I går var jeg inde og berøre emnet selvmord, og der var et spørgsmål de altid stillede mig på hospitalet, når jeg kom in med en overdosis piller, "tænker du slet ikke på din familie". Nogle gange var spørgsmålet kærligt ment som, hvor de prøvede at få mig til at forstå, at der var folk der elskede mig. Andre gange var det ment som en kritik "din egoistiske lille tøs, at du kunne gøre det".
Jeg tænkte faktisk på min familie, og jeg holdt af dem på min egen indesluttede måde. Jeg fortalte ikke min familie om mine selvmordsforsøg de første mange gange, for det var jo mislykkedes forsøg, og jeg ville ikke spilde deres tid, jeg var ikke ude efter deres opmærksomhed, eller jeg ville egentlig så uendeligt gerne have den, men jeg ønskede ikke at være mere til besvær, end jeg allerede var. Jeg vidste godt at de ville sørge hvis det lykkedes mig, jeg vidste jo godt at de holdt af mig, men jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået.
Jeg var godt klar over, hvordan mit liv så ud udefra, jeg vidste godt, at min hud var grå og mine øjne døde. Jeg så sorgen i deres øjne, men tolkede det som skuffelse. Når man får et barn ønsker man sig bare at det skal være sundt, raskt og glad, tre ting jeg ikke kunne præstere, og når jeg ikke engang kunne smile til dem juleaften, når jeg ikke engang kunne gøre den ene lille ting for dem. Jeg havde fejlet som datter, søster og barnebarn, ligesom jeg havde fejlet med skolen og med livet generelt.
Hvis det var min søster der havde det sådan ville jeg hver dag frygte for hendes liv, og jeg tænkte, at jeg nok aldrig ville få det bedre, så hvis jeg kunne dø tidligt i forløbet, så ville jeg spare min familie for en masse bekymringer.
Men det meste af tiden tænkte jeg bare på mig selv, jeg havde ikke kræfter til at tænke på andet.Jeg er en fighter, og hver dag kæmpede jeg for at holde mig i live, men kampen udmattede mig, og jeg ville bare have lov til at stoppe det hele, og det gav de mislykkede selvmordsforsøg mig muligheden for. Det gav mig tre dage hvor verden udenfor hospitalssengen ikke eksisterede. Jeg var altid relativt glad når jeg lå i hospitalssengen, for jeg fik en ny chance, og jeg tænkte, at et kun kunne blive bedre.
Under hele mit sygdomsforløb befandt min familie sig i periferien af mit liv, for jeg kunne ikke lukke em længere ind, det ville gøre for ondt. Min lillesøster græd, og min far fik en klump i halsen, og kun Gud ved hvilke kvaler min farmor gik igennem, men de vendte ALDRIG ryggen til mig, de bagatelliserede aldrig hvad jeg måtte gå igennem, de skyndte aldrig på mig.
Det føles som en evighed siden, men stadig er det så forfærdelig tæt på, at vi har svært ved at tale om det, men det er også et emne der er svært at tale om, for hvad kan man sige andet end "Jeg har savnet jer"?
mandag den 30. september 2013
søndag den 29. september 2013
Panodilpigen
Togene helt tidligt om morgenen går ikke på nogle gode tidspunkter, så jeg kommer til Aarhus MEGET tidligt. I fredags da jeg kom til stationen tænkte jeg "jeg har fornuftigt fodtøj på, vejret er friskt, jeg tror da lige at jeg GÅR ind på uni". Det er en fin gåtur på en halv time, tre kvarter, men for ikke at gå ved en alt for trafikeret vej, drejede jeg af og gik ind gennem hospitalsområdet. Det var det somatiske (almindelige) hospital og ikke psykiatrisk, men jeg har alligevel mange minder derfra, og de kom væltende ind over mig, og jeg gik og blev helt melankolsk.
Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.
En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.
Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.
Hvor nemt tror nogle folk det er at tage Panodiler? For mig var det enormt svært. Jeg fik en umanerlig kvalme bare efter nogle stykker, og en del af min hjerne kæmpede imod, for jeg vidste jo godt, at det var fundamentalt forkert. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet gennemføre det hvis det kun handlede om opmærksomhed, men selv hvis det kun havde handlet om det, må man så ikke formode, at der er et problem der der fortjener opmærksomhed?
Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda
Når jeg havde taget piller og blev kørt på hospitalet var der to forskellige hospitaler jeg kunne ende på. Dette hospital var det gode, hvor de snakkede med mig og så mig. Det andet sted så de lige igennem én når de en sjælden gang så til mig, for jeg var jo bare en 'panodilpige'.
En sygeplejerske på det gode hospital fortalte mig, at de fra psyk var blevet instrueret i ikke at snakke med os, for vi skulle jo nødig få en god oplevelse og blive inspireret til at gøre det igen, men det gik imod alt det hun havde lært på sygeplejeskolen, det gik imod alt hvad hun følte som menneske. At tage panodiler er både fysisk og psykisk en voldsomt ubehagelig oplevelse, lidt medmenneskelig kærlighed ændre ikke på den sag, men det gør at man en dag kan vågne op og tænke "x sagde, at jeg fortjener at leve, og måske har hun ret". På det andet hospital følte jeg mig som menneskehedens bærme, som en der burde gøre samfundet den tjeneste at gøre det (selvmordsforsøget) ordentligt næste gang.
Sådan var det også i ambulancerne. Jeg har aldrig mødt en ambulanceføre der viste mig venlighed, men det er vel hvad man kan forvente, er det ikke? Jeg var jo selv ude om det. Jeg får altid en følelse når jeg ser en ambulance. Dengang da jeg havde det rigtig skidt fik jeg lyst til at græde. Jeg tænkte at det burde være mig den kom efter, jeg tænkte, at den kunne føre mig til min redning. Jeg ville gerne dø, men jeg ønskede også, at nogen skulle overbevise mig om, at det ikke var nødvendigt. Så jeg blev altid så skuffet når de i ambulancen var kolde og afvisende. Nu om dage føler jeg mere en melankoli over at det skulle blive så slemt før det blev bedre.
Alt det gik jeg og tænkte på der på hospitalsområdet. Vejret var vitterligt meget friskt, og mine fingre var isnende kolde. Jeg samlede en kastanje op, en af dem med smukt mønster, som jeg gik og legede lidt med. Det er meget fint med tilbageblik engang imellem, for det sætter tingene i perspektiv. Nogle dage synes jeg for eksempel at det er hårdt med mine latinske verber, men nej, det er jo i virkeligheden ikke spor hårdt, ikke i forhold til de ting jeg måtte igennem dengang, men det føles godt, at det føles hårdt, for det siger noget om, at mine personlige problemer er ret overskuelige for tiden. Jeg smiler lidt ved mig selv og tænker, at det er en skam, at alle de mennesker jeg mødte dengang, både dem der hjalp og dem der ikke gjorde, at de aldrig får lov til at se den raske den glade Linda
lørdag den 28. september 2013
Om det sociale
En at hovedårsagerne til at jeg genstartede på universitetet var et sociale aspekt som jeg savnede i min hverdag. Til at starte med var jeg uendeligt nervøs, og i min dagbog skrev jeg ting som
Nu er der gået et år, og jeg er ikke længere hende den fremmede. Jeg er med både socialt og fagligt, og selvom jeg er lidt stresset, så tror jeg nærmest, at jeg er lykkelig. Lykkelig... Hvad vil det sige at være lykkelig. Det er en lyst til at gå i seng for at stå op i morgen til en ny dag. Det er at sidde i bussen og og smile lidt hen for sig selv. Det er at elske sin familie og venner, og vide at man gør det.
Og dog sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Min aller bedste veninde er stadig meget syg, men jeg bruger ikke længere lige så meget tid på hende. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, eller fordi jeg glemmer hende, men jeg tænker, at det da umuligt kan være spændende at høre alt for meget om latin, men på den anden side kan det jo heller ikke være spændende slet ikke at høre noget. Der er så mange ting jeg har lyst til at fortælle hende, for hun er den eneste der ville kunne forstå, at jeg glemte min madpakke, og jeg spiste ikke i syv timer, hvilket fik mig til at føle mig høj og euforisk. Bagefter spiste jeg en stor pastaret, så jeg er ikke ude på at sulte mig selv, men den spiseforstyrrede Linda er stadig derinde et sted. Jeg kan ligefrem høre hvordan folk siger "det er ikke godt", men min veninde ville forstå at spiseforstyrrelsen også har sine gode sier.
Jeg holder uendeligt meget af min veninde, men så kommer jeg op på uni, og en spørger til min oversættelse af sætning 10, og læreren siger efterfølgende at min oversættelse er rigtig flot. Min sidemand og jeg bliver enig om, at man er et DÅRLIGT menneske, når man ønsker at en fiktiv person gør noget slemt, voldtager eller stjæler, for at gøre teksten lidt interessant, og så griner vi indforstået, og jeg glemmer et øjeblik min veninde og vores fælles sygdom.
I toget hjem får jeg dårlig samvittighed og sener fem hjerter til hende over sms. Jeg vil gerne være lykkelig, men jeg ville også ønske, at jeg kunne give hende noget af følelsen, som en personlig gave fra mig til hende.
11/9-12 fik øjenkontakt med en af pigerne.
13/9-12 talte med en af pigerne foran klasselokalet, og hun satte sig ved siden af mig.Hvorfor er dette så vigtige oplysninger, det er det ikke hvis man ikke ved præcis hvor upopulær jeg var i folkeskolen og gymnasiet. Hver morgen når jeg kom i skole prøvede jeg at regne ud HVOR pigerne ville sidde, så jeg kunne sidde der og komme til at sidde ved siden af dem, men de satte sig selvfølgelig altid andre steder. Jeg vidste selvfølgelig godt hvorfor de gjorde det, men det var lettere at tro, at jeg bare ikke havde regnet deres system ud. Men jeg er en anden person nu, venligere, mere velforberedt, og mine klassekammerater er også de år ældre.
