner. Jeg får selv meget sjældent raserianfald, jeg skader mig selv i stedet, men når jeg gør er det en helt forfærdelig fornemmelse der er forbundet med en masse skam.

Måske overdriver jeg, måske skal jeg bare se det som en sjov lille bog, men jeg føler, at den træder på mig og de problemer jeg har. Alligevel får min farmor den i julegave, for der er noget med bedstemødre og nuttede billeder. Alle de ting jeg her har skrevet vil hun slet ikke tænke på, og jeg må bare prøve at holde mund.

Så til hvordan min dag blev ødelagt.

Jeg ved ikke om det var fordi indholdet var noget andet end jeg havde forventet, eller om det var fordi, jeg blev rasende, men jeg blev fuld af en følelse jeg ikke kunne beskrive eller forstå, og jeg kunne ikke slippe den igen. Fordi jeg ikke kunne forstå den, kunne jeg heller ikke bearbejde den, så den fik lov til at fylde mit hovede, så jeg ikke kunne gøre andet end at sidde og være vred og forvirret. Det var meningen, jeg skulle have været til svømning, men det kunne jeg slet ikke overskue, og i stedet måtte en af pædagogerne komme ned og snakke mig til ro. Det hjalp lidt, men følelsen sad i mig hele dagen.

mandag den 21. november 2011

Dovenskab

Jeg havde en meget lang og meget travl fredag, så i weekenden har mit energiniveau været helt i nul.

Jeg lader mig fortælle, at det er en del af min Aspergers, men at jeg med tiden vil lære at planlægge min tid, så det ikke sker så ofte som det gør nu. Jeg bliver irriteret når de siger det, for jeg hader når mit handicap hæmmer mig i de ting jeg gerne vil. De siger, at det ikke hæmmer mig, jeg skal bare tage det roligt, men jeg er uenig.

Resultatet var at jeg havde den ultimativt mest dovne weekend. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå udenfor en dør. Ikke fordi jeg var fysisk træt, men fordi mit hovede ikke kunne klare alle de sanseindtryk verden udenfor byder på.

Ikke-autister tænker nok ikke på hvor forvirrende verden er, hvor hårdt det kan være at holde øje med trafikken og andre fodgængere, eller hvor meget hjernen skal arbejde hvis ikke Fakta har det man skal have.

Så jeg har holdt mig inde hele weekenden. Jeg chokerede mig selv ved kun at gå 3000 skridt om dagen hvilket er absolut nul og nix. Jeg sad i min sofa og så dårlige tv-programmer hele dagen begge dage. Jeg har altid tænkt på mig selv som forkælet, men de forkælede amerikanerbørn på TLC er i en helt anden liga. Det er vist bare en prøvekanal, så den dag den forsvinder bliver der krise, jeg kunne sikkert finde på at betale ekstra for at få den, for det bliver næppe den sidste gang jeg får brug for at dovne, min Aspergers forsvinder jo aldrig.

Søndag var jeg stadig træt, men min weekend angst, var helt utroligt svag, så jeg overvejede, om jeg skulle finde søndagstøjet frem og gøre et af mine alt for sjældne visiter i kirken, men så huskede jeg at der var adventsfest dernede. Jeg ved ikke om det betød flere mennesker, men jeg frygtede det. Mest af alt frygtede jeg tiden lige efter messen. Jeg havde hverken meldt mig til eller betalt, men jeg frygtede, at præsten ville tage fat i mig og sige at det nok gik alligevel, jeg kunne ikke overskue en fest, især ikke med spisning. Endnu mere frygtede jeg, at ingen ville invitere mig. Jeg kommer der ikke, så jeg er nærmest et ikke-medlem af menigheden, og det gør ondt, for jeg vil jo gerne. Sammenholdet er jo en af de vigtigste ting ved at være katolik, hvad skulle man ellers med dåben og fredshilsenen (i dåben byder vi det nye medlem velkommen i den store katolske familie. Fredshilsenen er en del af messen hvor vi giver hinanden hånden eller et knus og siger "Guds fred").

I stedet for at gå til messe, gik jeg ud i køkkenet, hvor den ene af mine kontaktpædagoger stod og lavede brunch. Jeg ville ikke med til selve brunchen, for der ville komme syv, og det var mere end jeg kunne klare, men jeg kunne godt skære lidt frugt og lave en omelet, det var også rart at få snakket lidt med hende. Jo bedre vi kender hinanden, des lettere vil hun få ved at gribe mig, hvis vinterdepressionen sætter ind.

