for fed

Igennem de sidste 2-3 måneder har jeg taget næsten 5 kg på, og en del af dem kom på her i weekenden. Jeg er med tiden blevet lidt mere afslappet omkring min vægt, men 5 kg? Det er temmelig meget, for ikke at sige rigtig rigtig meget. Vægten af den udfordring jeg står overfor ved at skulle tabe de kg igen gik for alvor op for mig, da jeg sad i toget fra Odense til Aarhus. Jeg sad og kunne virkelig se hvordan mine lår bredte sig ud over sædet, hvordan mine bukser strammede, og hvordan maven bulede ud over bukselinningen, og jeg havde lyst til at krølle mig sammen til en kugle og drømme mig til et lykkeligere sted. Men selvom virkeligheden suger, så er det nu engang den jeg har at forholde mig til, så jeg sad bare i 1 t 40 m og gloede olmt på disse lår som desværre var mine.

Langsomt kom angsten snigende. Hvordan skulle jeg kunne gå på universitetet og se sådan ud? Ingen ville lægge mærke til det, I know, men jeg ville vide det, og al min fokus ville være på mine fede lår. Jeg ved også, at i løbet af dagen ville mine ben hæve, og så stramme som mine bukser allerede var, så var der ikke noget sted de kunne hæve hen, og det kunne jeg slet ikke overskue.

Jeg elsker at have hebraisk, men vi har næsten ikke nogen timer tilbage, så jeg ønsker ikke at gå glip af et eneste minut, men min vægt var simpelthen for overvældende. Jeg sloges længe med tanken, men til sidst måtte jeg give efter. Under ingen omstændigheder ville jeg være i stand til at tage i skole. Jeg ville gerne, men jeg kunne simpelthen ikke.

Det var som om alting blev meget lettere, da først beslutningen var taget, selvom jeg skammede mig over den. Mine lår var stadig lige fede, men nu gjorde det ikke nær så meget, for jeg kunne bare tage hjem og smække benene op, men først efter, at jeg havde taget en tur på min kondicykel (bare for at lette lidt på min samvittighed).

Jeg har dårlig samvittighed over ikke at tage i skole over noget så dumt som vægt, men når det gælder fravær, hvorfor skal psykisk smerte så tælle ringere end fysisk smerte?

Hvad nu hvis jeg hader sport II

Som sagt lavede jeg ikke dagens gode gerning fredag. Det var ikke fordi jeg lavede enormt meget mere i går, bortset fra, at jeg var ude og spille squash. Jeg havde bestilt en bane nede i det lokale fitness center. Jeg havde ikke nogen at spille med, og det var helt med vilje, for jeg har spillet squash to gange i mit liv... i 9. klasse, for 12 år siden, så det første kvarter gik med overhovedet at lære at ramme bolden.

Jeg havde bestilt banen, hovedsageligt for, at jeg kunne få trænet mit, på nuværende tidspunkt, lidt svage baghåndsslag (til når jeg spiller badminton). Det viste sig, at jeg faktisk syntes at det var sjovt at spille. Jeg er gået lidt kold i min sædvanlige træning, derfor prøver jeg at afveksle så meget som muligt med svømning, badminton, og nu også squash. Det er sjovt men noget af det kan også blive lidt dyrt i længden, for jeg skal også spille squash i dag, så det bliver lige 2x70 kr, men dyr motion er bedre end ingen motion.

Det er sjovt at tænke på, men det er kun lidt over et år siden, at jeg begyndte at dyrke sport, fordi min daværende kontaktpædagog pressede mig til det. Dengang hadede jeg sport og alt hvad det indebar. Jeg hadede at bruge musklerne, jeg hadede at svede og jeg hadede at høre mit eget åndedræt. Jeg ved ikke hvordan og hvornår det ændrede sig, men det gjorde det lige så stille, eller måske var det lige pludselig, jeg husker det faktisk ikke.

Sport er blevet en naturlig del af min hverdag (og mine weekender), og en dag som i fredags, hvor jeg ikke lavede noget, mangler jeg det ligefrem. Det er som om en fridag kun er e rigtig god fridag, hvis jeg starter ud med at dyrke sport. Når alle musklerne så har været rørt igennem, så får man ikke den indeklemte følelse senere på dagen, hvor musklerne sitrer, og man bare har lyst til at slå og sparke og gå helt amok. Når man har dyrket sport om morgenen, kan man med god samvittighed lægge sig på sofaen og se TV resten af dagen, hvis det er det man har lyst til.

Jeg har ikke noget imod, at jeg nu holder af sport, men jeg har noget imod, at jeg langsomt mister forståelsen for dem der ikke gør det. Sport er blevet så naturligt for mig, at jeg glemmer hvordan det var ikke at have lyst og overskud til at spille.

Men måske jeg har lysten til sport, men når det kommer til udførelsen, så er jeg ikke særlig god, fx svømmer jeg 1600 m på 55 min, hvilket ikke er super dårligt, men det er heller ikke super godt, Det tager til min lettelse lidt af snobberiet (efter den gammeldags betydning), men jeg er samtidig bange for at virke hyklerisk.

Jeg er dog på vej hen for at tage et spil squash igen, og det kan kun gå bedre end i går

defenestrere

Engelsk er nu et herligt sprog. Om det er mere rigt en dansk snakker man tit om, men om det er rigtigt det ved jeg ikke. Dog har jeg lige lært et ord som de har på engelsk, men som ikke findes på dansk. På engelsk har de simpelthen et ord for at blive smidt ud af et vindue, defenestrate. Så kom ikke her og sig, at man ikke lærer noget af at se Tv. Jeg taler selvfølgelig om CSI, mit yndlings tidsfordriv.

Jeg er taget hjem til min far for at få noget ro på, efter nogle stressede uger. Det er skønt at lave ingenting, men også lidt kedeligt, og jeg får lidt ondt i røven af at sidde i sofaen hele dagen for kun at rejse mig for at gå på toilettet eller i køkkenet. Min far siger, at jeg bare skal sige til, hvis jeg vil aktiveres, men det gider jeg ikke, jeg kan jo lave noget når jeg er hjemme.

Okay, helt slipper jeg ikke for at lave noget, for jeg har hebraisklektier for til mandag. 20 sætninger. Jeg prøvede at lave dem i går, men jeg nåede kun de første 8, for fik jeg ondt i ryggen, men sådan kan det gå, når man sidder i sofaen og er for doven til at sætte sig hen til et ordentligt bord, men mest var det fordi det begyndte at knibe med koncentrationen. Det er så første gang at jeg ikke har fået lavet alle mine lektier på én gang. Det hjælper heller ikke på mit fokus, at der er lang tid til mandag, så lur mig, om jeg ikke først bliver færdig i morgen., men det gør ikke så meget, jeg skal nok få det gjort.

Om misforstået ros

Forleden skrev jeg om at jeg er lidt småstresset for tiden, men jeg værdsatte ikke hvor stresset jeg virkelig er, for jeg vidste det ikke.