Nu er der gået et år, og jeg er ikke længere hende den fremmede. Jeg er med både socialt og fagligt, og selvom jeg er lidt stresset, så tror jeg nærmest, at jeg er lykkelig. Lykkelig... Hvad vil det sige at være lykkelig. Det er en lyst til at gå i seng for at stå op i morgen til en ny dag. Det er at sidde i bussen og og smile lidt hen for sig selv. Det er at elske sin familie og venner, og vide at man gør det.
Og dog sidder jeg tilbage med dårlig samvittighed. Min aller bedste veninde er stadig meget syg, men jeg bruger ikke længere lige så meget tid på hende. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, eller fordi jeg glemmer hende, men jeg tænker, at det da umuligt kan være spændende at høre alt for meget om latin, men på den anden side kan det jo heller ikke være spændende slet ikke at høre noget. Der er så mange ting jeg har lyst til at fortælle hende, for hun er den eneste der ville kunne forstå, at jeg glemte min madpakke, og jeg spiste ikke i syv timer, hvilket fik mig til at føle mig høj og euforisk. Bagefter spiste jeg en stor pastaret, så jeg er ikke ude på at sulte mig selv, men den spiseforstyrrede Linda er stadig derinde et sted. Jeg kan ligefrem høre hvordan folk siger "det er ikke godt", men min veninde ville forstå at spiseforstyrrelsen også har sine gode sier.
Jeg holder uendeligt meget af min veninde, men så kommer jeg op på uni, og en spørger til min oversættelse af sætning 10, og læreren siger efterfølgende at min oversættelse er rigtig flot. Min sidemand og jeg bliver enig om, at man er et DÅRLIGT menneske, når man ønsker at en fiktiv person gør noget slemt, voldtager eller stjæler, for at gøre teksten lidt interessant, og så griner vi indforstået, og jeg glemmer et øjeblik min veninde og vores fælles sygdom.
I toget hjem får jeg dårlig samvittighed og sener fem hjerter til hende over sms. Jeg vil gerne være lykkelig, men jeg ville også ønske, at jeg kunne give hende noget af følelsen, som en personlig gave fra mig til hende.
torsdag den 26. september 2013
Om at snyde med sine lektier
I går havde vi prøve i latin omkring kasusendelser. Jeg havde 75% fejl, hvilket overraskede mig mere end det burde have, jeg ved nemlig godt at jeg er en snyder. Mine oversættelser i latin bliver nemlig ganske udmærkede, men det er ikke fordi jeg er god til latin, det er fordi jeg er god til dansk. Hvis jeg får x antal danske ord, er jeg ret god til at sætte dem sammen så det giver god mening, også udenhelt at kunne kende forskel på en akkusativ og en ablativ. Kasus endelserne kan jeg så genkende, og skrive in i mine noter uden helt at vide hvad jeg snakker om. Jeg kan øve mine kasusbøjninger lige så meget det skal være, men hvis jeg grundlæggende ikke ved hvad en ablativ er, så hjælper det mig ikke voldsomt meget.
Det var sådan jeg kom igennem græsk, men det var også derfor jeg dumpede til eksamen. Jeg har ikke lyst til også at dumpe til latin, så måske er det noget jeg bør tale med min tutor om.
Men jeg kunne ikke snyde mig igennem denne prøve, hvor vi selv skulle skrive kasusendelserne ind, og jeg ønskede ikke at snyde så meget, at jeg skrev af efter min sidemand som var meget bedre end mig. Det 'sjove' var, at det ikke kun var kasus jeg kludrede i, jeg kludrede i det hele, køn, tal, kasus og deklination. Det hele var et stort rod, så spørgsmålet var egentlig ikke hvordan jeg fik så mange fejl men hvordan jeg ikke fik flere.
Jeg laver en del sjov med det, men et er blandt andet for at skjule den trykkende fornemmelse jeg har indeni. Det er aldrig sjovt, at se på skrift, hvor dårlig man i virkeligheden er. Det er ikke sådan, at jeg føler trang til at sætte mig ned og græde, men jeg har lyst til at sætte mig i et hjørne og være deprimeret i et stykke tid. Det har jeg dog bare ikke tid til, for der er masser af lektier der skal laves, og jeg bliver nødt til at lave dem, hvis jeg skal blive bedre til dette her.
Selvmedlidenhed kan være godt, det er noget jeg går rigtig meget ind for, når nu der ikke er andre der har lyst til at have ondt af én, men det kan også være en hæmsko, når der er behov for, at man få fingeren ud og kommer i gang med at ændre på sin situation, og der er behov for at ændre ens situation, hvis man har behov for at føle selvmedlidenhed.
Akk: Køre ned i grøften
Abl: Køre nede i grøften
Det var sådan jeg kom igennem græsk, men det var også derfor jeg dumpede til eksamen. Jeg har ikke lyst til også at dumpe til latin, så måske er det noget jeg bør tale med min tutor om.
Men jeg kunne ikke snyde mig igennem denne prøve, hvor vi selv skulle skrive kasusendelserne ind, og jeg ønskede ikke at snyde så meget, at jeg skrev af efter min sidemand som var meget bedre end mig. Det 'sjove' var, at det ikke kun var kasus jeg kludrede i, jeg kludrede i det hele, køn, tal, kasus og deklination. Det hele var et stort rod, så spørgsmålet var egentlig ikke hvordan jeg fik så mange fejl men hvordan jeg ikke fik flere.
Jeg laver en del sjov med det, men et er blandt andet for at skjule den trykkende fornemmelse jeg har indeni. Det er aldrig sjovt, at se på skrift, hvor dårlig man i virkeligheden er. Det er ikke sådan, at jeg føler trang til at sætte mig ned og græde, men jeg har lyst til at sætte mig i et hjørne og være deprimeret i et stykke tid. Det har jeg dog bare ikke tid til, for der er masser af lektier der skal laves, og jeg bliver nødt til at lave dem, hvis jeg skal blive bedre til dette her.
Selvmedlidenhed kan være godt, det er noget jeg går rigtig meget ind for, når nu der ikke er andre der har lyst til at have ondt af én, men det kan også være en hæmsko, når der er behov for, at man få fingeren ud og kommer i gang med at ændre på sin situation, og der er behov for at ændre ens situation, hvis man har behov for at føle selvmedlidenhed.
onsdag den 25. september 2013
To tosser på banen
Der er en af pædagogerne der er i gang med at lære mig at spille badminton. Det går godt, og han roser mig meget, men i går skulle vi tage den lidt med ro på grund af min hofte, hvilket resulterede i, at vi spillede som to komplette idioter. En gang imellem fik vi gejlet hinanden lidt op, og så gik spillet egentlig udmærket, men så snart vi gik langsommere, blev vi også dårligere, ikke nok med, at vi ikke for af sted efter bolden, vi kunne ikke engang ramme den, når den kom flyvende lige imod os. Ramte vi den endelig røg den for det meste i nettet eller ud af banen. I det mindste var det os begge to der opførte sig som spader. Havde det kun været mig havde det været pinligt.
Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.
Det går ellers meget bedre med min hofte, men i weekenden var jeg hjemme ved min far, og jeg sad krøllet sammen i sofaen alle dagene, og jeg kom kun ud for at gå ud til bilen, hen til en ny sofa hos min farmor og tilbage igen. Det var et energiniveau som mit hoved trængte til, men mine balder var umanerligt ømme, da jeg kom på universitetet om mandagen og jeg klarede mig næsten ikke igennem to timer på en dårlig plasticstol.
tirsdag den 24. september 2013
Om ikke at lade sig overskygge af mig
Når jeg begynder at fortælle min historie, bliver folk tit tavse, for den virker meget dominerende på folk med al den blod, død og ødelæggelse. Tit glemmer jeg, at jeg også skal lade andre komme til orde, men når først jeg er begyndt at fortælle min historie, så er det svært at få andre til også at fortælle deres. Det var en af grundende til, at jeg holdt tilbage med min historie da jeg startede på uni.
En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.
Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.
Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden
En af dem jeg snakker med for tiden lader sig dog ikke intimidere, hun står fast, at hendes historie er lige så relevant for vores venskab som min, og hun har fuldstændig ret, og det giver en god ping-pong når vi snakker. Det er også spændende for mig at høre hvordan normale mennesker lever deres liv. Jeg ved en masse om hvordan man lever sit liv som syg og handicappet, men det er det normale jeg tilstræber. Langt hen ad vejen er det de samme liv vi lever 'dem' og 'os', 'vi' er måske bare mere ekstreme i nogle henseender. Det er for eksempel normalt at få en depression, det er knap så normalt at skære sin pulsåre som reaktion.
Det var spændende at høre hendes historier for gymnasiet, for det gav mig en mulighed for at fortælle de gymnasiehistorier der intet havde med sygdom at gøre, om gode og dårlige lærere, om lektier og om eksaminer. Det får mig til at føle mig helt normal, får jeg går ud fra, at hvad man kan kalde normal konversation er når én fortæller en historie, så siger den anden noget der svarer til den historie, enten en kommentar eller en tilsvarende historie, indtil man havner et eller andet utilsigtet sted. Normal kommunikation er IKKE, at én fortæller en historie, som den anden så overtrumfer, og så er det pludselig den historie det handler om.