Jeg er ked af, at jeg ikke kom til messe. Næste søndag er første søndag i advent, og mit mål med denne blog var jo, at jeg skulle blive fortrolig med at komme til messe igen inden julemessen (den smukkeste messe lige efter påskemessen). Jeg tror ikke, at jeg når det, jeg har jo ikke været af sted en eneste gang...

I dag er jeg næsten vågnet igen. Jeg trænger i hvert fald til at røre mig, men GLS vil aflevere en pakke hos mig mellem 8 og 16, så endnu en gang kan jeg ikke forlade min lejlighed.

torsdag den 17. november 2011

sat ned i psykologtimer

Jeg er blevet sat ned i timer hos min psykolog. Jeg troede helt ærligt, at det ikke ville betyde det store om jeg så hende en gang om ugen eller hver anden, men det gør det.

Sidste uge gik alting udemærket. Jeg havde for eksempel ikke haft ædeflip (i forbindelse med min bulimi) i tre uger, hvilket er rigtig lang tid, som i seriøst lang tid. Indrømmet, alle ting tog lidt længere tid, end de gjorde for blot en måned eller to siden, men min hverdag fungerede.

I denne uge er det hele ramlet. Jeg har brugt hele mit madbudget på hvidt brød, smør og ost, for blot at gå hjem og spise det i en uhyggelig fart for blot at bøje mig foran toilettet i et næsten religiøst ritual.

Jeg ryster hele tiden, og jeg prøver at dæmpe følelsen med mad, selvom jeg på forhånden ved, at det ikke vil hjælpe. Angsten er der hele tiden og prøver at kvæle mig.
Herre Jesus Kristus, giv mig styrke at stå imod.
Det er en meditativ bøn, jeg har lært mig selv, men mine tanker flyver og jeg ender med at gemme mig under dynen i håb om, at i morgen vil blive bedre.

onsdag den 16. november 2011

Tidlige morgener

Jeg vågnede sent, eller ikke rigtig sent, for jeg vågnede kl 7, men det var sent nok til, at jeg blev stresset.

Jeg kan godt lide at stå op kl 5 eller 6, så kan jeg spise morgenmad, skrive et indlæg her og opdatere min dagbog, inden jeg går ned i Fakta og handler. Det er sådan jeg kan lide det, det er sådan jeg kan gøre det uden, at jeg bliver stresset.

Mine morgener er blevet mere stressende efter at Fakta er begyndt at åbne en time tidligere. Jeg ved ikke hvorfor jeg absolut skal være der når de åbner, men hvis ikke, så føler jeg at jeg kommer for sent, og så har jeg det skidt hele dagen, eller i hvert fald det meste af dagen.

Jeg kan lide mine lange stille morgener, der er der jeg får ordnet alle de ting der skal ordnes, og i dag kom jeg ikke tidligt op, så det krævede en stor overtalelse overhovedet at få skrevet dette her, og ordene kommer ikke så flydende som de plejer. Min dagbog er ikke blevet opdateret og det bliver den sikkert heller ikke før en gang i morgen. Det er mange ting jeg egentlig gerne ville have ordnet, men jeg kom sent op, så jeg kan ikke overskue det.

Jeg har mest lyst til at gå i seng igen.

tirsdag den 15. november 2011

Travle pædagoger

Besparelser, de rammer hele landet, så hvorfor ikke også os...

I løbet at året er der blevet to færre pædagoger, en ekstra beboer og antallet af vikartimer er blevet sat ned, og det kan mærkes.

Jeg havde et rigtigt nært og godt forhold til min tidligere kontaktpædagog. Det blev bygget op ved at vi igennem 1½ år tilbragte op til 8 timer sammen om ugen. Jeg er meget svær at aflæse, men hun kunne. Jeg er meget svær at hjælpe, men hun kunne. Hun måtte desværre sige op af personlige årsager.

Jeg har så få en ny kontaktpædagog. Jeg kan godt lide hende, hun er sød og dygtig og hun vil virkelig gerne det her, men på grund af nedskæringer, fik vi tildelt 1 time sammen om ugen. 1 time, det er ingen ting, det er nul og nix. Der til skal lægges, at en uge var hun syg og en var hun syg og en uge var jeg i Odense og en i København, og så går der pludselig flere uger mellem vi ses, og det går bare ikke, hvis jeg skal være tryg nok ved at åbne op og krænge min sjæl ud.