Onsdag kom min faste kontakktpædagog tilbage efter at vi faktisk ikke har haft kontakt i 6 uger, og min anden kontaktperson har heller ikke rigtig været der, og ingen af de andre pædagoger har haft mulighed for at tage over. Jeg har da som altid haft lidt ondt af mig selv, men generelt har jeg jo haft det godt og der sker mange gode ting for mig, så jeg har da klaret mig ganske udmærket, men da jeg så sad i min sofa over for min kp, og begyndte at anerkende, at hun virkelig er tilbage, da begyndte tårerne at løbe, for jeg har brugt så usigeligt mange kræfter på at holde sammen på mig selv, for nu hvor jeg har fået det bedre, bliver jeg 'belønnet' fra pædagogernes side ved at blive behandlet som hende den raske. Det er med til at opbygge min værdighed, så det er ikke kun en dårlig ting, men der er dage hvor jeg bare trænger til at være pjevset og blive trøstet.

I onsdags var altså en af de dage, og vi snakkede om hvorfor. Som erstatning for at gå og trøste mig, er pædagogerne begyndt at rose mig rigtig meget, hvilket egentlig gør mig lidt mistroisk, så at jeg ikke rigtigt tror på dem. Jeg har i forvejen svært ved at tage imod ros. Jeg hører skam hvad de siger, men jeg HØRER dem ikke. Det gælder især når de snakker om universitetet. Jeg synes at det er sødt af dem at prøve at opmuntre mig, og jeg værdsætter det skam, men på den anden side, så har de jo ingen som helst forudsætninger for at vide, om jeg er dygtig til hebraisk og om jeg vil klare mig godt til eksamen, så det er sødt af dem at prøve, men der er grænser for hvor meget det opmuntrer mig.

Min kontaktpædagog kunne sagtens forstå min pointe, men siger, at det er fordi jeg forstår deres ord mere konkret end de er tiltænkt, for det pædagogerne åbenbart prøver at rose mig for er ikke mine kundskaber i hebraisk, men min ihærdighed. Men det er sjovt, jeg tænker ikke på mig selv som synderligt ihærdig. Jeg gør ikke 'hvad jeg SKAL', 'hvad jeg finder nødvendigt' eller 'hvad jeg virkelig har lyst til', jeg GØR bare uden at tænke videre over det. Jeg tænker tit over, at der er folk der er mere ihærdige end mig, og jeg misunder dem, men nogle gange er det som om jeg slet ikke forstår at der er folk der er mindre ihærdige end jeg selv. Det er ikke fordi jeg ikke vil have forståelse for dem, jeg glemmer bare, at det ikke er alle der bare lige kan...

Jeg har flere gange snakket om, at jeg som førtidspensionist frygter, at jeg bare lige så stille sumper hen og ikke får noget ud af mit liv, men min kontaktpædagog siger, at det kommer aldrig til at ske, for jeg har alt for meget drive, og det var den bedste ros jeg kunne tænke mig. Jeg kan have nedgangsperioder, men det er ikke det samme som at jeg ikke igen vil kæmpe mig op, for jeg ønsker at være det bedste jeg kan blive.

Om det værste ved en depression???

"En af os" er en organisation der gør et virkelig godt stykke arbejde for at informere om psykisk sygdom. Dette indlæg handler ikke om at nedgøre deres indsats, men (der er altid et men) en af deres reklamer fangede min interesse på en meget uheldig måde, den påstår nemlig at "det værste ved en depression er næsten reaktionerne fra omgivelserne", men det må da vist være et meget stort næsten.

Jeg ved godt, at reklamen er lavet til at skabe blikfang, og jeg ved også godt at omgivelsernes reaktion er et problem som de af god grund prøver at gøre noget ved, og det taler til deres ære, at de prøver, men jeg har haft mange depressioner af forskellige grader, og jeg må indrømme, at når det virkelig stod slemt til, så stod omgivelsernes reaktion meget langt nede på min liste af bekymringer.


Jeg vil ikke ignorere betydningen af omverdenens reaktioner, for de har bestemt en betydning, men at sige, at det er noget af det værste når folk ikke reagerer hensigtsmæssigt er en floskel der er brugt så mange gange at det har mistet sin betydning, at sige at det næsten er det værste er at negligere alle de problemer der i min optik er langt værre. Umiddelbart synys jeg at selvmordstankerne, håbløsheden og ensomheden var noget af det værste.

Men ensomheden kunne omgivelserne da gøre noget ved, kunne de ikke? Nej. Min ensomhed var så dyb og sort at andre mennesker ikke kunne nå ind til mig. Jeg registrerede godt nok andre mennesker, og jeg blev lidt glad når de gjorde mig noget godt og meget ked af det når de ikke gjorde, men det var overfladiske bevægelser, helt inden i var jeg stadig lige ensom og jeg græd og græd  fordi jeg ikke kunne mærke andet end min egen smerte. Jeg var fanget i en dyb hule med den person i verden jeg hadede mest, mig selv.

Jeg var, som man siger min egen værste fjende, og det var først efter at jeg begyndte at komme ud af min depression at andre mennesker for alvor begyndte at tælle. Men måske siger jeg bare dette fordi jeg har været heldig, for jeg har en støttende familie og en masse gode personaler. Sandt, de gør ikke altid det rigtige, og nogle gange bliver jeg virkelig ked af det, men vær ærlige, behandler jeres omgivelser altid jer på den mest hensigtsmæssige måde?

Pårørende til folk med psykiske sygdomme/handicaps står over for en svær opgave og jeg værdsætter En Af OSs indsats for at hjælpe dem med at gøre det rigtige.

Om en stresset tid

Det er ikke fordi jeg synes, at jeg laver så voldsomt mange ting i min hverdag, det er bare det at det hele fylder så meget inde i hovedet på mig, og det gør mig stresset. Ikke stresset som 'jeg burde sygemelde mig med symptomer på stres', men mere bare 'det hele virker sådan lidt uoverskueligt'.

Torsdag, fredag og mandage havde jeg lange dage i Aarhus, og i dag skal jeg så af sted igen. Jeg har helt vildt meget lyst til at aflyse, men jeg skal ordne nogle virkelig vigtige ting angående ansøgning om dispensation til eksamen. Jeg søger om at få forlænget formeredelsestid til min mundtlige eksamen. Jeg søger om at få 10 minutter ekstra. Hvad skal de minutter så bruges til, og hvorfor føler jeg mig berettiget til dem?

På grund af mit handicap er jeg ikke hvad man kalder omstillingsparat, så når scenariet omkring mig ændrer sig, især til noget uvant som fx en eksamens situation, så har jeg brug for nogle minutter hvor jeg får styr på det hele, så de ekstre minutter skal ikke som sådan bruges på eksamensforberedelsen, men på at få hold på mig selv. I hvilken grad jeg føler mig berettiget til den hjælp nogle ekstre minutter vil give mig, det er svært at sige. Føler jeg mig privilegeret? Jeg vil umiddelbart hellere tænke, at det der giver mig et fortrin er alle de arbejdstimer jeg har lagt i forberedelsen gennem hele året, frem for de ekstra 10 min.

