Efterår

Jeg er træt. Både Kæresten og jeg ligger på vippen til en omgang efterårsforkølelse, men selvom mit hoved værker og alt foregår i nedsat tempo, så har jeg det rart. Haven begynder at visne, og træernes blade stråler i gult og brunt.

Jeg har en liste over ting jeg skal have ordnet, men det stresser mig ikke, for ingen af tingene  på listen risikerer at vende op og ned på mit liv. De fleste af tingene handler om småting jeg ikke fik taget mig af i de måneder jeg kæmpede med universitetet. Jeg får nok ikke lavet noget af det i dag, men for første gang i lang tid giver det mig ikke dårlig samvittighed, og det er rart, hvilket ikke kan undre nogen.

Jeg ved at mit humør på det seneste har vagt bekymring. Jeg har også selv været bekymret. Mange gange har jeg overvejet, om mit studie virkelig er det værd, men nu da min ansøgning er blevet godkendt, kan jeg sige, at jeg er glad for, at jeg tog kampen op. Havde jeg tabt, havde jeg kunnet slippe for lektier, eksamener og at nødvendigheden af at beskæftige mig med spørgsmål der ikke umiddelbart interesserer mig. Det er langt sværere at beskrive hvad jeg har vundet ved at vinde, men jeg kan forsikre jer om, at det føles godt, og jeg er sikker på, at det kommer til at føles endnu bedre når jeg ikke længere har ondt i hovedet.

Indtil da kan jeg sidde her og se ud på fuglene og børnene der nyder det gode vejr, og jeg smiler lidt for mig selv, når en mor kommer løbende med en jakke til sit barn, fordi  hun ikke synes at nær så godt som han gør.

Endelig et svar

Her for nogle dage siden, fik jeg endelig svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning. De har heldigvis godkendt den. Jeg vil ikke så meget sige at jeg er glad, som at jeg bare åndede lettet op. Jeg har på intet tidspunkt for alvor frygtet at blive smidt ud af universitetet, men jeg har i lang tid båret på tungden af alt det arbejde, forvirring og usikkerhed der hele tiden lå forude, så længe de ikke havde godkendt min ansøgning.

Nu da den var blevet godkendt, hvad så? Tja, så ikke så meget. Selvfølgelig var der lettelsen, men den virkede kun som noget særligt i kort tid, så blev den forvandlet til hverdag. Bekymringerne blev til noget der bare havde været engang. Andre ting begyndte at tage deres plads i forgrunden af min bevidsthed. Men der foregår for mange andre ting lige nu til, at jeg egentlig når at tænke på, hvad det kommer til ar betyde for mig.

Mest kommer det nok til at betyde, at jeg bliver nødt til at fokusere på mine lektier igen, i stedet for at undskylde mig med, at jeg havde rigeligt at tænke på. Mest af alt er jeg bare glad for at have ferie, at have tid til ikke at føle mig presset, før jeg begynder at blive stresset over nye ting som eksamenslæsning og lignende.

Hvad jeg skal lave i min efterårsferie

Så har jeg ENDELIG fået efterårsferie, og på grund af en eller anden grund, som jeg ikke lige kan huske hvad er, så har jeg hele to ugers ferie. jeg trænger virkelig til ferie. Jeg har endnu ikke fået noget svar fra universitetet angående min dispensationsansøgning, men lige nu er jeg lidt ligeglad, eller jeg prøver i hvert fald på at være det. I stedet har jeg tusindvis af spændende planer for ferien.

Her er nogle få af de ting jeg har planer om i ferien:

Jeg har to bunker af bøger, som jeg håber at få læst i løbet af ferien. Den til venstre er min frivillige læsning, og den til højre er skolebøger. Jeg håber virkelig, at jeg får set bare en lille bitte smule fra den højre bunke, men jeg forudser at det bliver meget begrænset, for den venstre bunke er simpelthen så fristende...

Jeg skal selvfølgelig også tegne lidt. Jeg er næsten altid i gang med at tegne et eller andet, og sådan har det været siden jeg var helt lille. Lige for tiden er det sjældent, at jeg kaster mig over større projekter med lærred og maling. I stedet holder jeg mig til små simple motiver med blyant eller kuglepen. Det er et spørgsmål om, at jeg slet ikke kan overskue de store projekter. Disse små tegninger er lette at tage frem og lægge fra sig igen. Der er ingen pensler der skal vaskes, tuber man skal sikre sig er lukket ordentligt, ingen våd maling der kan smitte af på ting der helst ikke skal maling på. 

I løbet af sommeren har jeg været med Kæresten og nogle venner på en række shelterture, hvor vi sidder rundt om bålet den halve nat, og nogle gange overnatter vi også i skoven. Hver gang går jeg så i gang med at snitte en træfigur, som jeg så færdiggøre derhjemme. Denne forestiller godt nok en hare, men alle de andre har været små mennesker, for jeg fik oprindeligt ideen fra Emil fra Lønneberg.

