Om at fylde 30

Jeg vil lige indlede dagen blog med en sjov historie fra min barndom der omhandler den største skuffelse i mit liv. Jeg havde fået fri fra skole og gik rundt inde i Magasin mens jeg ventede på min bus. Jeg stod og så på hylderne med lykønskningskort, da min øjne faldt på, hvad jeg troede var, verdens bedste nyhed "Tillykke med de 20 år, du får nu ikke længere bumser...". Jeg åbnede kortet, og der stod "... nu kaldes det bare udslet". Jeg var 14 år og i brøkdelen af et sekund havde min verden lysnedes, jeg fik håb for fremtiden, men SLAM, så var alt tilbage som før.

Det er så i dag der er dagen hvor jeg fylder 30. Jeg har længe lavet jokes med det, og folk spørger tit hvordan jeg har det med det, men hvis jeg skal være ærlig så har jeg det faktisk fint. Hverken mine teenageår eller mine tyvere var noget at råbe hurra for. Jeg var syg og jeg havde store problemer med at kommunikere med den verden jeg færdedes i. Film og bøger siger at UNGDOMMEN er sagen, at det er her man har sit livs højdepunkt, og for nogle er det nok rigtigt, men for andre så står man måske tilbage med samme følelse som mig, som om man er blevet snydt for noget.

Nej, jeg tænker at 30'erne skal være mit årti. Det er nu jeg begynder at få styr på ting, jeg begynder at vide hvem jeg er, hvor jeg vil hen med mit liv og hvilke mennesker jeg ønsker at være sammen med. Mit 29'ende år var en god indledning. Jeg var flyttet i egen bolig, jeg var efterhånden faldet godt til på universitetet og jeg fik en helt fantastisk kæreste, så nu er der bare tilbage at ønske mig selv god vind.

Okay, jeg ved godt, at dette ikke er nogen 'rigtig' fødselsdagssang, men jeg har altid hadet fødselsdagssange, for jeg vidste aldrig hvad jeg skulle stille op med mig selv imens. Dette er derimod ikke bar den bedste fødselsdagssang men også den bedste Disneysang nogensinde

Planlægning af fødselsdag

I næste uge fylder jeg 30. Folk siger, at alder bare er tal på et stykke papir, men i spejlet ser jeg hvordan huden på mine lår bliver løsere og mindre jævn, og jeg er ligesom lidt mere interesseret i at sidde ned. Jeg høre mig selv indlede historier med "Dengang jeg var barn der var der milde vintre til, vi kunne opleve hele år uden så meget som et eneste snefnug, og børnene stod i silende regn mens mederne på kælkene rustede". Jeg ved ikke helt, om det er sjovt eller sørgeligt.

Når man så har fødselsdag, så skal man fejres. Jeg har ikke noget imod at blive fejret, men skal man fejres, så skal fejringen også arrangeres og organiseres, og logistiske opgaver er ikke min stærke side. Skal man holde én stor fejring med fest og farver, eller skal man dele det op i mindre små fejringer under mere intime omstændigheder? Personligt er jeg mest til den sidste type, blandt andet fordi jeg regner med, at det kræver mindre arbejde fra min side, men mest fordi det der med mange mennesker ikke helt er min stærke side, faktisk bryder jeg meget lidt om det.

Jeg sidder engang imellem og bladrer lidt misfornøjet i min kalender, for at få det hele til at hænge sammen, jeg har jo også universitetet der skal passes. Nå, men så må jeg vel bare tage en dag fri hist og her, også selvom det er sjovere at holde fri når man kan sidde foran fjernsynet i joggintøj hele dagen, og ikke fordi man skal jage af sted mellem 117 forskellige butikker. Heldigvis fylder man kun rundt én gang i årtiet til at starte med, hvorefter, når folk fylde 75, vores fejringsmatematik begynder at afvige fra den matematik vi lærte i folkeskolen, men hva' skidt, vi kan jo godt lide at fejre folk og ting her i landet.

Om at finde en grimasse der kan passe

Hvad stiller man op, når man har opført sig helt vildt pinligt over for en man ikke kender, men som man fremover regelmæssigt skal have timer sammen med?

Jeg kom tidligt ind på universitetet, og gennem vinduet til kantinen syntes jeg, at jeg så en af mine veninder fra min gamle klasse. Jeg havde noget jeg gerne ville snakke med hende om, så jeg gik ind, satte mig ved siden af hende, og kildede hende i nakken. Det viste sig så, at det IKKE var hende. Jeg undskyldte og skyndte mig væk. Det var virkelig pinligt, men heller ikke mere pinligt, end at jeg straks gik over og fortalte historien til det meste af mit latinhold.

Jeg ved, at jeg skal have timer med hende i morgen, men jeg ved ikke noget om hende. Er hun sur, er hun sød? Jeg kender ikke engang hendes navn. Det vigtigste er dog heller ikke så meget hende, som det er mig selv, for det er jo mig der synes, at det er mest pinligt, og det er mig der skal overbevise mig selv om, at det ikke er mere pinligt end, at jeg roligt kan tage ind på uni i morgen.

I gamle dage ville en sådan historie have resulteret i gråd og selvskade derhjemme om aftenen, og det ville have krævet stort mod og selvkontrol at tage af sted i morgen. Jeg ville føle mig som jordens værste afskum, den mest latterlige nar, og jeg ville gå med hovedet langt nede mellem skuldrene.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg tænker i dag. Jeg tænker nok mest, at sådan er det bare at være mig, nogle gange gør jeg uheldige ting, og det største af mine problemer for tiden handler egentlig mere om, at jeg er så forfærdelig træt, og at jeg ikke har spor lyst til at stå op i morgen kl 6 for at tage til time.

Introtime

19 sider om hvad dette fag, dogmatik, handler om. 19 sider? Selvfølgelig er det vigtigt at vide hvad man skal arbejde med og fokusere på, men denne første time af hvert nyt fag er altid drøj at komme igennem. Læreren står oppe ved tavlen og prøver at engagere os i det fag han selv synes er så spændende, og de studerende sidder med en blanding af forvirring og kedsomhed. Meget af denne første undervisningstime er det samme som vi har hørt mange gange før, men det SKAL siges, for at vi ikke kan sige til eksamen, at det har vi ikke hørt om før, så derfor kan det ikke forventes, at vi overholder det.

Det er i hvert fald teorien. I virkeligheden er læreren lige så træt af alle disse gentagelser som os, så nogle af emnerne bliver fremmumlet i høj hastighed i retningen af ”bla bla bla”. Andre emner bliver taget lidt mere seriøst både af læreren og de studerende. Det er de emner der er specifikt for netop dette fag.

I modulets anden time bliver stoffet mere relevant, og lyden af de studerenes tasten på tastaturer begynder at blande sig med lærerens tale. Hænder bliver rakt op og spørgsmål stillet. Alle er stadig vaklende, for vi har endnu ikke meget materiale at bygge vores udsagn på. Jeg prøver også selv at sige noget, men ikke noget videre interessant, bare en almindelig halvligegyldig kommentar.

Timen havde dog en ende, og vi strømmede ud og hjem for at købe bøger.