Det med at overtrumfe historier kan lige så godt som sygdom handle om at man er en røv irriterende person, men jeg har ikke lyst til at være røv irriterende, jeg vil bare være en i mængden
mandag den 23. september 2013
Noget om dannelse
I går læste jeg et kapitel i min bog om den klassiske dannelse som prins Henrik har fået, og jeg tænkte, at jeg har spildt mit liv og jeg også vil være dannet. Vi skulle læse Homers "Illiaden" i gymnasiet, men jeg fik aldrig læst ret meget, det samme gjaldt Shakespeares "Hamlet". Så jeg læste en artikel om Kierkegaard på Wikipedia, tænkte på de ret intetsigende uddrag jeg har læst af "Frygt og bæven", og så droppede jeg projektet og gik i gang med at læse "Rocky" tegneserier.
Jeg er en bognørd, så selvfølgelig har jeg læst klassikere, men de er ikke nødvendigvis altid de mest spændende, faktisk er de tit ret uinteressante "Ulusses" af James Joyce var nok det kedeligste jeg nogensinde er kommet hele vejen igennem, og det er sikkert rent blær når ham fra scorebogen "The game" lister den som sin yndlingsroman.
Ikke dermed sagt at man skal lade være med at læse bøger, læs masser af bøger, læs tegneserier, læs artikler, læs alt hvad du kommer i nærheden af, læs sågar bag på den billige toiletrens fra Netto, læs, læs, læs, udvid din horisont
Jeg er en bognørd, så selvfølgelig har jeg læst klassikere, men de er ikke nødvendigvis altid de mest spændende, faktisk er de tit ret uinteressante "Ulusses" af James Joyce var nok det kedeligste jeg nogensinde er kommet hele vejen igennem, og det er sikkert rent blær når ham fra scorebogen "The game" lister den som sin yndlingsroman.
Ikke dermed sagt at man skal lade være med at læse bøger, læs masser af bøger, læs tegneserier, læs artikler, læs alt hvad du kommer i nærheden af, læs sågar bag på den billige toiletrens fra Netto, læs, læs, læs, udvid din horisont
Hvis du går hjem med en mand, og han ikke har nogen bogreol, så lad være med at knalde ham. John Waters
Med eller uden birkes?
Her i løbet af sommeren har der været meget tale om dette frygtelige hallalkød som vi nogle gange kommer til at spise, men jeg vil fortælle jer en 'hemmelighed', religiøse traditioner har blandet sig med vores mad i århundreder, måske endda årtusinder.
Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.
At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.
Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne
Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse
Nu om dage kan du få alle mulige slags franskbrød hos bageren, men i gamle dage kunne du få med eller uden birkes. Birkes, det kommer af det hebraiske BRK (BaRaK) som betyder velsigne. I gamle gamle dage var mange bagere jøder, og de velsignede brødet og puttede birkes på. Birkes på hebraisk hedder PRG.
At spise er noget af det mest intime vi foretager os, så tanken om at vi kan skille mad fra religion er utopisk. Kristendommen har meget få regler for mad, og i Danmarks lidt vandede forhold til kristendommen bliver det endnu mindre, så vi forstår ikke religioner der går op i den slags, eller det gør vi faktisk, vi kender dem bare under andre former som for eksempel kernesund familie og lignende. Så vi kender princippet, vi kan bare ikke lide når det går ud over os, vi kan ikke lide at blive prædiket for.
Når det gælder mad, er jeg aldrig blevet prædiket for af en muslim, men det sker nok rundt omkring. Jeg er dog blevet prædiket for adskillige gange af tilhængere at atkins og kernesund familie, men jeg elsker mine kulhydrater, så mig får de ikke ram på. Kost er et ømtåleligt emne
Når muslimer ikke vil spise vores frikadeller tager vi det personligt, fordi det er noget der er så tæt på, den hverdaglige danske oplevelse
søndag den 22. september 2013
Kong Henrik?
Jeg kan egentlig godt lide kongehuset, jeg interesserer mig bare ikke synderligt for hvad de går og laver, blandt andet kan jeg slet ikke holde styr på hvor mange børn de forskellige prinsesser efterhånden har fået, og jeg har stadig svært ved helt at se forskel på kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.
Mit eneste royale eventyr var i 3g, da jeg for anden gang på en uge blev taget ind og se dronning Margrethes kunstudstilling. Jeg kan egentlig rigtig godt lide hendes majestæts billeder, men jeg var 19 år, træt og sammen med andre 19-årige, så vi rendte og pjattede, og jeg snubler hovedet først ind i det næste rum. Jeg når at genvinde balancen, for så at stå over for dronningen selv. Jeg glemte alt om gode manerer og stod bare og stirrede dumt ned i gulvet mens hun blev ført ud af en bagindgang.
Det er selvfølgelig en ganske morsom historie, men hverken særlig respektfuldt over for hende, hverken i rollen som majestæt eller kunstner.
Grunden til at jeg i dag går den royale vej er, at jeg er i gang med at læse en bog om prins Henrik. Jeg har altid godt kunne lide prinsgemalen, måske især fordi medierne ikke kan lide ham, de portrætterer ham i hvert fald som en let komisk skikkelse, som man egentlig bør have lidt ondt af, og som det er blevet moderne at gøre grin med. Man snakker tit om at kvinders karriere står i skyggen af deres mænd. Prins Henriks karriere blev ædt af dronningens. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at der fandtes en Henrik før prinsen, men det gjorde der, en flot fyr og karrierediplomat.
Dronningen blev tronfølger ved grundlovsændringen i 1953, hende og Henrik blev gift i 1967, og hun blev dronning i 1972. Tingene var anderledes dengang, så det med at prins Henrik blev prinsgemal og ikke konge gav i og for sig mening, men er vi ikke kommet langt nok i kønnenes ligestilling til, at en mand kan opgive sin karriere for sin hustrus skyld, uden at blive gjort grin med, for er det i virkeligheden ikke det titlen 'prinsgemal' er, en joke? Vi ved alle sammen at det er dronningen der er dronningen, så hvorfor er det, at prins Henrik bliver gjort til grin hver gang han står frem og gerne vil være konge? Burde vi ikke hylde ham for at gøre noget som kun ganske få mænd var villige til at gøre dengang?
Ethvert barn ved at der er en konge og en dronning og at deres børn er prinser og prinsesser. Indikere titleforskellen dronningen og prinsen ikke at der er noget skummelt og uærligt, ja ligefrem ulovligt i deres forhold? Dog var de to voksne mennesker der forelskede sig og giftede sig, om ikke på normal vis, så i hvert fald på ærlig vis. De fik børn, og de blev regentpar, eller det gjorde de så ikke helt, for 'par' indikerer ligeværd. Hvad der foregår bag slottets mure vil jeg ikke gøre mig klog på, men i pressen er de langt fra lige .
Mit eneste royale eventyr var i 3g, da jeg for anden gang på en uge blev taget ind og se dronning Margrethes kunstudstilling. Jeg kan egentlig rigtig godt lide hendes majestæts billeder, men jeg var 19 år, træt og sammen med andre 19-årige, så vi rendte og pjattede, og jeg snubler hovedet først ind i det næste rum. Jeg når at genvinde balancen, for så at stå over for dronningen selv. Jeg glemte alt om gode manerer og stod bare og stirrede dumt ned i gulvet mens hun blev ført ud af en bagindgang.
Det er selvfølgelig en ganske morsom historie, men hverken særlig respektfuldt over for hende, hverken i rollen som majestæt eller kunstner.
Grunden til at jeg i dag går den royale vej er, at jeg er i gang med at læse en bog om prins Henrik. Jeg har altid godt kunne lide prinsgemalen, måske især fordi medierne ikke kan lide ham, de portrætterer ham i hvert fald som en let komisk skikkelse, som man egentlig bør have lidt ondt af, og som det er blevet moderne at gøre grin med. Man snakker tit om at kvinders karriere står i skyggen af deres mænd. Prins Henriks karriere blev ædt af dronningens. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at der fandtes en Henrik før prinsen, men det gjorde der, en flot fyr og karrierediplomat.
Dronningen blev tronfølger ved grundlovsændringen i 1953, hende og Henrik blev gift i 1967, og hun blev dronning i 1972. Tingene var anderledes dengang, så det med at prins Henrik blev prinsgemal og ikke konge gav i og for sig mening, men er vi ikke kommet langt nok i kønnenes ligestilling til, at en mand kan opgive sin karriere for sin hustrus skyld, uden at blive gjort grin med, for er det i virkeligheden ikke det titlen 'prinsgemal' er, en joke? Vi ved alle sammen at det er dronningen der er dronningen, så hvorfor er det, at prins Henrik bliver gjort til grin hver gang han står frem og gerne vil være konge? Burde vi ikke hylde ham for at gøre noget som kun ganske få mænd var villige til at gøre dengang?
Ethvert barn ved at der er en konge og en dronning og at deres børn er prinser og prinsesser. Indikere titleforskellen dronningen og prinsen ikke at der er noget skummelt og uærligt, ja ligefrem ulovligt i deres forhold? Dog var de to voksne mennesker der forelskede sig og giftede sig, om ikke på normal vis, så i hvert fald på ærlig vis. De fik børn, og de blev regentpar, eller det gjorde de så ikke helt, for 'par' indikerer ligeværd. Hvad der foregår bag slottets mure vil jeg ikke gøre mig klog på, men i pressen er de langt fra lige .
lørdag den 21. september 2013
Ipod
Dem der har læst med de sidste par dage vil vide at min ipod er i stykker, og jeg ved ikke hvordan jeg konverterer musik fra cd format til mp3 så jeg kan få det lagt ned på min nye meget grimme men super billige mp3-afspiller. Det er selvfølgelig pinligt at jeg ikke kan finde ud af det, men mest af alt er det pokkers upraktisk, for i går kunne jeg ikke undgå at køre med tog, og i toget har jeg et stort behov for at lukke de andre passageres lyde ude, men det kunne jeg altså ikke gøre i går.
Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.
3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.
Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.
Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs
Jeg var stået tidligt op om om morgenen for at nå alt før jeg skulle af sted, jeg havde masser at tid til at rende rundt i pyjamas og ordne småting, men lige pludselig havde jeg ikke spor god tid længere. Jeg smed alt mit lort (computer og latinbøger) ned i en taske og for ud af døren.
3 timer senere havde jeg mødtes med min tutor og stod på Aarhus banegård 45 minutter før mit tog gik. Alt var pludselig gået så hurtigt om morgenen, at jeg ikke havde fået en madpakke med, og jeg stod og havde kvalme. Min første tanke var at købe noget hurtigt i 7/11, men jeg ombestemte mig og gik hen til den bagelshopder lå lige ved siden af. Jeg har før fået en sandwich, men sådan en RIGTIG sandwich med masser af fyld har jeg ikke fået siden 2009. Jeg husker den ganske tydeligt, den var god. Jeg husker ikke hvorfor jeg stoppede med at spise sandwiches, det var vel bare sådan tingene var.
Jeg måtte betale 60 kr for en bagel med omelet og humus, hvilket var uhyre overpris i forhold til hvad man fik, men sådan er det nu engang når man er for doven til at gå de 300 m hen til et billigere sted. Det var desuden et stort skridt i min bedring, så lad os ikke tale for meget om prisen, og lad os ikke tale om, at det var en lidt fesen oplevelse fordi jeg ikke ville have dressing i. Lad os i stedet bare være glade for, at jeg spiste en STOR sandwich uden at føle mig som en fed gris efterfølgende.
Det var dog svært at spise med al den larm omkring mig, men det skulle blive værre . Da jeg kom ned på perronen manglede der et togsæt på toget, selvfølgelig den vogn jeg skulle være i. Personalet på perronen sagde godt nok, at de var ved at finde et togsæt til os, men jeg er klogere end at stole blindt på DSB, så jeg var nevøs, Det lykkedes dog og jeg fik min plads, men det var 30 minutter hvor jeg i høj grad savnede min ipod. Blandingen af uforudsete hændelser og mange mennesker gjorde mig nervøs
fredag den 20. september 2013
Om pjække vs dygtig
Jeg har slet ikke været til undervisning i denne uge, og det stresser mig lidt for det betyder at jeg nu har over 35% fravær (medregnet de timer jeg ikke har været der de andre uger). Det stresser mig, selvom jeg er sådan nogenlunde med lektievis, eller det er jeg ikke, for jeg forstår ikke ablativens anvendelse, eller det gør jeg i teorien, men det kniber lidt i praksis når jeg skal oversætte, eller i hvert fald i nogle af sætningerne, men det er nok til at gøre mig lettere panisk, nok til at det er svært at sove om natten.
Jeg tog dog alligevel denne uge fri, for min ipod er i stykker, og jeg kan endnu ikke hitte ud af den nye grimme og billige jeg har købt. Okay, det er nok jordens lammeste undskyldning, men jeg har svært ved at overskue alle de mange timer i et tog (uden stillekupe) uden musik.
Helt dogen har jeg nu ikke været i disse skolefri dage, jeg har lavet latin alle dagene. Mest har jeg bare lavet lektier, men i går sad jeg og terpede bøjninger, hvilket er det kedeligste man kan foretage sig. Jeg er ikke ret god til udenadslære. Nogle mennesker kan benytte sig af de såkaldte erindringspaladser, men jeg har ikke nogen god forestillingsevne, så jeg benytter mig af simpel gentagelse. Jeg skriver de samme bøjninger om og om igen på et stykke ternet papir og håber, at det til sidst vil sive ind og sidde bare sådan nogenlunde fast, hvilket dog endnu ikke helt er lykkedes.
Pædagogerne spørger om det er nødvendigt at lære alle de bøjninger, og nej, det er det ikke, men det er helt enormt gavnligt på sigt. Det tid man sparer på at slå op løber sammen i TIMER, og ud af 30 minutters forberedelse til eksamen er det også en hel del. Så ja, lige nu lægger jeg flere kræfter i det end aller højst nødvendigt, men jeg overlever nok, i hvert fald når jeg kommer mig over skammen over at pjække flere dage end egentlig højst nødvendigt. Eller også er det jeg har bare begynderstres, for sidste gang jeg påbegyndte et sprog var da jeg begyndte på hebraisk i 2006. Sidste år da jeg havde hebraisk kunne jeg det hele i forvejen, så jeg havde helt glemt hvordan det er at sidde og stirre på en sætning som bare overhovedet ikke giver mening, hvordan det er at få koldsved når læreren spørger om man vil tage en sætning, hvordan det er at måtte spørge sin sidekammerat om hjælp.
Min til tider himmelråbende uvidenhed har dog en positiv side, at jeg mere kan være en del af holdet. Jeg har højere tanker om mine holdkammerater end at tro at de skulle have noget imod mig bare fordi jeg var dygtig til hebraisk, men jeg tror på, at på et dansk universitet er en del af fællesskabet at være dumme sammen, indtil man på et tidspunkt ikke er nær så dumme længere, hvilket lyder dumt, men længe leve Janteloven. Jeg siger ikke, at man ikke må være dygtig, men det må bare ikke blive for meget.
En dag da jeg stod og brokkede mig over, at jeg ikke fattede en skid, var der en der sagde, at når jeg snakker om ikke at fatte en skid, så forstod jeg stadig langt mere end de fleste. Jeg forstår måske mere end jeg selv vil anerkende, men meget har også at gøre med at jeg har fået et ry, som jeg enten skal modbevise eller leve op til.
Jeg skal dog ikke blive for hellige. En dag snakkede jeg med en som jeg ikke kender så godt, og så for det bare ud af mig at hun også bare var så dygtig. Det var sagt i frustration over min egen elendighed og kvaler og selvmedlidenhed, men så snart det var sagt, kunne jeg godt høre de lettere bitre undertoner. jeg var lige ved at undskylde, men hvordan undskylder man, at man har kaldt nogen dygtig? Da min latinlærer kaldte mig dygtig kom jeg med en lyd som jeg omtaler som et fnis, men det udtrykker ikke helt den eksplosivitet hvormed lyden kom.
Jeg tog dog alligevel denne uge fri, for min ipod er i stykker, og jeg kan endnu ikke hitte ud af den nye grimme og billige jeg har købt. Okay, det er nok jordens lammeste undskyldning, men jeg har svært ved at overskue alle de mange timer i et tog (uden stillekupe) uden musik.
Helt dogen har jeg nu ikke været i disse skolefri dage, jeg har lavet latin alle dagene. Mest har jeg bare lavet lektier, men i går sad jeg og terpede bøjninger, hvilket er det kedeligste man kan foretage sig. Jeg er ikke ret god til udenadslære. Nogle mennesker kan benytte sig af de såkaldte erindringspaladser, men jeg har ikke nogen god forestillingsevne, så jeg benytter mig af simpel gentagelse. Jeg skriver de samme bøjninger om og om igen på et stykke ternet papir og håber, at det til sidst vil sive ind og sidde bare sådan nogenlunde fast, hvilket dog endnu ikke helt er lykkedes.
Pædagogerne spørger om det er nødvendigt at lære alle de bøjninger, og nej, det er det ikke, men det er helt enormt gavnligt på sigt. Det tid man sparer på at slå op løber sammen i TIMER, og ud af 30 minutters forberedelse til eksamen er det også en hel del. Så ja, lige nu lægger jeg flere kræfter i det end aller højst nødvendigt, men jeg overlever nok, i hvert fald når jeg kommer mig over skammen over at pjække flere dage end egentlig højst nødvendigt. Eller også er det jeg har bare begynderstres, for sidste gang jeg påbegyndte et sprog var da jeg begyndte på hebraisk i 2006. Sidste år da jeg havde hebraisk kunne jeg det hele i forvejen, så jeg havde helt glemt hvordan det er at sidde og stirre på en sætning som bare overhovedet ikke giver mening, hvordan det er at få koldsved når læreren spørger om man vil tage en sætning, hvordan det er at måtte spørge sin sidekammerat om hjælp.
Min til tider himmelråbende uvidenhed har dog en positiv side, at jeg mere kan være en del af holdet. Jeg har højere tanker om mine holdkammerater end at tro at de skulle have noget imod mig bare fordi jeg var dygtig til hebraisk, men jeg tror på, at på et dansk universitet er en del af fællesskabet at være dumme sammen, indtil man på et tidspunkt ikke er nær så dumme længere, hvilket lyder dumt, men længe leve Janteloven. Jeg siger ikke, at man ikke må være dygtig, men det må bare ikke blive for meget.
En dag da jeg stod og brokkede mig over, at jeg ikke fattede en skid, var der en der sagde, at når jeg snakker om ikke at fatte en skid, så forstod jeg stadig langt mere end de fleste. Jeg forstår måske mere end jeg selv vil anerkende, men meget har også at gøre med at jeg har fået et ry, som jeg enten skal modbevise eller leve op til.
Jeg skal dog ikke blive for hellige. En dag snakkede jeg med en som jeg ikke kender så godt, og så for det bare ud af mig at hun også bare var så dygtig. Det var sagt i frustration over min egen elendighed og kvaler og selvmedlidenhed, men så snart det var sagt, kunne jeg godt høre de lettere bitre undertoner. jeg var lige ved at undskylde, men hvordan undskylder man, at man har kaldt nogen dygtig? Da min latinlærer kaldte mig dygtig kom jeg med en lyd som jeg omtaler som et fnis, men det udtrykker ikke helt den eksplosivitet hvormed lyden kom.
torsdag den 19. september 2013
Teologi
Man ved at man læser teologi når ens klassekammerater synes, at det er fedt, at få et "giv os penge" opkald fra folkekirkens nødhjælp.
onsdag den 18. september 2013
Fodcreme mod bumser?