I sidste uge blev alle skemaer lagt om, så nu har jeg 2 timer ugentligt med min kontaktpædagog og 2 timer med en ekstra kontaktpædagog. Det er sådan okay. Man kan fristes til at lægge det sammen og sige, at jeg jo sammenlagt har 4 timer med mine kontaktpædagoger, og det er jo ganske fint, men sådan fungerer det ikke, det er jo to vidt forskellige personer.

Min frygt er, at en vinterdepression sætter ind uden at nogen af dem vil nå at være klar til at gribe mig.
Min frygt er, at de har så travlt, at de ikke har tid til den ekstra omsorg en psykisk svækket eller syg har behov for.
Min frygt er, at jeg og de andre beboere ender med at stå helt alene imens pædagogerne farer rundt.

Jeg er bange, okay, det siger jeg tit, men frygt er en stor del af min identitet. Jeg er bange, jeg tænker hele tiden på, om mit bosted kan opfylde de behov jeg har. Jeg tænker på om jeg vil blive nødt til at flytte fordi følelsen af at blive overset og glemt bliver for stor. Jeg tænker på, om jeg er et forfærdeligt menneske, fordi jeg ønsker pædagogernes opmærksomhed.

Nogle gange ender mine tanker ud med dødstanker. Lige pludselig bliver jeg overmandet af følelsen af, at jeg ikke kan holde det ud, at der ikke er nogen løsning, at det bedste ville være at sluge en masse piller. Heldigvis holder tankerne hurtigt op, det er ikke noget jeg tror jeg vil agere på, men jeg er bange for at det bliver værre.

Nogle gange tænker jeg på, om jeg er en dårlig kristen, at mit forhold til Gud burde være vigtigere end mit forhold til mennesker, men lige nu er det ikke det jeg føler. Jeg vil have et fysisk kram.

mandag den 14. november 2011

Det der sport

De siger, at det skulle være så sundt det der sport, men jeg synes at det er stygt. Alligevel pakkede jeg mig godt ind og snørede løbeskoene og så af sted i en fart, der var til skamme sig over. Det varede nok kun 30 sekunder før jeg blev mindet om hvorfor jeg ikke gør den slags normalt. Mine lunger skreg af smerte, min næse var kold, mine ben gjorde ondt, mit hjerte var ved at eksplodere og og mit åndedræt lød som en gammel liderlig mand. Det var helt igennem en modbydelig oplevelse, og så har de den frækhed at sige, at man kan lære at holde af det. De har jo nok ret, men hvor mange lidelser skal man igennem før det er til at holde ud?

Jeg er en stor fan af Bente Klarlund Pedersen, og hun fortæller ikke bare at motion er sundt, men også hvorfor. Jeg er en stor tilhænger af videnskab, og tallene har overbevist mig, men jeg synes altså ikke at det er sjov. Hun siger, at folk tit spørger hende "hvor lidt motion kan jeg nøjes med", men jeg har luret hende, hun kommer aldrig med et svar. Hun fortæller altid hvor slemt det er, at være helt inaktiv (ca 2,000 skridt om dagen) og hvor godt det er at være meget aktiv (10,000), men der er altså en hulens masse mellem de to tal

Mit snit ligger nok på omkring 7-8,000 skridt om dagen. Ja jeg kan godt komme op på over 10,000, men min Fakta ligger kun 1,000 skridt væk og en tur ned til byen og tilbage igen er kun 4,000 og så er der ikke mange andre steder jeg kan gå hen for uden at få et angstanfald.

Kun en gang i mit liv har jeg fast gået over 10,000 skridt om dagen. Jeg var indlagt på psykiatrisk, hvor de skulle overbevise mig om, at det var en god ide at spise bare en lille bitte smule. Deres kostplaner var så angstprovokerende, at jeg efter alle 6 måltider vandrede rundt og rundt og rundt i en lille gårdhave der var til afdelingen (med fine tilråb fra mændene på retspsykiatrisk). Jeg kunne gå mellem 12 og 48,000 skridt om dagen, men så snød jeg også og gik fra Risskov ind til byen, rundt og rundt og rundt og så tilbage igen og ud i gårdhaven.

Dette indlæg er måske lidt negativt, det skyldes, at jeg er i vildrede, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke om alt det her sundheds halløj, jeg er fan og modstander på en og samme tid.

fredag den 11. november 2011

Hvad nu, hvis jeg hader sport?