På grund af alle de gange, hvor jeg har måttet tidligt af sted på universitetet, har der også været rod i hvilke dage jeg har kunnet komme til træning, og hvilken type træning jeg har kunnet lave hvilke dage. Det har ikke betydet at jeg måtte vælge en helt masse helt fra, men det har lavet rod i mit system, så jeg står lidt tilbage med en følelse af komplet forvirring.

For at tage i dag som et eksempel. I mandags skulle jeg have været henne i mit motionscenter ligesom jeg er hver mandag, og så kunne jeg bare nøjes med at tage en tur på motionscyklen hjemme i lejligheden her om onsdagen, men fordi jeg skulle tidligt af sted, og fordi jeg var for træt til at cykle, så måtte jeg melde fra begge dele. Samtidig skal jeg til Odense i weekenden, hvor jeg nok ikke får motioneret det helt vilde. Det betyder, at de er lidt kritisk for mig, at jeg kommer af sted i dag. Både fordi jeg ellers ikke får lavet nok i den her uge, men også fordi jeg ikke vil spilde penge på motionscentret, hvis jeg ikke også får det brugt. Derfor er det vigtigt, at jeg kommer af sted i dag, men træningscentret åbner kl 6 og jeg skal allerede med toget kl 8, så jeg føler mig lidt presset.

Det er ikke fordi jeg har planer om at træne helt vildt længe, det er bare det, at jeg bedst kan lide at have virkelig god tid. Tanken om den al for korte tid jeg har fra det ene grogram til det andet gør mig urolig. Det var især svært for mig i går, hvor jeg sad og så mine tv programmer men jeg kunne ikke slappe af, for jeg stressede mere og mere over tanken. Det er ikke fordi jeg tror at det ikke kommer til at gå, det kommer sikkert til at gå ganske udmærket, men det føles bare som to puzzlespilsbrikker man gerne vil have til at passe sammen, men det gør de bare ikke.

Om et hebraiskmøde

Undskyld at der ikke lige kom et indlæg i går, men jeg valgte at prioritere søvn frem for blog og motion, for som jeg sad foran computeren blev mine øjne ved med at glide i,  og mit hoved faldt hele tiden ned på brystet. Jeg var ellers stået tidligt op for at nå det hele, men der er grænser for hvor mange pinsler selv jeg vil lade min krop gennemgå, desuden begynder jeg at spise når jeg er rigtig træt, og for mig er der nok ikke noget værre end at miste kontrollen over maden.

Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle tidligt af sted, for jeg skulle mødes med min hebraisklærer kl 9 i Aarhus. Efter at have været gået i seng igen klarede jeg turen og kom til universitetet i god tid, så jeg satte mig ind i kantinen og fik en pepsi max og skrev på et brev. Da det var tid til at gå hen til lærerens kontor så jeg læreren stige ud af sin bil, så jeg blev stående i skjul og holdt øje med ham, så at han kunne nå at komme hen til sit kontor før mig, men det viste sig at han lige skulle noget andet, så jeg kom alligevel først. Jeg ønskede som sagt ikke at komme først, da min hebraisklærer er en lidt distræt mand, og jeg kunne forestille mig, og fik delvist ret i, at min tidlige tilstedeværelse ville stresse ham.

Mødet handlede egentlig om Amos, som jeg oversatte lidt af i juleferien, men vi snakkede næsten en time, så vi nåede også mange andre ting. Jeg havde ikke ydt ham ære. Jeg har hele tiden regnet ham for en genial underviser, men jeg havde egentlig ikke troet, at han var en der engagerede sig i sine studerende, men han var meget interesseret i under hvilke omstændigheder jeg bor og studerer nu om dage. Ikke at vi gik i dybden med hvad mine diagnoser er, det var nok for ham at vide, at jeg var meget syg og blev erklæret uegnet til at tage vare på mig selv. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke tænkte at det kunne interessere ham. Det skyldes nok dels, at han kalder os ved efternavn, men det er nok ogsåmine fordomme over for universitetsprofessorer, men fordelen ved teologi er, at vi er et overskueligt antal elever, så de lære der vil, kan reelt nå at lære alle vores navne.

Noget af det jeg fik med ud fra vores møde var en helt ny selvtillid, for min lærer roste mig rigtig meget, og han er ikke én der bare siger den slags. Det vil sige at jeg i den efterfølgende time, turde blande mig i den diskussion der ofte foregår mellem vores lærer og holdets stjerneelev. Efterfølgende lod jeg så min sædvanlige usikkerhed indhente mig, og som jeg sidder her, synes jeg at det er ekstremt pinligt nogle af de ting jeg sagde, for bare fordi man har læst et eller andet i en bog gør ikke, at det lyder vildt klogt at bruge i et argument på klassen. Hvor dumt det jeg sagde reelt er, er jeg ikke dygtig nok til helt at vurdere.

Mirakelmedicin

Med jævne mellemrum skriver aviserne om den FORFÆRDELIGE ADHD medicin som korrupte læger tvinger i vores børn. Jeg har ikke noget gyldent billede af medicinalindustriens metoder, men det betyder jo ikke, at medicinen ikke virker, dermed ikke sagt, at alle og enhver bør tage det.

Ritalin er i virkeligheden en (meget) lille dosis amfetamin, som vil gøre folk uden AD(H)D hyper, men på folk, med en korrekt stillet diagnose, virker det afslappende.

Lægerne var faktisk ikke 100% sikker på min diagnose, men vi blev enige om at prøve pillerne og se hvilken effekt de havde. Det var som at vågne op fra en dårlig drøm. Mine tanker var så klare og mest af alt sammenhængende, hvor de før var mudrede brudstykker af ren forvirring.

Her er et eksempel på hvordan mine tanker kørte før i tiden gennem et forsøg på at læse genesis/1. mosebog (egen oversættelse):

I begyndelsen lyd hvor Gud skabte himlen og jorden. Hvad er klokken? 6.10. Ikke mere? Jorden var hulter til bulter og mørke var over urdybets overflade.  Var det 6.10? Jep. Jeg tror jeg skal tisse. Og Guds ånd jog hen over vandets overflade. Charlemagne. Da sagde Gud: Der skal blive lys. Og der blev lys. Bør jeg ikke gå ud og slukke lyset på badeværelset? Hvem var Charlemagne? Gud så at lyset var godt, og så satte han skæl mellem lyset og mørket. Frankisk konge? Saxisk? Må slå det op, senere, må koncentrere mig. Danse vildt til Nirvana i 2.5 minut. Så kaldte Gud lyset for dag, og mørket kaldte han nat, og det blev morgen og det blev aften første dag. Sukker, må have sukker. 6.20. Så sagde Gud: Der skal være en hvælving i vandets midte så at der bliver skæl mellem vandet i forhold til vand. Jeg er næsten sikker på at han var frankisk. Charlemagne, det lyder sjovt. Så gjorde Gud en hvælving og satte skæl mellem vandet som var nedenfor hvælvingen og vandet ovenfor hvælvingen, fugl og således blev det. Hov, jeg glemte badeværelset.