Jeg har et gammelt Polaroidkamera SX-70, som jeg elsker at tage billeder med. Det er en lidt dyr hobby, men det er en ganske tilfredsstillende måde at fotografere på. Det har instant fremkaldelse, men i modsætning til digitale billeder er der ingen mulighed for at manipulere med motivet. Der er ingen fotoshop til at få modeller til at se endnu tyndere ud end de egentlig er.

Om at føle sig uønsket

Dette bliver nu det niende blogindlæg i træk der handler om min kamp med universitetet. Det er ikke fordi der ikke sker andre ting i mit liv, eller fordi disse ting ikke er vigtige. Det er bare det, at denne store sky af problemer som jeg oplever med universitetet er med til at forme og farve alt hvad jeg ellers laver.

En ting er alle de praktiske problemer sagen fører med sig, møder, diskussioner, spørgsmål, men når man hele tiden føler sig behandlet som en der er uønsket, så er det svært ikke også at føle sig som en der er uønsket, og selvfølgelig er det svært ikke at bringe denne følelse med sig ind i alt hvad man gør. Det er en rugende fornemmelse der ligger omme i baghovedet og som pludselig dukker op. Jeg kan sidde midt i en hyggelig samtale, og så pludselig rammes jeg af tungsind. Det er ikke som at blive ked af det. Der er tusindvis af grunde til, at jeg ikke behøves at være ked af det, men det er som et angreb af tvivl i alt hvad man gør. Følelsen af aldrig at gøre det godt nok. Trætheden. Og jo mere man bekymrer sig jo mindre energi er der tilbage til at fuldføre sin gerning.

Det er heldigvis ikke en følelse der er der hele tiden. Det meste af tiden lever jeg bare mit liv, sådan helt stille og roligt. Jeg mærker nok, at mit energiniveau er lavt, men det er jo ikke en katastrofe, at jeg ikke får læst alle mine lektier, det er højst lidt irriterende. Det er også okay, at en opvask måske får lov til at stå lidt længere end normalt. Det er alle disse små hverdagsting der ikke betyder så meget, men når tungsindet så rammer, så føles det som et bevis på hvordan jeg ikke er noget værd og hvordan alting begynder at styrte sammen sammen om ørene på mig.

Det er en masse modstridende følelser, og det er meget forvirrende at stå i. Så i 9+ uger nu har jeg levet i en vedvarende usikkerhed og forvirring, og jeg kan tydeligt mærke hvordan det tærer på mine kræfter. Tidligere var en middagslur noget jeg tog en gang imellem, hvis jeg havde haft en særlig hård dag, men nu er det en nærmest daglig ting, og hvis jeg ikke lige kommer op og ligge lidt, så går jeg næsten altid i spåner over hvor usigelig svært det er at komme igennem dagen.

Alt for megen løsningsorientering

Det er enormt svært for mig at komme til at tale om mine følelser for tiden, for hver eneste gang jeg begynder at sige noget, så bliver jeg afbrudt af folks hjælpsomme forsøg på at analysere mit problem og løse det. Og det irriterer mig, for jeg ved udmærket godt hvad mit problem er (studieadministrationen) og hvordan jeg forhåbentlig skal løse det (sende min ansøgning). Denne sag har kørt i månedsvis (5 måneder) og jeg er efterhånden ret træt af at tale om det, især fordi der så sjældent er noget nyt at fortælle.

Det er godt at kunne tale om problemerne, men jeg er langt mere som person en dette ene spørgsmål, men når folk fokusere så meget på nettop denne ting, så kan det være svært at bringe andre emner på banen. Det burde ikke være sværere end at sige "jeg vil egentlig hellere tale om .....", men det der gør det svært er frygten for at dette så også bliver et af de emner man ikke vil slippe igen.

Jeg kan godt nogle gange blive mere sur over det, end jeg egentlig kan tillade mig. Jeg ved jo godt, at folk bare forsøger på at være venlige, og vise at de gerne vil stå til rådighed, hvis jeg har brug for hjælp, men når jeg så bag efter sidder og tænker på det der bliver sagt, så får jeg en væmmelig følelse af, at man gør sådan, bare fordi det er nemmest. Hvis man roder rundt i de samme spørgsmål igen og igen, så behøves man ikke tænke over hvad man ellers skal sige.

Jeg tænker, at det jo nok er noget vi alle sammen gør, for hvordan skal man ellers indlede en samtale? Normalt er det jo heller ikke noget problem, men så snart man har et større problem som det er åbenlyst at tale om, og man samtidig har flere folk der spørger ind til hvordan man har det, så når man efterhånden en grænse, hvor man har lyst til at eksplodere hver eneste gang emnet bliver berørt.

Lad os tale om den melankolske følelse man får når vejret bliver koldere og træerne bliver gule. Lad os tale om hvor ensomt det er at gå i en klasse, hvor man ikke har en ven, også selv alle er enormt søde mod en. Lad os tale om hvordan lektier er noget lort og at det er træls at cykle i regnvejr, men lad os for guds skyld lade være med at tale om hvordan man bedst kan løse disse problemer,