Jeg har lige været i svømmehallen for første gang siden før sommerferien. Det var rart, som det altid er, men det var også hårdt, for jeg er ude af træning.
Hvad der derimod ikke er så rart er alle de bumser jeg altid får af at være i svømmehallen fordi huden tørrer ud på grund af alt det vand, ironisk nok. Det hele ville nok hjælpe gevaldigt, hvis jeg havde en ordentlig ansigtscreme, men jeg har endnu ikke fundet en jeg er glad for.
Lidt i et desperat forsøg fandt jeg en fodcreme, som jeg smurte et tykt lag af i ansigtet før jeg tog af sted. Det var en ret underlig følelse, mine ansigtstræk virkede stive, og vandet prellede af på en uvant måde, men jeg tror at det hjalp, for jeg sidder nu og føler ikke nogen ubændig trang til at kradse mit ansigt af fordi det klør.
Hvad der derimod ikke er så rart er alle de bumser jeg altid får af at være i svømmehallen fordi huden tørrer ud på grund af alt det vand, ironisk nok. Det hele ville nok hjælpe gevaldigt, hvis jeg havde en ordentlig ansigtscreme, men jeg har endnu ikke fundet en jeg er glad for.
Lidt i et desperat forsøg fandt jeg en fodcreme, som jeg smurte et tykt lag af i ansigtet før jeg tog af sted. Det var en ret underlig følelse, mine ansigtstræk virkede stive, og vandet prellede af på en uvant måde, men jeg tror at det hjalp, for jeg sidder nu og føler ikke nogen ubændig trang til at kradse mit ansigt af fordi det klør.
tirsdag den 17. september 2013
Uden musik
Når jeg forlader huset, især for at tage til Aarhus, så har jeg altid musik i ørerne, men i går ville min ipod ikke tænde. Først troede jeg at det var batteriet, men det var det ikke. Den har holdt i 5 år, hvilket vel i princippet er ganske godt i forhold til den generelle kvaliteten af moderne teknologi. Nu bliver jeg nødt til at købe en ny, hvilket er surt, men ikke uladesiggøreligt. Hvad der til egengæld ikke er muligt er, at jeg skal fortsætte med at gå uden musik.
Jeg er egentlig ikke voldsomt interesseret i musik, jeg er ikke god til at genkende god kvalitet, og jeg har ikke nogen yndlingsgenre (danserinder med lår som rigtige kvinder>>>). Hvad jeg derimod er afhængig af er noget der kan overdøve larmen fra menneskene omkring mig. Jeg holder faktisk meget af mennesker, men det hjælper når man ikke skal lytte til dem, ikke at jeg ikke gider at høre på hvad de har at sige (for det meste), men jeg tænker på den generelle støj der produceres af mange mennesker samlet på et sted, som for eksempel i en butik eller i et tog..
I går var jeg på universitetet, og jeg havde altså ikke min musik. Det var et hyggeligt og produktivt møde jeg havde med min tutor, men derudover var det en rædselsfuld tur. Jeg er meget lydfølsom, for min hjerne kan ikke, eller har i hvert fald svært ved at sortere i lyde, og uden musik i ørerne var togturen smeltedigel af støj til en grad hvor jeg ligefrem blev køresyg.
Jeg klarede dog turen frem og tilbage, men da lå i min seng i gårs aftes kom angsten og uroen, og den slog mig hårdt, og jeg måtte ned til pædagogerne flere gange efter noget beroligende før jeg endelig faldt i søvn.
I går var jeg på universitetet, og jeg havde altså ikke min musik. Det var et hyggeligt og produktivt møde jeg havde med min tutor, men derudover var det en rædselsfuld tur. Jeg er meget lydfølsom, for min hjerne kan ikke, eller har i hvert fald svært ved at sortere i lyde, og uden musik i ørerne var togturen smeltedigel af støj til en grad hvor jeg ligefrem blev køresyg.
Jeg klarede dog turen frem og tilbage, men da lå i min seng i gårs aftes kom angsten og uroen, og den slog mig hårdt, og jeg måtte ned til pædagogerne flere gange efter noget beroligende før jeg endelig faldt i søvn.
mandag den 16. september 2013
Studiestartssyg
Jeg har lige været nede i kælderen for at hente mit vasketøj. Jeg bor på første sal, så det burde være en overkommelig tur, men jeg pustede og stønnede og svedte som en bryggerhest, så enten er jeg i ekstremt dårlig form, eller også er jeg bare mere småsyg end jeg troede.
At mit helbred skrænter her ovenpå semesterstart er der ikke noget usædvanligt ved, og mange fra mit hold går også og snøvler lidt. Hvis man så bare kunne blive ordentligt syg og sengeliggende et par dage til en uge, men det gør man ikke, man kan lige akkurat udføre sine vanlige pligter på nedsat styrke, og bagefter er man træt og føler sig en lille smule død indeni. Jeg har nu haft det sådan i to uger, og der er ingen tegn på bedring, tværtimod har jeg fået det dårligere, men det er hvad man må tage med.
Jeg møder ikke op til timen i dag, men det er ikke fordi jeg er syg. Jeg skal mødes med min tutor , så vi kan finde ud af præcis hvad det er jeg ikke ved om græsk/latinsk grammatik, hvilket nok viser sig at være en hulens masse, men nok stadig mindre end jeg regner med.
I løbet af den tid på gymnasiet hvor jeg havde tysk og mine tre semestres græsk, gik det op for mig, at jeg ikke forstod grammatikken, og det blev en del af min selvforståelse at jeg ikke forstod grammatik, og det blev denne store uhyggelige sky der hang over hovedet på mig. Hver gang nogle forklarede mig noget, og jeg forstod, tænkte jeg, at jeg måtte misforstå et eller andet, for hvis det var så let, så burde jeg kunne finde ud af det. Så var det nemmere at tro at det var så vanvittigt svært, at jeg ALDRIG ville kunne finde ud af det, for så 'slap' jeg for at prøve. Nu skal jeg så alligevel prøve, for jeg kan såmænd nok fake det godt nok til at bestå, men hvis jeg vil have en god karakter, så bliver jeg nødt til at arbejde for det.
Det er måske også derfor jeg alligevel lavede lektier til i dag, selvom jeg slet ikke kommer til timen, eller det er det faktisk ikke, jeg ville bare ønske at det var grunden, for det lyder godt at sige. Sandheden er nok nærmere, at det er bare hvad jeg gør. Læreren siger at jeg/vi har det og det for og jeg laver det uden at tænke nøjer over det. Er det en god grund eller en tåbelig én? Jeg er jo ikke i folkeskolen længere. I hvert fald lavede jeg mine lektier.
At mit helbred skrænter her ovenpå semesterstart er der ikke noget usædvanligt ved, og mange fra mit hold går også og snøvler lidt. Hvis man så bare kunne blive ordentligt syg og sengeliggende et par dage til en uge, men det gør man ikke, man kan lige akkurat udføre sine vanlige pligter på nedsat styrke, og bagefter er man træt og føler sig en lille smule død indeni. Jeg har nu haft det sådan i to uger, og der er ingen tegn på bedring, tværtimod har jeg fået det dårligere, men det er hvad man må tage med.
Jeg møder ikke op til timen i dag, men det er ikke fordi jeg er syg. Jeg skal mødes med min tutor , så vi kan finde ud af præcis hvad det er jeg ikke ved om græsk/latinsk grammatik, hvilket nok viser sig at være en hulens masse, men nok stadig mindre end jeg regner med.
Det er måske også derfor jeg alligevel lavede lektier til i dag, selvom jeg slet ikke kommer til timen, eller det er det faktisk ikke, jeg ville bare ønske at det var grunden, for det lyder godt at sige. Sandheden er nok nærmere, at det er bare hvad jeg gør. Læreren siger at jeg/vi har det og det for og jeg laver det uden at tænke nøjer over det. Er det en god grund eller en tåbelig én? Jeg er jo ikke i folkeskolen længere. I hvert fald lavede jeg mine lektier.
søndag den 15. september 2013
Lyver de for mig
Vinderen af min bogkonkurrence er Trine Nielsen så rigtig mange gange tillykke med det, jeg håber at du vil elske den lige så meget som jeg gjorde :)
I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.
Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.
Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".
Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.
Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.
I tirsdags havde jeg besøg af min socialrådgiver som ville tale flytning, og det blev et rigtig godt møde. Et af mine ønsker er, at jeg vil kunne blive ved med at gå hos min psykolog, jeg ved fra forskellige steder og fra andre menneskers erfaringer, at Aarhus kommune er svære at danse med, og at jeg ikke skal få mine håb op, alligevel insisterer pædagogerne på at være 'positivt stemt' og 'selvfølgelig skal det nok gå'. den slags driver mig til vanvid. Jeg ved at det er sødt ment, og at de gerne vil skåne mig for bekymringer, men i sidste ende er det mig der står med lorten hvis jeg får et afslag.
Til mødet sagde min socialrådgiver, at hun var enig i at det var nødvendigt med den psykolog, hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få det igennem. Der var nogle ting hun kunne prøve, men hun var ret usikker. Jamen det gik jo godt sagde min kontaktperson og jeg så på hende som havde vi ikke lige siddet til det samme møde. "Hun sagde at det nok skal gå", men nej det sagde hun ikke, hun sagde, at det var nødvendigt, at det lod sig gøre, men det er ikke det samme som at det rent faktisk er ladsiggørligt.
