Spørgsmål om fremtiden

Jeg har siddet hele eftermiddagen og skrevet på et blogindlæg der bliver ved med ikke at blive til noget. Jeg har skrevet mange linier, som jeg efterfølgende har slettet igen. Det er ikke fordi det var nogle dårlige linier, men det handlede mere om, at jeg ikke  vidste hvad det var jeg prøvede at formulere.

Jeg ville gerne skrive om, at jeg har læseferie, men laver alt andet end at læse til eksamen, og om hvordan meget af min entusiasme for universitetet er forsvundet i løbet af de sidste 8 måneder, men jeg ville gerne skrive mere end bare det. Jeg ville gerne kunne fortælle noget om hvorfor, problemet er bare, at jeg ikke har nogen helt konkret ide om hvorfor det er sådan. Jo, jeg ved godt at min kamp med/imod universitetsadministrationen har haft en stor betydning, både på grund af al den tid og alle de kræfter det har taget, men også fordi jeg har måttet indse nogle ting om hvor sårbar min stilling på universitetet er. Jeg ville også kunne sige noget om hvordan jeg selv og livet omkring mig har forbedret sig i en grad, hvor universitetet ikke længere er mit eneste åndehul og det eneste der virkelig betød noget. Problemet er bare, at hver gang jeg prøver at skrive om det, så ender jeg altid ud i det samme spørgsmål: Hvad er det jeg vil?

Hvorfor går jeg på universitetet? Hvad har det af betydning for mig? Hvor vil jeg hen med det? Hvorfor var det i det hele taget at jeg begyndte? Er den grund noget der er relevant for mig i dag? Det ene spørgsmål bliver til mange, og de skræmmer mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, eller i det hele taget hvordan jeg skal komme frem til et svar. Det er faktisk først nu, imens jeg sidder og skriver dette, at jeg har sat ord på disse ting, og det er både skræmmende og overvældende. Der er ikke tale om at jeg pludselig vil droppe universitetet eller gøre noget andet drastisk, men jeg må erkende at det er nogle spørgsmål jeg bliver nødt til at tage alvorligt.

Der er mange ting man bare kan gøre fordi man plejer at gøre det. Faktisk er det sådan jeg kommer igennem de fleste af mine dage. Men når der dukker et spørgsmål op af denne slags, så er man nød til at lede efter en form for svar. Måske er svaret at man skal fortsætte som før med hvad man havde gang i, men så længe at man ikke ved at det er svaret, så bliver det kun sværere og sværere at fortsætte. Samtidig kan det være enormt skræmmende at spørge sig selv, for hvad nu hvis svaret er, at man skal gøre noget andet? Tanken om at ting måske kan ændre sig er rædselsvækkende.

For ikke at slutte på alt for deprimerende og eksistentialistisk vis, så kommer der her et billede af verdens sejeste servietter som vi har fået af Kærestens familie i Tyskland.

Årsdag

I dag er det så meningen, at jeg skal skrive om hvordan jeg lige har fejret 4 år uden selvskade, men jeg ved ikke hvad jeg har at sige til det. På den ene side har det været rigtig dejligt med al den ros og alle de søde beskeder jeg har fået, men det føles samtidig lidt underligt. Det føles underligt at få ros, når man ikke selv føler glæde eller stolthed derved. Ikke at forstå det sådan at jeg er ked af det eller savner det. Mest er det måske fornemmelsen af, at selvskaden kun var en enkelt lille del af et stort komplekst puslespil. 

Jeg fejrer årsdagen for sidste selvskade fordi det er en af de få ting hvor jeg kan fastsætte en dato. Jeg kan derimod ikke fortælle hvornår min spiseforstyrrelse fortog sig. Der er ikke et stort fedt kryds i kalenderen den dag jeg sidst bevidst spiste for lidt eller den dag jeg sidst spiste alt alt for meget på en anderledes måde end når almindelige mennesker spiser for meget. Jeg kan ikke sige hvornår alting gik væk fra at være for meget til hvad jeg kunne klare. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og tænkte at nu var alting godt. Det var noget der kom snigende. En god dag hist og en uge her, en dårlig periode der var lidt kortere end ellers, en dårlig dag jeg havde nået at samle kræfter til at kunne overvinde. 

Begyndelsen til en god periode var aldrig noget jeg noterede mig vant som jeg var til at det var en illustration af et håb, og da jeg så en dag måtte indrømme over for mig selv, at nu gik det vist bedre, så var det ikke til at gennemskue hvornår det egentlig vrede startet. Jeg fejrer derfor hvert år årsdagen for selvskaden, men det er mere en symbolsk dag end en reel fejring af bedre tider. Jeg er glad for at have det bedre og derfor fejrer jeg dagen, men den reelle dato er ikke en dag jeg er følelsesmæssigt knyttet til, og derfor kan det virke underligt når folk siger tillykke. 

Hoster mine lunger op

Jeg skrev for et par uger siden om hvordan jeg var 'behageligt syg'. Det er jeg så ikke længere, nu er jeg bare syg. Rigtig ubehageligt syg. Jeg har ikke ondt ud over en enkelt hovedpine hist og her. I stedet hoster jeg. Hoster hele dagen og hele natten. Langvarige tørre hosteanfald der efterlader mig udmattet og ugidelig. Ud over hosten er jeg frisk nok, eller det er i hvert fald hvad jeg går og bilder mig selv ind. Hvis jeg så prøver at foretage mig noget mere krævende end at sidde i sofahjørnet med en bog, så må jeg hurtigt opgive og sætte mig tilbage i sofaen. Det generer min stolthed at lade Kæresten skal tage sig af alt det praktiske i hjemmet. Han derimod ser på mig med kærlige medfølende øjne og undlader at beklage sig over manglende nattesøvn. Det store spørgsmål om om jeg har smittet er endnu ubesvaret. Heldigvis viser det sig at den eksamen jeg troede jeg skulle tage her i december skal jeg først tage i februar. Det giver mig lidt tid til at komme til hægterne igen før den eksamen jeg er sidst i januar. Mindre heldig kommer min jul nok til at være.