Dette er selvfølgelig en rekonstruktion, men det er ikke meget galt. Jeg husker stadig hvor hårdt det var når jeg skulle producere en tekst/tale, at skulle den relevante information fra alt rodet, og det undrer mig ikke, at det var sådan en kamp for mig at læse lektier, og at jeg troede, at jeg bare var doven.

mode-freak

I går da jeg kom ned på stationen, blev jeg modtaget af en sød, enøjet, og skum liderlig hankat, der højlydt mjavede efter selvskab. Jeg kløede den lidt bag øret, men jeg kunne ikke give den den slags selskab den higede efter.

Forleden kiggede jeg ind i mit skab og tænkte, at jeg mangler overdele, både hyggebluser og lidt pænere overdele. Så kiggede jeg på min konto. Den var ikke så tom som man kunne frygte efter alle de indkøb jeg har gjort på det sidste.

Butikkerne her hvor jeg bor er faktisk rigtig gode, især i forhold til byens størrelse, men jeg ville udnytte at jeg jo alligevel var i Aarhus, og det var ikke fordi jeg nødvendigvis ville købe noget i de lidt dyrere butikker, men jeg ville da bare ind og kigge lidt, som om... Men først skulle jeg hen i universitetsboghandlen og have et bibelatlas. Et bibelatlas er en lille bog der mest af alt ligner en lille billedbog til børn, sådan en som koster 50 kr, men 50 kr kostede den ikke, den kostede 288, gag, det var lige ved at fratage mig enhver lyst til at shoppe. Den er sikkert spændende og studierelevant og alt muligt, men, men 300 kr, det er mere end hvad jeg måtte give for en bluse fra Mynthe og Simonsen lidt senere på dagen.

Jeg havde jo hævet penge specifikt møntet på tøj, og jeg havde to timer der skulle fordrives inden min næste aftale.

Jeg købte en kjole (på tilbud) i et snit som klæder mig rigtig godt. Jeg ved ikke hvad det hedder i modeverdenen, men jeg kalder det et græsk snit. Jeg havde aldrig troet, at dagen skulle komme, hvor jeg skulle spørge min far til råds om mode, men jeg skrev en sms til ham, og spurgte hvad det var kvindernes dragter i oldtidens Grækenland hed. Svaret var peplos (maskulinum singularis nominativ). Jeg havde en i forvejen derhjemme, så hvad vil det hedde i pluralis? Jeg bestod kun min græskeksamen med nød og næppe d 18 februar 2007, så jeg måtte søge hjælp på nettet. Peplos i plural hedder peploi.

Næste butik var så Mynthe og Simonsen, hvilket jeg faktisk ikke opdagede før jeg var inde i den, ellers ville jeg ikke være gået derind, og priserne var da også til at dåne over, men nu var jeg der jo, så kunne jeg godt kigge lidt rundt på udsalgshylderne, og voila, en t-shirt til 200 kr, og det var da til at overleve. For sjov prøvede jeg også en kjole til 1400 kr, og som jeg sagde til ekspedienten (efterfulgt af mit nørdede grin), så håbede jeg inderligt, at jeg ikke kunne lide den, men selvfølgelig kunne jeg det. Jeg træner næsten hver dag, så når jeg er i mine gode øjeblikke og ikke er alt for spiseforstyrret og lægger mærke til hver en lille bitte delle og ser dem som noget meget større, så i små vinduer af et lyst sind, kan jeg anerkende, at jeg faktisk har en flot krop, og det fremhævede denne kjole. Jeg ville godt kunne købe den, hvis jeg droppede Pepsi max resten af måneden, men mig uden Pepsi er som Brødrene Price uden smør, og kjolen var desuden alt for upraktisk, lang og snæver, hvilket ikke går godt til mine lange skridt.

Så manglede jeg bare en pæn bluse til universitetsbrug. Jeg fandt da også en. Den var lidt dyr, men nu havde jeg jo fået alt det andet så billigt. Jeg stod i omklædningsrummet, og jeg følte mig pæn. Det er så sjældent at jeg føler mig pæn, så det var måske i lige så høj grad følelsen jeg prøvede at købe som blusen. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville spørge om butikken tog mastercard. Hvis ja, så skulle jeg have blusen, hvis ikke, så måtte jeg takke nej. Det gjorde de, men så havde jeg også overskredet dagens budget med et par hundrede kroner, så jeg måtte sidde på en bænk i læ og nyde (den gratis) sol den sidste time jeg havde tilbage at vente.

På gågaden op til stationen da jeg skulle hjem, var der en ret talentløs gøgler der fløjtede efter mig, og jeg kunne ikke helt beslutte mig til om det var et kompliment eller hvad.

Saraj og Hagar

Jeg sad og læste mine GT lektier i går. Jeg skulle læse om min yndlingshistorie, om Abram der skal være far til store folkeslag, men hans kone Saraj er tæt på de 80 år, så hun betvivler Gud og giver sin tjenestepige, Hagar, til Abram som anden hustru, så hun kan føde dem en søn. Hagars graviditet skaber dog splid blandt de to kvinder. De er nu begge Abrams hustruer, men han svigter sin rolle som ægtemand og beskytter og tager Sarajs parti og lader hende behandle Hagar som hun vil. Den stakkels Hagar kan ikke klare det og stikker af og prøver at komme til Egypten, hvorfra hun stammer, men det er ikke en tur for en enlig gravid kvinde, så et Guds sendebud sender hende tilbage, men først efter at have givet hende Guds velsignelse.

Hagar får sønnen Ishmael, som senere bliver stamfar til muslimerne (i modsætning til Sarajs søn, Isak, der bliver stamfar til jøderne). Men Muhammad fik sin åbenbaring i 600 tallet, så hvem var Ishmael stamfar til i de par tusind år imellem?

Jeg sad og læste mine lektier om formiddagen efter, at jeg havde været i svømmehallen og støvsuget. Da frokosten nærmede sig, og jeg nåede til et nyt kapitel, lagde jeg mine bøger fra mig og gik op for at spise. På det tidspunkt manglede jeg nok 8 sider af lektien, og jeg var så stensikker på min egen manglende evne til at gå i gang med at læse igen efter en pause, at jeg ikke engang prøvede at sætte mig ned med mine bøger.