Jeg hader at blive løget for. Jeg ved godt, at andre ikke ser det som en løgn, de er jo bare optimistiske, men JEG ser set som en løgn. Jeg ønsker ikke, at de skal sige at alt er skod og at ingenting nogensinde vil gå godt. Jeg ønsker ikke engang, at andre nødvendigvis har de samme holdninger som mig. Jeg ønsker at der er åbenhed for debat, at jeg kan få lov til at snakke om mine bekymringer uden at blive affejet med et "det skal nok gå godt alt sammen".
Jeg ved at jeg modsiger mig selv her. De har selvfølgelig lov til at tro, at det nok skal gå. Det der går mig på er er at de ikke lytter ordentligt til mine argumenter. Tæller mine argumenter mere end pædagogernes? På emner der omhandler MIT liv så ja, for ja, jeg er handicappet, men det er stadigvæk mit liv og ikke deres, jeg værdsætter deres råd og vejledning og hjælp, men det er mit liv, mine valg, og det er mig der må leve med konsekvenserne.
Jeg tror faktisk på at det hele nok skal gå i sidste ende, men jeg kender Systemet godt nok til at vide, at det ikke bliver let, og jeg har brug for anerkendelse til at kunne tage kampen op. Jeg har ikke noget imod at kæmpe, jeg mener endda at det er sundt at kæmpe, for så værdsætter man resultatet desto mere, men lad os kalde en spade for en spade og en kamp for en kamp, og så kan vi tage det som det kommer derfra. Jeg holder meget af min kontaktperson, jeg holder meget af alle pædagogerne, men jeg har brug for at kunne stole på dem i alle henseender.
lørdag den 14. september 2013
Om latin
Jeg er nu kommet til det punkt, hvor latin faktisk begynder at blive sjovt. Det skyldes blandt andet, at vores tekst langsomt begynder at kunne blive mere kompleks. Drusilla der snakker om smukke roser er ikke spændende at læse om. Valerius der skælder ud på en dorsk slave er derimod lidt mere interessant.
Det er lidt underligt at sidde med latin som eneste fag. For de andre er det bare et fag ud af 3 eller 4. Det var for den sags skyld det samme med hebraisk, men der havde jeg også det sociale spil på skemaet, som noget nyt og skræmmende.
Latin er ikke, i en protestantisk teologiuddannelse, noget særlig vigtigt fag, nærmest tværtimod. Nogle gange kunne man tænke sig, at det kun var på grund af traditionen bag, at det stadig er på skemaet. De andre fra mit hold havde de samme tanker om hebraisk i sin tid, men jeg selv fandt hebraisk så skide hamrende spændende, at jeg slet ikke kunne følge deres tankegang.
Jeg har bestemt hverken noget imod latin eller imod traditioner, men jeg tror fuldt ud på vigtigheden af at kalde tingene ved deres rigtige navn. Desuden er jeg jo katolik, og latin er stadig det officielle sprog i Vatikanet, så det er mere relevant for mig end for hovedparten af mine medstuderende, hvilket så her skal være mig en påmindelse om at tage det lidt mere seriøst.
Jeg ved allerede nu, at jeg ikke kan komme til timen må mandag. spørgsmålet er så, om jeg skal lave lektierne alligevel og blive super klog, eller om jeg skal lade være og blive super afslappet. På den ene side vil det være godt for mig at lave mine lektier, for jeg er jo fra start langt bagud på grund af mit manglende græsk, på den anden side har jeg lige købt en rigtig god bog. På den ene side vil jeg ikke ødelægge mit selvbillede som stræber, på den anden side, så er det en virkelig god bog. Flere af jer er boginteresserede og vil spørge hvilken en det er. Det er "Og sådan blev det" af Maren Uthaug.
Som en lille afsluttende bemærkning. En af mine medstuderende spurgte angående udtalen af latin om vi fulgte den italienske eller tyske skole. Jeg kender ikke forskellen men jeg kan gætte. Vores lærer stod et par sekunder og tænkte, så svarede han at vi følger det midtjyske skole. Som om vores udtale spiller nogen væsentlig rolle når vi kun skal have det i to semestre.
Det er lidt underligt at sidde med latin som eneste fag. For de andre er det bare et fag ud af 3 eller 4. Det var for den sags skyld det samme med hebraisk, men der havde jeg også det sociale spil på skemaet, som noget nyt og skræmmende.
Latin er ikke, i en protestantisk teologiuddannelse, noget særlig vigtigt fag, nærmest tværtimod. Nogle gange kunne man tænke sig, at det kun var på grund af traditionen bag, at det stadig er på skemaet. De andre fra mit hold havde de samme tanker om hebraisk i sin tid, men jeg selv fandt hebraisk så skide hamrende spændende, at jeg slet ikke kunne følge deres tankegang.
Jeg har bestemt hverken noget imod latin eller imod traditioner, men jeg tror fuldt ud på vigtigheden af at kalde tingene ved deres rigtige navn. Desuden er jeg jo katolik, og latin er stadig det officielle sprog i Vatikanet, så det er mere relevant for mig end for hovedparten af mine medstuderende, hvilket så her skal være mig en påmindelse om at tage det lidt mere seriøst.
Jeg ved allerede nu, at jeg ikke kan komme til timen må mandag. spørgsmålet er så, om jeg skal lave lektierne alligevel og blive super klog, eller om jeg skal lade være og blive super afslappet. På den ene side vil det være godt for mig at lave mine lektier, for jeg er jo fra start langt bagud på grund af mit manglende græsk, på den anden side har jeg lige købt en rigtig god bog. På den ene side vil jeg ikke ødelægge mit selvbillede som stræber, på den anden side, så er det en virkelig god bog. Flere af jer er boginteresserede og vil spørge hvilken en det er. Det er "Og sådan blev det" af Maren Uthaug.
Som en lille afsluttende bemærkning. En af mine medstuderende spurgte angående udtalen af latin om vi fulgte den italienske eller tyske skole. Jeg kender ikke forskellen men jeg kan gætte. Vores lærer stod et par sekunder og tænkte, så svarede han at vi følger det midtjyske skole. Som om vores udtale spiller nogen væsentlig rolle når vi kun skal have det i to semestre.
torsdag den 12. september 2013
Numsemassage og sprogligt talent
Først vil jeg lige minde jer om min lille jubilæums give away HER, hvor I kan vinde Murakamis aller tykkeste bog, som ligefrem er muraKOMISK.
I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.
En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.
Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.
I går var jeg ved fysioterapeuten fordi min hofte/røvskade bliver ved med at drille mig- Jeg tænkte ikke, at der var noget alvorligt galt, men når det gælder skader, kan man næsten ikke være for forsigtig, eller det kan man sagtens, man kan beskytte den så meget, at man helt stopper med at dyrke sport. Hvad jeg mente var bare, at nu hvor jeg er startet på og bliver nødt til at sidde på skodstole, så gør det ekstra ondt, og jeg ville gerne lige have nogen til at se på det. Denne gang gav fysioterapeuten mig lige en omgang numsemassage, hvilket var rart, om end på en meget intens smertefuld måde. Jeg havde desuden medbragt en tykkere pude end den jeg plejer, så jeg kom næsten igennem skoledagen uden at have lyst til at tude over smerterne. Jeg kan godt være lidt en tudemarie når jeg er presset, men jeg græder sjældent over smerte, men nogle dage har min hofte gjort så ondt, at jeg var lige ved.
En ting jeg dog endnu mere har lyst til at tude over er latin. Der var ingen blød start ligesom i hebraisk hvor vi først skulle lære os at stave os gennem ord og sætninger før vi gik videre til oversættelser, Nej her var det lige på og hårdt med Italia terra est og så blev det kun sværere derfra. Der er en del uenighed om hvilke græskforudsætninger der er for at kunne forstå faget. Spørgsmålet er nærmere at der er visse forudsætninger for vores forståelse af basal grammatik. Forleden forklarede jeg, at man sagtens som jeg kan komme sovende til en studentereksamen, og det kan man også sagtens, men det hævner sig sidenhen, hvis man vælger universitetet. Jeg brugte tre semestres græsk på at lære forskellen på et akkusativ objekt og et dativ objekt, og jeg forstår stadig ikke forskellen på et adverbium og en konjunktion. Og dertil kommer der alle de ting jeg ikke engang vidste, at jeg ikke vidste. Hvad er for eksempel forskellen på en perfektum og en imperfektum. Problemet er nok ikke så meget, at jeg ikke forstår disse ting til bunds, problemet er at jeg tror at det er meget sværere og mere kompliceret end det i virkeligheden er, og derfor VED jeg, at jeg aldrig kommer til at forstå.
Jeg har spekuleret længe om jeg skulle fortælle læreren at jeg ikke ved alle disse ting. Det er jo mit eget ansvar at lære dem, og ville det ikke lyde lidt for meget som "det er forfærdelig synd for mig". Jeg valgte nu alligevel at gøre det, for han er en flink gammel hippie med langt hår og hawaii skjorte. Han sagde, at jeg så måtte have et sprogligt talent. Jeg burde have taget imod kommentaren med et smil og så bare tænke mit, men jeg blev så overrasket at jeg kom til at fnise og sige 'nu må vi se'. Det var meget sødt af ham at sige det, men han har kun hørt mig sige noget to gange, og sandt nok, så styrede jeg for vildt i den ene af sætningerne, hvor jeg kunne gentage hans ord om Christiani/kristen både kan være et substantiveret adjektiv og en adjektivisk genitiv, til gengæld kom jeg til at oversætte munke med klostre hvilket gav en lidt bøvet oversættelse. Det vigtige i denne smøre er dog at jeg fik ros af en lærer, hvilket er ren creme brulée, jævnfør indlægget forleden dag.
