Skoletræt

Jeg var nede på universitetet for at tale med min vejleder om hvor ugidelig jeg har følt mig på det seneste. For første gang blev ordet skoletræt bragt på banen. Det føltes helt underligt at sige det. Det var ikke fordi det virkede farligt, sådan som nogle ord godt kan føles. Ord der, når de bliver sagt højt, kaster en moralsk dom.

'Skoletræt' er en mere neutral betegnelse, men det var ikke noget jeg havde så meget som tænkt på at bruge om mig selv. Jeg er  jo den der nørdede type, en af dem der ligefrem elsker skolen. Og alligevel er det den betegnelse der passer bedst.

Til sommer det 5 år siden jeg vendte tilbage til universitetet efter 5 års sygdom. Det er 5 år hvor jeg har gået på tre forskellige årgange. De mennesker jeg startede ud sammen med er begyndt at blive færdige og spredes for alle vinde, og det kan godt føles lidt ensomt at sidde tilbage. De mennesker jeg følges med er søde og rare, men den træthed jeg føler indeni skaber en distance mellem dem og mig. En distance der måske nok let kunne overvindes, men trætheden gør, at jeg ikke engang er sikker på om jeg ville have lyst.

Hos vejlederen blev emnet orlov bragt op, ikke som noget vi vil gøre noget ved nu, men som en nødplan, hvis jeg stadig har det sådanher efter sommerferien. Som tingene er lige nu i tiden op til eksaminerne, så er ordet orlov en fryd for øret. Alt andet end eksamenslæsning lyder faktisk rigtig godt. Men ville det stadig lyde godt efter at de første par ugers ferietilstand var overstået? Det er jo ikke sådan, at et semesters orlov er det samme som at droppe ud, men tanken føles alligevel lidt sådan. En pause kunne måske endda genopvække noget af den samme iver som jeg følte for studiet for bare nogle få år siden. 

Hvis jeg tog orlov ville det jo ikke være sådan, at jeg slet ikke lavede noget. Jeg ville jo nok fortsætte med at arbejde med bøger. Jeg ville måske gøre alvor af mit forsøg på at lære mig selv tysk. Jeg er glad for at jeg ikke skal træffe en beslutning nu, for der er mange ting der skal overvejes, især når det gælder alt det bøvl jeg jo nok i så tilfælde ville ende med at få med studienævnet, og jeg har jo erfaring med at den slags ikke går så let som man havde håbet.

Ufokuseret

Jeg har på det seneste været lidt ustabil i at lægge indlæg op på bloggen. Jeg beklager rigtig meget. April har været en meget travl måned for mig og alle mine sædvanlige rutiner har været sat ud af kraft. Det er ikke noget der går ind og ødelægger min hverdag. Jeg føler mig stadig rask og glad. Det gør derimod, at når jeg prøver at tænke over hvad jeg gør eller på hvad jeg gerne vil, så føles mit hoved tungt og mine tanker tågede. Det meste af min tankekapacitet går på holde rede på de ting der skal gøres. Jeg kan bruge en hel time om aftenen på at få styr på næste dag og finde ud af hvornår jeg kan træne, købe ind og læse lektier.  Jeg lægger mine planer, bliver i tvivl, lægger dem om, fortryder og ender med at opgive mindst en af opgaverne. Der er mange ting jeg ender med ikke at få gjort fordi jeg ikke kan få det passet ind. Andre ting vælger jeg at ignorere for at undgå at skulle tage stilling. At tage stilling betyder at bruge en masse energi, og det orker jeg ikke.

Jeg føler mig ikke stresset. Stresset er når det kommer så vidt, at man bliver syg af det og man får svært ved at fungere i det daglige. Jeg fungerer, selvom det selvfølgelig er på et nedsat energiniveau. Hvad jeg er føles mere bare som ufokuseret. Jeg har gang i 117 forskellige ting og gør derfor ingen af delene særlig grundigt. Spørgsmålet er dog, om det er for mange ting jeg har gang i eller om mit manglende overskud bare går ud over alle de ting jeg har gang i.

Det gør mig lidt nedtrykt at se hvordan hovedparten af alt hvad jeg gør være gjort halvhjertet. Det føles lidt som om, at jeg måske bare ikke er god nok til at gøre tingene ordenligt.

Endelig ferie?

Jeg ved ikke om jeg skal være glad for at det er ferie. På den ene side er jeg helt klart glad, woohoo, ingen lektier, ingen forpligtelser, den befriende følelse at vide, at man har ferie. Men når jeg ser på kalenderen kan jeg godt se, at jeg i virkeligheden ikke får spor mindre travlt. Min april er et kaos af aftaler og forårsfornemmelser. Der ligger bunker af emails og venter på mig, hvoraf nogle af dem faktisk er temmelig vigtige. Der er familiearrangementer i tre forskellige grene af familien hvortil der skal arrangeres transport, beklædning og ikke mindst gaver. Tiden bliver ikke mindre knap af, at nogle af disse gaver er bøger som jeg gerne lige vil nå at læse selv først før jeg pakker dem ind. Jeg trænger desperat til en pæn kjole, men jeg lever i let skjult frygt for prøverummenes nådesløse belysning.