Dagens lektie var ellers virkelig spændende, men jeg var kommet til en af de evindelige gentagelser (Biblen er fuld af dem), og jeg har to bøger der begge omhandler den samme tekst, og jeg havde læst i bog nr 1, så det var kun det sidste af bog nr 2 jeg manglede, så jeg tænker at det nok skal gå. Desuden har jeg allerede bestået faget, så det er i forvejen lidt svært at fokusere på lektierne med den energi de fortjener, for slet ikke at tale om hvor hårdt det er når vækkeuret ringer kl 4 fordi jeg skal møde til time i Aarhus kl 8. Jeg vil meget gerne være en dygtig og flittig elev, men der må være grænser for min formåen.

Ingen kontakt

Min aller bedste veninde er indlagt på en afdeling for anoreksipatienter i Ballerup, og hun er ikke tilfreds. Jeg ved ikke hvor mange af historierne, som hun fortæller, der skyldes, at det er en dårlig afdeling, og hvor mange der skyldes, at hendes sygdom der stritter imod behandlingen.

Der er ikke meget rigtigt man kan gøre og sige til en anorektiker, især ikke når de er indlagt, men som veninde vil man jo bare så gerne gøre noget bare et eller andet, så jævnt gennem dagen, ca en gang i timen, sender jeg hende et lille hjerte. Nogle gange afveksler jeg det med sladder fra min dagligdag, men det kræver overskud at svare på en tekstbesked, fordi man skal forholde sig til den, og hun har ikke noget overskud. Et hjerte kan man lidt lettere bare besvare med et hjerte. Nogle gange sender hun en rigtig sms, men de fleste gange hører jeg slet ikke noget, men det gør ikke noget, jeg er et tålmodigt menneske.

I går modtog jeg dog en besked om, at hendes mobil vil være slukket indtil på tirsdag. Jeg fik ikke at vide hvorfor, men jeg regner med, at det er en form for straf, fordi hun har tabt sig, eller fordi hun ikke vil gøre som de siger. Jeg forstår godt til dels personalets frustration overfor anoreksipatienter, de må være meget vanskelige at arbejde med, men jeg tror ikke, at de tænker over, at de også afstraffer mig.

Jeg har et rimeligt antal venner, men det er egentlig kun Måne som jeg har jævn kontakt med. Jeg savner hende allerede. Jeg savner både hende, og det at have nogen at skrive til (og med). Selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at hun bliver rask, eller at hun i det mindste får det bedre, og hvis hun bliver det på denne her måde, so be it, men jeg er en dybt egoistisk person, så jeg ønsker at have hende for min egen skyld.

(u)tilsigtet flirtende

Jeg har fået at vide, at jeg godt nogle gange kan være en lidt flirtende person, så da min mor for næsten ½ år siden opfordrede mig til ikke at putte mig selv i en situation, hvor det kunne tolkes som, at jeg gjorde tilnærmelser til min underviser, da tog jeg det meget alvorligt. Måske tog jeg det dog lidt for alvorligt, for når jeg har prøvet at tale med mine undervisere siden, har jeg været så stiv i betrækket, og så upersonlig, at jeg nærmest har virket fjendtlig, eller i hvert fald ligeglad, hvilket jeg jo bestemt ikke er.

I går besluttede jeg mig dog til at være ligeglad og bare være mig selv. Jeg er ikke ude på at gøre tilnærmelser til nogen som helst, især ikke min underviser, men hvis det bliver tolket sådan, så må jeg bare tage den derfra. En mand i det 21. århundrede burde kunne klare et lettere flirtende pigebarn.

Jeg synes dog ikke at jeg var specielt flirtende, jeg var bare charmerende, nørdet og lykkelig over at kunne stille (faglige) spørgsmål, uden at skulle føle, at jeg skulle lægge bånd på mig selv. Og min underviser? Han lod til at være mere afslappet over for mig.

Udmattet

Hver gang det har været weekend/ferie er jeg så udmattet, at jeg synes jeg trænger til weekend/ferie, men hvad jeg virkelig trænger til er hverdag.

Jeg vaskede tøj i går, og der kom ved en fejl en uldbluse med i den ene maskine (heldigvis den med skånevask). Blusen overlevede, men der var sort fnuller overalt. Det sad i maskinen, i tøjet, og i et forsøg på at få det af tøjet, flagrede det rundt OVERALT i vaskerummet. Jeg var grædefærdig. Vi har en rengøringskone der kommer her om mandagen, men jeg syntes nu alligevel, at når det var mig der havde svinet sådan, så burde det også være mig der skulle ordne det, men jeg kunne slet ikke overskue det.

Her til morgen skulle jeg så ned og hente det tørre tøj, og der, overalt, lå mit sorte fnuller, og jeg krympede lidt indeni ved synet.

Generelt var det bare ikke lige min weekend. Jeg havde også skullet lave hebraisk, hvilket jeg ikke lige orkede, men det skulle jo gøres, og jeg tænkte, at det ville nok blive sjovt når jeg først kom i gang, men det gjorde det bestemt ikke. Biblen er fuld af spændende steder, men Gen/1 mos 9,1-17 er ikke en af dem. Det at jeg syntes at oversættelsen var triviel, kunne man vælge at se som, at jeg er blevet dygtigere, men pessimist som jeg er, tolkede jeg det som, at jeg bare var sløset.

En af mine kontaktpædagoger var jeg sammen med for første gang i mange uger lørdag, og jeg kunne så fortælle, at jeg ikke er kommet videre i mit liv. Jeg sidder stadig på min flade og ser dvd'er med CSI NY. Jeg kan komme med mange spidsfindige analyser og ironisk distancerede bemærkninger, men sandheden er, at jeg er blevet bidt af den, og jeg har en mindre identitetskrise, fordi jeg er ved at være ved slutningen af den sidste sæson. Jeg kan selvfølgelig altid starte forfra, og det gør jeg nok også, men jeg føler stadig, at jeg mister noget af mig selv.

udviklingen af en særinteresse

I Gammel Testamente til på fredag, skal vi gennemgå et hebraisk tekststykke (genesis/1 mosebog 12) som vi endnu ikke er nået til i hebraiskundervisningen. Gen 12 består af 20 vers, og jeg gad ikke lige sætte mig ned og oversætte det hele fra bunden. Derfor tog jeg den danske tekst, og den hebraiske tekst ved siden af hinanden og læste dem synkront. Det er første gang jeg gør noget sådan, og det gik langt bedre end jeg havde forventet. Faktisk gik det så godt, at jeg ligefrem er stolt af mig selv og havde lyst til at danse en lille sejrsdans.

Når jeg sidder sådan og morer mig med hebraisk, spekulerer jeg på hvordan en særinteresse mon opstår. En særinteresse er et af kendetegnene ved Aspergers syndrom, og er når man er meget nørdet og meget intens omkring et (lille) emne der på omverdenen kan virke ude af plads og proportioner. Jeg synes selv, at det er virkelig sjovt at have en særinteresse, for det giver én en form for mening med livet lige nu og her, og ikke bare et mål ude i en uoverskuelig fremtid, men hvordan jeg er kommet til at interessere mig for Gammel testamente og hebraisk, kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på.