Jeg skal nok blive glad for at være tilbage på uni, når jeg lige er faldet lidt ned, for lige nu har jeg så travlt med at panikke over ingenting, at jeg ikke har det store overskud til at være med socialt, så jeg føler mig lidt udenfor, but it is all in my head.
onsdag den 11. september 2013
2 års jubilæum og give away
I dag er det 2 år siden jeg startede denne blog. Det er en lidt underlig fornemmelse, for jeg har ikke ret meget til fælles med den person jeg var dengang. I går havde jeg statusmøde med min socialrådgiver, for at jeg kunne snakke med hende om denne udvikling og om hvordan jeg er klar til at flytte.
Hvordan skal jeg fejre mig selv? Ikke noget vildt, for jeg er blevet forkølet. Hvis i har et forslag, så skriv en kommentar eller en mail og deltag i konkurrencen om at vinde en bog a min yndlingsforfatter Haruki Murakami, trilogien "1Q84" (på engelsk), som er en magisk og ret forvirrende historie om en dreng og en pige der ikke har set hinanden siden barndommen, og alligevel er deres skæbner dybt forbundne i en verden som er denne og så ikke helt alligevel.
Vind romanen på en af følgende måder:
- Skriv en kommentar til indlægget, det kan være om hvordan jeg skal fejre jubilæet eller om noget helt andet, eller om ingen verdens ting. I bestemmer, den ene slags kommentar har ikke større vinderchancer end den anden.
- Skriv en mail til mummimor@live.dk se ovenfor
- Del dette indlæg fra facebooksiden HER
- I kan benytte jer af en enkelt mulighed eller flere, jo flere forsøg, jo større mulighed for at vinde
Jeg vælger en vinder lørdag formiddag.
Held og lykke :)
Vind romanen på en af følgende måder:
- Skriv en kommentar til indlægget, det kan være om hvordan jeg skal fejre jubilæet eller om noget helt andet, eller om ingen verdens ting. I bestemmer, den ene slags kommentar har ikke større vinderchancer end den anden.
- Skriv en mail til mummimor@live.dk se ovenfor
- Del dette indlæg fra facebooksiden HER
- I kan benytte jer af en enkelt mulighed eller flere, jo flere forsøg, jo større mulighed for at vinde
Jeg vælger en vinder lørdag formiddag.
Held og lykke :)
tirsdag den 10. september 2013
Om lærere
Min mor prøvede at indføre en regel om at jeg kun måtte være syg hver anden uge, men det gik ligesom i vasken allerede første sygdomsfri uge.
Jeg har altid prøvet på ikke at bebrejde nogen, for jeg vil ikke være en bitter person, men i går fortalte jeg en af pædagogerne om min skoletid, og hun blev egentlig ret forarget. Hun sagde at jeg havde været ude for et enormt svigt fra lærernes side, for det var jo tydeligt, at jeg ikke havde det godt allerede dengang.
I 9. klasse havde vi en klassens time om mobning. Jeg tog mod til mig og fortalte, at jeg i de små klasse græd hver dag hvor jeg kom hjem fra skole, men min lærer sagde bare, at det var jeg selv ude om, for jeg var godt nok et mærkeligt barn.
Men det var egentlig slet ikke det jeg ville snakke om. Generelt er jeg en ret charmerende person, og de fleste mennesker jeg møder inden for forskellige professioner kan godt lide mig, undtagen lærere. Her over 20 år efter jeg første gang startede i skole, har jeg stadig svært ved at snakke med mine lærere. Lærere i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet er tre vidt forskellige ting, men jeg er stadig og har altid været så desperat efter lærernes accept, at jeg slet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem, hvilket har gjort at mange ligefrem prøver at undgå at have kontakt med mig, hvilket så gør mig endnu mere usikker på mig selv, hvilket så gør, at jeg har endnu mere brug for lærerens accept, og på den måde har jeg altid ødeligt alting for mig selv.
Det var så min historie, som jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skrive, men efter samtalen i går er det noget der har fyldt temmelig meget, så jeg kunne ikke koncentrere mig om at skrive om noget andet.
mandag den 9. september 2013
Om rigtig mad
Jeg er vist ikke den store gastronom. I går havde jeg lyst til at få noget andet end den mad jeg evigt og altid spiser. Normalt resulterer det bare i at jeg køber en mango og spiser den stående ved køkkenbordet, men i går købte jeg kylling som jeg grillede på en pande, og jeg kogte noget af den dyre pasta, som jeg fik i indflyttergave.
Normalt spiser jeg foran computeren eller fjernsynet, men når nu jeg har gjort mig umage, så følte jeg lidt at maden fortjente at blive nydt i ro og mag, men det virkede mest bare underligt at sidde der og ikke foretage sig andet end at spise. Maden smagte da udmærket, men det var heller ikke nogen wow-oplevelse, og jeg følte præcis den samme mæthed, som når jeg spiser min sædvanlige rugbrød med billig pålæg. Måske var jeg mæt lidt længere tid, men det var vel bare fordi jeg spiste mere. Den størsye forskel er egentlig mængden af opvask.
I gamle dage gik jeg meget op i min mad og lavede den fra bunden hver dag af lækre råvare, men det drejede sig om meget mindre mængder end i dag, og jeg tror at det er det der gør forskellen. Når man kun tillader sig selv en lille smule mad, så vil man gerne have at den lille smule betyder så meget som muligt. For mig betød det, at jeg ville lave det fra bunden og med masser af grøntsager, for jo mere af min næring der kom fra grøntsager, jo større volumen kunne jeg få lov til til at spise. Nu om dage spiser jeg så meget, at hvis min næring hovedsageligt skulle komme fra grøntsager, så ville jeg skulle spise uoverskueligt meget, og det er grøntsagerne der er sjove at lave, i hvert fald når man ikke har nogen ovn til at bage brød.
Desuden har jeg ikke længere tid til at lave alt fra bunden, da jeg er meget mere interesseret i motion, og uni, og bøger, og venner, og hvad jeg ellers har i mit liv. Selvfølgelig har jeg som sådan tiden, hvis jeg gad at tage mig den, men sandheden er, at mad bare ligger ret meget nede i bunden af min prioriteringsliste. Jeg får hvad jeg skal, jeg gider bare ikke bruge for meget tid på at tænke på det. Jeg har tilbragt alt for mange år med, at maden var min absolut første prioritet, hvor end det var for lidt (anoreksi), for meget (bulimi) eller et hysterisk forsøg på at lade som om alt var okay.
Måske udliner tingene sig en dag, og det er da ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at lave og spise god mad, det er bare, at jeg nok går mere op i selskabet end op i selve maden.
Normalt spiser jeg foran computeren eller fjernsynet, men når nu jeg har gjort mig umage, så følte jeg lidt at maden fortjente at blive nydt i ro og mag, men det virkede mest bare underligt at sidde der og ikke foretage sig andet end at spise. Maden smagte da udmærket, men det var heller ikke nogen wow-oplevelse, og jeg følte præcis den samme mæthed, som når jeg spiser min sædvanlige rugbrød med billig pålæg. Måske var jeg mæt lidt længere tid, men det var vel bare fordi jeg spiste mere. Den størsye forskel er egentlig mængden af opvask.
I gamle dage gik jeg meget op i min mad og lavede den fra bunden hver dag af lækre råvare, men det drejede sig om meget mindre mængder end i dag, og jeg tror at det er det der gør forskellen. Når man kun tillader sig selv en lille smule mad, så vil man gerne have at den lille smule betyder så meget som muligt. For mig betød det, at jeg ville lave det fra bunden og med masser af grøntsager, for jo mere af min næring der kom fra grøntsager, jo større volumen kunne jeg få lov til til at spise. Nu om dage spiser jeg så meget, at hvis min næring hovedsageligt skulle komme fra grøntsager, så ville jeg skulle spise uoverskueligt meget, og det er grøntsagerne der er sjove at lave, i hvert fald når man ikke har nogen ovn til at bage brød.
Desuden har jeg ikke længere tid til at lave alt fra bunden, da jeg er meget mere interesseret i motion, og uni, og bøger, og venner, og hvad jeg ellers har i mit liv. Selvfølgelig har jeg som sådan tiden, hvis jeg gad at tage mig den, men sandheden er, at mad bare ligger ret meget nede i bunden af min prioriteringsliste. Jeg får hvad jeg skal, jeg gider bare ikke bruge for meget tid på at tænke på det. Jeg har tilbragt alt for mange år med, at maden var min absolut første prioritet, hvor end det var for lidt (anoreksi), for meget (bulimi) eller et hysterisk forsøg på at lade som om alt var okay.
Måske udliner tingene sig en dag, og det er da ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at lave og spise god mad, det er bare, at jeg nok går mere op i selskabet end op i selve maden.
søndag den 8. september 2013
Protestantisk arbejdsetik
Jeg sidder her kl 3 om natten med et mindre angstanfald, fordi jeg sidder og tænker på alle de bøjningsformer jeg bør lære udenad i latin. Jeg har slet ikke styr på hvor mange former der er, men der er mange, jeg har lært de første tre, men min hjerne nægter at lære den fjerde. Min arbejdsmetode er, at jeg skriver hele bøjningen ned 10-15-20 gange i træk, men i går kørte min hånd på automatpilot, og jeg fik ikke andet ud af det end ondt i fingrene, så jeg valgte at tage resten af dagen fri, ligesom jeg tog hele fredagen fri.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
Det er langt sjovere at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Min far kalder det protestantisk arbejdsetik, jeg spurgte hvad katolsk arbejdsetik så var, det sagde han var et oxymoron (to ord der modsiger hinanden). En tysk økonom og sociolog, Max Weber, skrev om at den protestantiske arbejdsetik om at det er en pligt at arbejde, havde givet et økonomisk opsving i de protestantiske lande som ikke sås i de katolske lande. Det havde også en betydning at den protestantiske kirke i langt højere grad opfordrede både mænd og kvinder til at uddanne sig, egentlig sådan at de selv kunne læse Biblen, men det havde også mange gode sideeftekter.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om katolsk arbejdsetik. Jeg har slået op i både katolsk minileksikon og Youcat, den katolske kirkes katekismus for unge, men det hele står lidt knudret. Den katolske kirke vil gerne have at man arbejder for der skal mad på bordet og samfundet skal køre, men det må ikke komme i vejen for ens trosliv.