Ja ja, jeg ved godt, at det skulle være så godt det der motion. Jeg kender alle de videnskabelige resultater om hvordan det hjælper på vores fysiske og mentale sundhed, men alligevel kommer jeg ikke af sted. Det er der flere mere eller mindre dårlige grunde til.

Angst.
Der er grænser for hvor meget motion jeg kan dyrke inde i min lille lejlighed, så for at komme ordentligt i gang så må jeg udenfor, men det betyder at trodse angsten. Jeg kan godt komme ud hvis jeg skal et eller andet, hvis jeg skal ned og handle, eller hvis jeg skal mødes med en, men det der med at gå en tur er enormt svært. At komme ud af døren uden noget fast mål er i sig selv svært. Udenfor er der så mange ting jeg skal forholde mig til, og det orker jeg ikke altid. Udenfor er, ja, jeg ved det faktisk ikke rigtigt, men det er i hvert fald skræmmende.
Nogle enkelte gange begynder jeg på en tur, men så griber angsten mig. Hvad nu hvis jeg pludselig går i stå og ikke kan gå et skridt videre, hvad nu hvis angsten bliver værre, hvad nu hvis. Nogle gange, er det blevet så slemt, at jeg har skyndt mig tilbage og er kravlet ned under dynen indtil jeg ikke længere hyperventilerer.
Jeg har derfor besluttet at købe en kondicykel. Det er måske ikke den mest inspirerende form for motion, men det er i hvert fald indenfor i min egen lille lejlighed.

Aspergers.
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at dette skyldes min Aspergers, men jeg hader i hvert fald at mærke min egen krop. Jeg hader alle de små forandringer der sker med ens krop når man dyrker motion. Jeg hader forandring i kropstemperatur, jeg hader hjertet der begynder at slå hurtigere, jeg hader fornemmelsen af musklerne der trækker sig sammen, jeg hader at høre mit eget åndedræt og jeg hader at mærke tyngden af min egen krop. Efter at have dyrket motion føles kroppen levende og det synes jeg er en helt modbydelig fornemmelse. Man kan sikkert lære at elske det, men jeg er nok bare ikke motiveret.

Dovenskab.
Okay, indrømmet, jeg er nok også ret dovent anlagt, jeg vil langt hellere sidde og læse en god bog end jeg vil udenfor.

torsdag den 10. november 2011

Bliver alle mennesker så trætte?

Søndag var jeg til fødselsdag hos en gammel gymnasieveninde, og fra mandag til tirsdag overnattede jeg hos en veninde.

Trætheden meldte sig allerede mandag. Det var meningen, at vi skulle have været i biografen og ude og spise, men jeg orkede ikke, endte med at jeg bare lå rullet sammen i sofaen og så film mens min far sørgede for en lind strøm af Pepsi Max. Sikke en fantastisk veninde og datter jeg dog er.

Fra jeg så kom hjem tirsdag og så til nu har jeg været så træt, at jeg ikke har kunnet lave noget. Jeg har ikke orket at lave mad, så jeg har levet af yoghurt og rugbrødsmadder. Jeg har ikke orket at vaske op, så mit køkkenbord flyder med snavsede tallerkener. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg ikke en gang fået tømt min postkasse.

Mit spørgsmål er så, om det er normalt at blive så træt. Jeg får tit at vide, at jeg bruger mere energi på især sociale begivenheder end andre mennesker, og at jeg derfor bliver mere træt,men er det sandt, eller er jeg i virkeligheden bare doven fordi jeg ikke gider at vaske op?

Jeg spurgte den ene af mine kontaktpædagoger. Hun sagde, at hun også ville være blevet træt, det beroligede mig, så er jeg i hvert fald ikke helt unormal, jeg hader nemlig når min Aspergers gør, at jeg skiller mig ud fra mængden.

På den anden side undrer jeg mig også, for hvordan kan verden fungere, hvis folk bliver lige så trætte som mig? Hvordan kan folk holde ud at møde op på arbejde mandag morgen, hvis de har haft gæster i weekenden?

At folk bliver trætte betyder jo ikke nødvendigvis, at de bliver lige så trætte som mig, der er jo en grund til, at jeg er blevet førtidspensioneret, men det er bare så uendeligt svært for mig at forstå, at andre mennesker kan føle noget andet end mig selv.