Jeg kan fortælle, at da jeg var barn havde min farmor en billedbibel, som jeg altid ville have læst højt fra, og jeg kunne alle historierne i det gamle testamente udenad, men det var bare sådan det var, det var det jeg interesserede mig for, men der var ingen begyndelse, ingen mening, ingen plan.

Så var der en periode i min ungdom, fra jeg var 12 til jeg var 18, hvor interessen nok var der, men jeg gjorde ikke så meget ved den, fordi muligheden ikke rigtigt bød sig, men i 3.g fik jeg en fænomenal religionslærer der pustede til gløderne, og det føltes som at blive vakt til live, om end det ikke gav meget street cred i sådan en gymnasieklasse.

Senere, da jeg gik på højskole, var jeg til en prøveforelæsning i Gammel Testamente på Aarhus universitet, og så var jeg solgt. Det havde egentlig været meningen, at jeg skulle på biblioteksskolen, men så blev det teologi i stedet for, og jeg elskede det fra første dag. Det var ikke nødvendigvis alle fag jeg elskede lige meget, men jeg elskede universitetet og muligheden for at dyrke min særinteresse.

Nu har jeg fået lov at snuse lidt til teologien, og især til hebraisk, men som mange spørger mig, hvad vil en kvindelig katolik så med et protestantisk teologistudie? Og det kan jeg ikke give noget fyldestgørende svar på. Efter min sygdomsperiode, da jeg genmeldte mig til universitetet, blev det teologi, fordi det var teologi jeg læste dengang og fordi jeg gerne ville gøre hebraisk færdig, men jeg er begyndt at overveje, når jeg er færdig med hebraisk, og færdig med Gammel Testamente, så at skifte til lingvistik og derfra beskæftige mig mere med de simitiske sprog, men der er endnu længe til, og mine tanker kan nå at skifte mange gange før det bliver relevant.

Jeg undskylder for morgenens bitre galde, indlægget er blevet slettet

Jeg hader vand

Jeg kan ikke holde ud at drikke vand. Måske er det virkelig fordi jeg ikke kan lide smagen af det, for ja, vand smager faktisk af en hel del, eller også er det fordi det minder mig så meget om at kaste op (selvforskyldt). At kaste op bestod for mig i at spise en masse med, kaste op, rehydrere, kaste op, rehydrere, kaste op og rehydrere. Jeg kaster næsten ikke op mere og har ikke gjort i lang tid, og når jeg gør er det kun overfladisk (de første tre punkter), men jeg kan stadig huske smagen og fornemmelsen af lunkent vand som jeg måtte nøjes med fordi jeg ikke havde tid til at vente på at lade vandet løbe.

På den måde fik jeg altså et dårligt forhold til vand, men jeg skal jo have et eller andet at drikke, bare en gang imellem, ellers bliver jeg jo dårlig, og man kan ikke nøjes med pepsi max alene, så min løsning er saft, men for at spare på kalorierne er det det fuldstændig kemiske sukkerfi noget jeg drikker. Det er ikke nogen eksklusiv gastronomisk oplevelse, men det er da bedre end smagen af vand, eller det var det i hvert fald. Først købte jeg mine forsyninger i Fakta, men så skiftede de mærke til noget der var lige lovlig sødt for min smag, så jeg måtte skifte til Rema 1000, og der har jeg så købt mit stash det sidste års tid, men forleden (efter at have forsynet mig med et lager der rækker til næsten 40 L saft, opdagede jeg, at det smagte anderledes end det plejer, og jeg måtte skuffet erkende, at deres nye opskrift ikke smager godt nok, så nu skal jeg på opdagelse efter en ny butik og et nyt mærke, hvilket jeg slet ikke synes at jeg har overskuddet til lige nu, men man skal jo have noget at drikke, bare en gang imellem, så det skal jo gøres.

Et godt alternativ er FunOne Stevia, sødes med den sydamerikanske krydderurt stevia, som er sundere end de mere kemiske sødestoffer men samtidig stort set kaloriefri, men stevia er den helt nye hotte ting, hvilket lægger endnu mere til Funs i forvejen lidt pebrede pris, så i længden ville det ikke være noget jeg havde råd til.

Om min indre kvinde

Jeg har været ved at rykke lidt om i lejligheden. Jeg har en reol til sko, og den har jeg rykket tættere hen imod min hoveddør, for normalt står de sko jeg oftest bruger der og flagrer, fordi jeg er for doven til at stille dem hen på plads. Desuden har det så altid været de samme sko jeg bruger, fordi jeg heller ikke har gidet gå hen og hente nogle andre sko der så også kunne ende med at stå i gangen og flagre indtil jeg en dag kunne få mig taget sammen til at stille dem på plads.

I og med at jeg flyttede skoene, så talte jeg dem også lige en gang. Der var 22 par, hjemmesko, klip-klappere og træningssko inklusiv. Jeg har altid set mig selv som en anti-kvinde, en der ikke interesserer sig for sko, men det er åbenbart ikke helt rigtigt. Det er dog først nu, at jeg er begyndt for alvor at bruge penge på sko, for mange af mine sko er af en ret ringe kvalitet.

Nogle sko har jeg overvejet bare at smide ud. Jeg er en person der normalt er virkelig god til at smide ud, er der noget jeg bare er lidt i tvivl om, så ryger det ud, men med min nyfundne interesse for mode, er det gået op for mig, hvor meget tøj jeg har smidt ud, som jeg ville være rigtig glad for i dag. Lige nu har jeg så en modreaktion der gør, at jeg ikke rigtigt tør smide noget ud.

Et par sandaler er dog blevet smidt ud. Det var dem jeg blev konfirmeret i. Egentlig ærgrede det mig at smide dem ud, for de var efter 14 år på hylden blevet helt smarte igen, men de var også blevet meget nussede og der var huller i, og det er stort set kun converse der kan se sådan ud og stadig være smarte.

Et eller andet sted, kan jeg godt blive underligt til mode over, at jeg har fundet min indre kvinde og er begyndt at interesserer mig for disse, men et eller andet sted er det også rart, for det er et bevis for mig om, hvor langt jeg er nået i mit liv. Jeg er ikke længere klassens kiksede pige, jeg er en kvinde. Min mor har tilbudt at hjælpe mig finansielt med hvad jeg går igennem lige nu, og jeg har valgt at takke ja, ikke så meget for pengenes skyld, men fordi jeg godt kan lide tanken om at min familie er en del af denne udvikling.