Jeg har lige været i Lalandia med en veninde og hendes små børn. Jeg elsker de små krudtugler, men det er tre dage siden jeg kom hjem, og jeg føler mig stadig ør i hovedet af udmattelse. Jeg elsker børn, men mit forhold til dem fra de første par timer at være "ih, hvor er de bare nuttede, jeg vil også have en", til at være "åh Gud, hvor er jeg træt, kan der ikke lige komme noget i fjernsynet der kan paralysere dem i et par timer". Det hjalp da heller ikke, at den 3-årige nikkede mig en skalle den første aften. Der var ikke nogen egentlig grund til at han gjorde det, han var bare træt og hans motorik ikke så god. Dagen efter var jeg ved at komme alvorligt til skade på en vandrutchebane, hvor jeg ufrivilligt tog turen ned med hovedet først og stængerne i vejret, hvorefter den 5-årige blev sur fordi jeg var kørt ned uden hende.

Studierne ligger også og presser sig på. I dette semester har jeg kirkehistorie om oldkirken og middelalderen, hvilket jeg finder enormt spændende, men alligevel har det været svært for mig at finde motivationen. Det er egentlig ikke noget der haster. Min eksamen ligger først sidst i maj, først i juni, men efter over 20 års skolegang er dårlig samvittighed over manglende lektielæsning lige så indgroet en del i min personlighed som at bruge sarkastiske bemærkninger i defensive situationer.

Slutteligt har jeg på arbejde tusindvis af nye ideer og projekter jeg gerne vil prøve af, hvoraf ingen har nogen egentlig effekt, men heldigvis er jeg så ny i faget, at det ikke kan tage modet fra mig.

Om at dele sine interesser

Jeg er stadig super glad for mit arbejde på antikvariatet. Bøger er og bliver en af mine største interesser, og det er skønt at få lov til at gå og sætte dem på plads eller flytte rundt på dem. Jeg elsker i modsætning til min chef når kunderne roder, for så har jeg en grund til at sætte bøgerne tilbage på hylderne. Mine egne bøger derhjemme står for det meste i nogenlunde orden, så jeg tager dem stort set kun ud af reolen når jeg skal bruge dem til noget, og det kan i længden godt være lidt kedeligt. Når jeg derimod går nede i antikvariatet og sætter på plads, så får jeg rigtig god mulighed for at se hvad det egentlig er for bøger vi har.

Grunden til at jeg nævner det er, at alt for få deler min interesse, og at det derfor kan være at min chef bliver nødt til at lukke den butikken ned og frem over udelukkende sælge over nettet. Jeg ville stadig kunne fortsætte med at arbejde for ham, og selvom jeg stadig ville elske det, så ville det dog ikke være helt det samme. Det både forvirrer mig og ærgrer mig, for når jeg færdes på Instagram, kan jeg se, at jeg langt fra er den eneste der har denne interesse, men jeg ser også, at rigtig mange af dem der deler min interesse lever langt ude i den store vide verden. Jeg ved ikke om der er noget ved danskerne der gør, at vi er mindre interesserede i gamle bøger end andre, eller om der på verdensplan er en stigende interesse for gamle bøger, hvor tendensen bare ikke er nået til Danmark endnu.

Jeg kan huske som ung i 90'erne hvordan genbrugstøj blev set som noget af det mest nederen der var til.
- "Ad, hvad nu hvis en gammel dame døde i det tøj?"
- "Det er et par jeans* størrelse 12 år der aldrig har været brugt, mærket sidder stadig i..."
(* Dengang kaldte vi dem stadigvæk cowboybukser, eller som en jeg kendte cowboyderbukser).
Men nu om dage er det helt okay, der findes endda luksus-retro-genbrugstøjs-butikker. Jeg har det bare sådan, at hvad nu hvis en masse antikvariater lukker, fordi tendensen er for langsom til at komme til Danmark, så vil læssevis af ellers ganske udmærkede bøger blive smidt ud. Jeg er selv med til at smide en masse ud for tiden, og jeg er generelt god til at smide ud, også bøger, men det gør stadigvæk lidt ondt i hjertet at gøre det.

Jeg kender rigtig mange af de folk der mener at man ikke må smide bøger ud, men hvis folk ikke køber dem og der hele tiden kommer nye ind, hvad skal vi så stille op med dem? Usolgte bøger fylder og huslejen skal betales.

Jeg har prøvet at lave et super kort lille spørgeskema om køb af brugte bøger (som en meget gerne må udfylde, der er kun fire spørgsmål https://da.surveymonkey.com/r/N7WM78Y ). Den er ikke spor professionelt lavet og den er primært blevet besvaret af folk jeg kender på facebook. De fleste besvarelser siger, at man ville være villige til at købe brugte bøger, hvis de var billige, men det reelle salg består at bøger i den midterste prisklasse, bestående af et lille antal udvalgte titler. George Orwells "1984" er meget populær for tiden, men "Burmadage" af samme forfatter er nærmest usælgelig på trods af, at den kombinerer en kendt forfatter og et land der er stor fokus på.

Jeg må indrømme, at jeg ofte synes at vi menneskers opførsel kan være ret forvirrende.