Kort før jeg for alvor blev syg, lige efter mine forældres skilsmisse, forsøgte jeg for første og sidste gang at udnytte situationen og lokkede et sprit nyt sæt tøj ud af hver af dem, så det hele begynder og slutter med et sæt tøj.

og så gik der lige tre uger

Der var den uge, hvor jeg var for udkørt til at tage på uni, og så kom ferien,  og woops, så var der lige gået tre uger, hvor jeg ikke så meget som havde rørt mine skolebøger. Torsdag satte jeg mig så ned for at læse lektier til fredag, eller rettere forst skulle jeg lige en helt masse mere interessante ting, hvorefter jeg satte mig ned og stirrede olmt på mine bøger. Jeg havde ikke spor lyst til at læse, jeg var træt, de opgaver der gjorde det ud for en eksamen VAR afleveret, og dagens tekst handlede om genealogier (slægtstavler), hvilket er meget vigtigt for gammel testamente, men dræbende kedeligt. Så jeg endte med ikke at få læst alle mine lektier, hvilket pinte mig, men det var der ikke så meget jeg kunne gøre ved, eller det var der jo, jeg kunne jo bare læse og få det overstået, men noget inde i mig gjorde at jeg ikke kunne det.

Timen virkede uendelig lang, selvom vores lærer er både sød og dygtig, men jeg længtes bare efter, at timen ville stoppe, så der kunne være møde i teologisk jagtselskab (en yderst gennemført joke). Sådan plejer jeg ikke at være, jeg plejer at være nørden der hænger i min lærers læber og sluger hvert et ord han siger, og den nye mig skræmmer mig.

Det skræmmer mig endnu mere, at jeg i dag skal lave lektier til mit absolutte yndlingsfag, hebraisk, men jeg har ikke lyst, jeg vil hellere se TV. Hvad sker der lige med mig? Det lader til at jeg fuldkommen har mistet motivationen. I hebraisk handler det dog lidt om, at jeg snakkede lidt med nogen fra religionsvidenskab (vores konkurrerende studie) og det viste sig, at de har fået en meget bedre, grundigere og mere intim undervisning end os fra teologi, og jeg er ved at blive ædt op af misundelse.

Jeg hader misundelse, det er en enormt destruktiv følelse, der som sagt æder én op indvendig, og som gør én afstumpet og irriterende at være sammen med. På den ene side har jeg lyst til at beklage mig til højre og venstre over hvor urimeligt det er, men jeg har jo egentlig ikke lyst til at være DEN person, for, så vil jeg ikke fuldt ud kunne nyde de sidste par måneders undervisning, for selvom den måske ikke er nær så intensiv som den rel. viderne får, så er den jo stadig virkelig god, og det er det jeg skal overbevise mig selv om, når jeg her lidt senere sætter mig ned med mine bøger for at lave mine lektier.

Men den manglende motivation skyldes nok mest det med at have haft så lang en ferie. Jeg har vænnet mig så meget til bare at sidde på min flade og glo TV, at jeg nu lige skal vænne mig tilbage igen, og det er vigtigt, at det sker snart, for eksaminerne nærmer sig alt for hurtigt. Jeg ved at jeg indtil nu har ydet et godt stykke arbejde, og at jeg egentlig har godt styr på det hele, men man har jo hørt historier om folk der starter godt ud, men så bliver for komfortable og ender med at dumpe deres eksamen. Jeg ser på ingen måde ned på sådanne mennesker, jeg kunne meget vel tænkes selv at være en af dem, men dette er min første eksamen efter fem års sygdom, og resultatet af den vil være afgørende for mit videre forløb på universitetet. Måske ikke så meget på det praktiske plan, men det vil betyde meget for hvordan min ´professionelle stolthed' vil have det og med hvilke faglige chancer jeg tør tage.

Hvad gammel testamente angår, så er meget af motivationen ødelagt af, at jeg nok allerede HAR bestået faget, og hvem gider så virkelig terpe?

Om at få sin psykolog til at græde, næsten da

Sandaler fra Billi Bi

I går talte jeg med min psykolog om, at jeg på det seneste har brugt en masse penge på mig selv, og at det er meget svært at forholde sig til. Det er det af mange grunde, men en af dem er, at min tidshorisont har ændret sig markant. Tidligere kunne jeg godt bare bruge min regnjakke som sommerjakke, for det hele kunne være lidt lige meget. Jeg har nu erkendt, at jeg nok ikke går hen og begår selvmord eller sulter ihjel i morgen, og jeg derfor nok skal overleve til til jeg bliver 30, og derfor kan det faktisk godt betale sig at investere i ting der kan holde i et par sæsoner, som fer eksempel en ordentlig og pæn sommerjakke eller et par pæne sandaler.

Da jeg sagde det, var min psykolog lige ved at begynde at græde, altså på den gode måde. Hun har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er første gang hun hører mig sige noget sådan. Det er jo som om jeg ligefrem er begyndt at blive voksen.

Jeg ved ikke i hvilken grad folk ville kunne forstå hvor signifikant denne udvikling er, det med pludselig at forstå, at man kommer til at overleve dette her, og med ikke at være bange for at overleve, for ja, jeg har igennem de sidste 10 år været rædselsslagen ved tanken om at jeg måske ville overleve. Overlevelse ville nemlig betyde, at man skulle lægge planer for sit liv og tænke fremad. Det ville betyde, at man skulle se sig selv i øjnene og anerkende sig selv som en der også FORTJENER at overleve.

I en stor del af mit liv har jeg været plaget af selvmordstanker, men det er ikke nødvendigvis selvmord dette emne handler om, det er mere generelt end som så. Tidligere handlede 90% af mit liv bare om at overleve timen, dagen, ugen, også selvom jeg ikke engang vidste om jeg ønskede at overleve. Det dette her handler om er, at jeg har fået det så meget bedre, at det sætter kræfter af til at tænke på andre ting, som hvad jeg vil med mit studie, mig selv og mine venner og familie.

Det lyder alt sammen så utrolig godt, og det er det også, men det er også virkelig skræmmende, for pludselig består mit liv så af uger, måneder og år, og jeg skal prøve at finde frem til en eller anden form for plan. Jeg har nogle idéer jeg går og fifler lidt med, men lige nu gælder det om at gøre sig klar til dette nye liv jeg er gået i gang med at leve, og det betyder altså, at jeg må bruge en forfærdelig masse penge på at, om ikke skifte min garderobe ud, så i hvert fald supplere den med ting der passer ind i mit nye tidsperspektiv, og ting som er mere end bare praktiske.

Det hele minder lidt om hvad der skete for 1½ år siden, da jeg besluttede mig til, at jeg var ved at være voksen nok til ordentlige møbler.

Av mine lår-basser

Om tirsdagen spiller jeg badminton med en ældre mandlig pædagog. Da jeg i sin tid meldte mig til, gjorde jeg det lidt i overbærenhed, for der var ikke mange af tingene fra bostedets dagtilbud jeg egentlig gad, men jeg ville på den anden side også vise min støtte til idéen, for jeg kunne godt lide konceptet med, at bostedet aktivt gik ind og prøvede at aktivere os. Så jeg meldte mig til badminton, for jeg tænkte, at det skader vil ikke med lidt ekstra "motion".

Anførselstegnene om "motion" skyldes at jeg nok ikke havde den store respekt for badminton, jeg tænkte nok, at det var en lille smule fimset med sådan en lille fjerbold.

Vi spillede i nogle måneder, men så måtte jeg stoppe, fordi jeg begyndte på universitetet og havde timer om tirsdagen, men i efter jul fik jeg nyt skema, så nu spiller vi igen. I denne omgang dog, bliver der dog lagt langt større vægt på læring, i stedet for bare at stå og skyde formålsløst til hinanden. Det e ikke fordi jeg har de store forhåbninger om at blive en stor badmintonstjerne, men som alt mulig andet, er det først rigtig sjovt når man begynder at blive god til det, det gælder især, når man som jeg har perfektionistiske tendenser.

Jeg er på ingen måde et naturtalent, men jeg er heller ikke helt uden evner, og den pædagog jeg spiller med er dygtig både til at spille og til at lære fra sig. Han er meget pædagogisk og roser mig til skyerne. Jeg ved godt, at den slags ros skal tages med et gran salt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at bryde ud i et bredt grin, og min selvtillid skyder i vejret. Ros gør mig modig på banen, og når jeg gør noget dumt eller dårligt, så griner vi bare. Jeg kan ellers godt være en af dem der trækker sig ind i sig selv og ud af spillet, hvis tingene ikke går helt efter mit hoved. På et eller andet tidspunkt skal vi jo nok begynde at analysere på mine fejl, men til den tid er min selvtillid på banen forhåbentlig etableret nok til, at den ikke tager skade.

For to uger siden lærte jeg at smashe, og bag efter var jeg lidt øm, og i tirsdags lærte jeg at placere bolden skiftevis i den ene og den anden side af banen, og både pædagogen og jeg fik løbet sprunget og kastet os rundt på banen. Det var virkelig sjovt, og vi fik svedt meget, så anførselstegnene blev fjernet fra motion. Der er nu gået to dage, og jeg er ret så øm. Jeg er ikke en af de mennesker der får strukket ud efter at jeg har rørt mig, for jeg har heldige gener der gør, at jeg ikke bliver ret øm i forhold til hvordan mange andre har det, men det betyder ikke, at det ikke kan mærkes, især når jeg skal sætte mig og rejse mig fra toilettet.

Jeg vil dog sige, at jeg er øm nok til, at jeg ikke havde lyst til at løbe i morges, så i stedet gik jeg i svømmehallen.

Fra ælling til svane?

"Fra ælling til svane" er sådan noget jeg har om i Gammel Testamente, det er en sproglig tradition, som udspringer af tid og sted, og som er ganske unik, og som ikke vil give helt mening, hvis man ikke kender til HC Andersen. Hvis man i fremtiden ikke kender den grimme ælling, kan man tage en masse tekster der refererer dertil og analysere dem og derved udlede delvist hvad historien går ud på. Dette er hvad der kaldes troditionshistorie, og det var ikke en af de ting jeg skulle skrive afleveringer om i GT, selvom det ville have været enormt spændende, men det er egentlig slet ikke det jeg ville tale om.

Det jeg ville skrive om, er min nyfundne evne/lyst/trang til at bruge penge på mig selv. For at være helt ærlig, så ved jeg slet ikke hvad jeg har gang i. Hele mit liv har jeg været hende den kiksede, og som undskyldning har jeg brugt, at det der med tøj og mode bare var noget overfladisk noget, men nu går jeg jo 'pludselig' selv op i det, og gør det mig så overfladisk eller har jeg bare i alle de år gjort mig selv endnu mere til grin ved at holde så stærkt på noget som var forkert? Hvorfor har jeg skiftet mening? Jeg bliver hele tiden rost for at være så bevidst om mine egne handlemønstre, men denne gang forstår jeg dem ikke.

Hjemmelavede tastaturøreringe (Ø - V)

Jeg har lyst til at blive accepteret, jeg vil for en gang skyld ligne alle andre og ikke skille mig ud, og jeg vil gerne have, at folk ikke tænker ilde om mig, men hvordan jeg vil gøre det og hvor jeg egentlig er på vej hen, har jeg ikke rigtigt nogen planer for.

Som jeg fortalte i går, er der en af pædagogerne der fortalte mig, at jeg har en fed stil. Hun siger, at jeg er forvirret fordi jeg er her, jeg er i mål, jeg er ikke længere på vej et sted hen, men at jeg nu skal igennem en lang sej kamp for at lære at acceptere det.

Problemet er, at jeg stadig ser mig selv som hende den kiksede. Jeg ser mig selv som hende der bruger enorme ressourcer på købe et stykke tøj, og det er ikke helt forkert, det er bare heller ikke helt rigtigt. Det er som om alt hvad jeg køber lige er en nuance forkert på den.  Og jeg bruger virkelig mange kræfter på tøj lige pt, til en grad hvor jeg nærmest føler mig død indeni. Så sidder jeg om aftenen og klynker over hvor synd det er for mig, og når pæagogerne trøster mig og siger at jeg ser godt ud, så tror jeg ikke på dem, for som sagt, så trøster de bare.

Tilbage til 90'erne

Suk, disse billeder er taget med 14 års mellemrum, og man skulle tro, at der var sket bare en lille smule, og det er der egentlig også, men det er nu egentlig to meget ens billeder, bortset fra, at på det første var jegklassens kiksede pige, og i går sagde en af pædagogerne, at hun synes jeg har en rigtig fed stil, og på det første er jeg i en kjole som min mor havde syet til mig, og på det andet er jeg i en svine dyr Margotkjole.

Om et venligt spejl

Jeg er ikke grim, så meget ved jeg da, men det betyder ikke, at jeg ser mig i spejlet og er tilfreds med hvad jeg ser, tværtimod er der dage hvor jeg ligefrem væmmes ved hvad jeg ser, om end det meste af tiden er præget af resignation. En gang imellem sker det dog, at jeg ligefrem kan lide hvad jeg ser. Så kan jeg for en gangs skyld se, at håret er skindende og tykt, øjnene brun/grønne og milde og resten egentlig også helt okay. Jeg ved ikke hvorfor, men disse perioder kommer altid på tidspunkter hvor det er fuldkommen ligegyldigt om man ser godt ud eller ej, som for eksempel i går da vi kom hjem fra påskefrokost hos farmor og bare skulle sidde og slå mave foran fjernsynet.

Det sker sikker nettop fordi det ikke er vigtigt hvordan man ser ud, så man kan slappe af og bare acceptere hvad Gud nu engang har givet én, men virkelig irriterende er det nu engang. Så snart man så skal noget, så er man tilbage til at føle sig lille, fed og misdannet, som nu hvor jeg skal sidde i et tog i tre timer, omgivet at en helt masse mennesker.

Ikke at jeg skal sidde og socialisere med alle disse mennesker, jeg har været smart nok til at købe plads i en stillekupe, men de er der, og jeg ved, at jeg kommer til at tjekke dem ud, så hvorfor skulle de ikke også tjekke mig ud, og når man skal tjekkes ud, vil man også gerne se godt ud, eller i det mindste bare lidt godt ud, men det bliver altså ikke lige i dag.