Jeg brugte mine dage på at få gået nogle ture, spist blåbær, drukket pepsi max, selvom jeg egentlig var stoppet og læst krimi. Ja, I læste rigtigt, krimihadende mig ligger og læser en krimi, men mere om det en anden god gang. Solen skinnede det meste af tiden, og jeg var glad for bare at være til.
Nu hævner det sig så, for det betyder, at jeg skal arbejde ekstra hårdt i dag. Det klarer jeg skam nok, men lige nu måtte jeg ned efter noget beroligende medicin, for tanken om alle de bøjningsformer jeg skal lære fik min hals til at snøre sig sammen og mit hjerte til at hamre.
På hebraisk var jeg god til grammatik, for jeg forstod hvorfor ordene opførte sig som de gjorde, men før jeg kan gøre det på latin skal jeg have tilegnet mig en hvis mængde basal viden, og det kræver hårdt arbejde. Jeg har som sådan ikke noget imod hårdt arbejde, det kan bare virke lidt uoverskueligt at stå foran et bjerg af ord som ikke umiddelbart giver mening for én og så formodes at lære dem udenad. Eller, vi forventes måske ikke ligefrem at lære dem alle sammen udenad. I græsk lærte jeg ingenting udenad og jeg dumpede, i hebraisk lærte jeg en masse udenad og jeg fik 12. Jeg ved endnu ikke om jeg har talent nok til at kunne have forhåbninger om lige nettop 12, men jeg vil meget gerne undgå at dumpe til sommer, for selvom jeg tog det med oprejst pande, så er det aldrig sjovt at dumpe.
Derfor sidder jeg med næsen i mine papirer og skriver og skriver for at, om ikke forstå, så i hvert fald kunne mine ting.
Jeg går i gang om lidt, men lige nu skal jeg ind i min seng og hyberventilere lidt.
lørdag den 7. september 2013
De dovne elever
I et forsøg på at få flere elever ind på erhvervsskolerne, skrev aviserne forleden dag en række artikler om, at selv dovne elever regnede med, at de skulle på gymnasiet og videre på universitetet. Pointen med artiklen var, at man ikke kan klare sig med intelligens alene på gymnasiet, det vil jeg dog påstå, at man godt kan.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
Dette indlæg er hverken men ment som en tilskynding til eller frarådning fra at begynde på gymnasiet, det er bare min historie.
Jeg var en af de dovne og umotiverede elever, jeg havde mine årsager, men det ændrer ikke ved, at jeg ikke lavede mine lektier og, at jeg var uopmærksom i timerne. Artiklerne skrev ikke noget om, hvornår man sådan officielt regnes for doven, for jeg går ud fra at der er grader, og på et eller andet tidspunkt overstiger graden af flid graden af dovenskab, og så vil man vel ikke blive betegnet som doven længere, selvom man stadig har tendenser.
Mine 'symptomer' på dovenskab var, at jeg pjækkede ugentligt, jeg lavede ikke lektier, og jeg fulgte ikke med når læreren sagde noget, afleveringer havde jeg dog som regel styr på, om end kvaliteten var meget svingende. Alligevel lykkedes det mig at komme ud af folkeskolen med 8.6 i snit og ud af gymnasiet med 8.4 i snit (begge efter den gamle skala). Dengang troede jeg, at jeg ud over at være doven, også var dum, for udadtil var jeg måske doven, men indvendig kæmpede jeg en hård kamp mod depression og ADD, og hvis jeg kæmpede så hårdt for at få en middelmådig karakter og blive set som doven, så måtte jeg jo i virkeligheden være ekstremt doven og en lille smule dum.
I dag kan jeg se, at jeg havde mine personlige kampe, og det var kun på grund af en rimelig god intelligens at det lykkedes mig at klare skolen ved siden af.
Jeg siger ikke, at alle kan komme igennem gymnasiet på intelligens alene, men det lykkedes for mig, og jeg havde nok klaret mig endnu dårligere på erhvervsskole, så måske det ikke er politikerne der bedst ved hvad de unge egner sig til at læse videre som.
Det andet jeg vil sige er, at man kan ændre sig. Jeg fik ikke tidligere den hjælp jeg havde brug for, så jeg udviklede mæstringsstrategier med min spiseforstyrrelse og selvskade. Det var ikke hensigtsmæssigt, men det hjalp, for det fik mig til at arbejde med mig selv og indse hvad jeg gjorde galt. Senere begyndte jeg at få medicin, og det var noget af det bedste der nogensinde er sket for mig.
fredag den 6. september 2013
Ikke mere
Jeg burde være taget hjemmefra for en time siden, men jeg valgte at sove længe og tage dagen fri. I begyndelsen af ugen var jeg så kæphøj, selvfølgelig ville jeg da kunne klare det hele? Hvor svært kan det være? Jeg er jo super sej for tiden, så selvfølgelig kan jeg. De andre har 3-4 fag, og jeg har kun dette ene. Alt er gået så godt på det seneste, at det er sværere at anerkende sine begrænsninger, for selvfølgelig kan jeg, men jeg kan ikke, og det måtte jeg indse, da jeg kom hjem fra uni i går og græd, for jeg havde ikke indset det, da jeg måtte gå tidligt i onsdags, hvilket jeg burde have, men jeg var så forblændet af alt det nye og spændende.
Det har virkelig været spændende, at så alle de kendte ansigter igen, og at blive introduceret til et nyt sprog, men spændende kræver energi, men det kræver også tilvænning, og bare i sidste uge tilbragte jeg mine dage i lænestolen, og det er kontrasten der tager pusten fra mig.
Hvordan jeg arrangere mine dage har jeg endnu ikke fundet ud af, jeg starter lige umiddelbart med at tage en dag fri, og jeg mener helt fri, jeg vil ikke engang kigge på latin i dag. Jeg må se om jeg kan holde det, men jeg vil tage på biblioteket, finde en skønlitterær bog, ligge i min seng og bare læse, og så vil jeg lave pandekager til frokost.
Jeg har godt nok en masse latin jeg skal have lavet, men det kan jeg vel lave på søndag. Jeg kiggede på det i går og jeg var ved at gå i panik. Der er så meget der skal læres udenad, og jeg er ikke god til at lære udenad.
Sum, es, est, sumus, estis, sunt
Amo, amas, amat, amamus, amatis, amant.
Rosa, rosam, rosae, rosae, rosa, rosae, rosas, rosarum, rosis, rosis.
Og det var bare den første portion som jeg lærte til i går.
Det har virkelig været spændende, at så alle de kendte ansigter igen, og at blive introduceret til et nyt sprog, men spændende kræver energi, men det kræver også tilvænning, og bare i sidste uge tilbragte jeg mine dage i lænestolen, og det er kontrasten der tager pusten fra mig.
Hvordan jeg arrangere mine dage har jeg endnu ikke fundet ud af, jeg starter lige umiddelbart med at tage en dag fri, og jeg mener helt fri, jeg vil ikke engang kigge på latin i dag. Jeg må se om jeg kan holde det, men jeg vil tage på biblioteket, finde en skønlitterær bog, ligge i min seng og bare læse, og så vil jeg lave pandekager til frokost.
Jeg har godt nok en masse latin jeg skal have lavet, men det kan jeg vel lave på søndag. Jeg kiggede på det i går og jeg var ved at gå i panik. Der er så meget der skal læres udenad, og jeg er ikke god til at lære udenad.
Sum, es, est, sumus, estis, sunt
Amo, amas, amat, amamus, amatis, amant.
Rosa, rosam, rosae, rosae, rosa, rosae, rosas, rosarum, rosis, rosis.
Og det var bare den første portion som jeg lærte til i går.
torsdag den 5. september 2013
Besvime?
Jeg overvejer om man kan besvime af træthed, eller om man bare falder i søvn mens man står op.
onsdag den 4. september 2013
Italia terra est
Den første omgang a latinske lektier er jeg stadig i gang med. Da jeg for et år siden startede på hebraisk var det let, for jeg kunne jo allerede, men dette er helt nyt, og alligevel burde det ikke være det. Min lærer sagde, at der var meget han formodede at vi allerede ved på grund af græsk. De andre havde græsk for 6 måneder siden, jeg havde det for 6 år og 6 måneder siden.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
Da jeg sad med i går, spredte panikken sig rundt i min krop, for det var som om jeg skulle starte fra nul, og jeg skulle helt selv finde ud af hvad det var jeg skulle lære, hvor jeg skulle lære det fra og hvordan. Jeg måtte til at genlære begreber som subjektsprædikater og præpositionsforbindelser. Jeg jokede med det over for pædagogerne, men det føltes som om jeg var ved at gå i stykker indvendig. Det var ikke fordi jeg ikke fra start var 'god', jeg kan godt lide at være god til noget, men jeg kan godt overleve ikke at være det, det var, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse af hvad jeg havde gang i både med latin og med mit liv. Jeg blev ligefrem bange, jeg ved ikke for hvad, muligvis for fremtiden. Jeg blev helt svimmel ved tanken om alt det arbejde der ligger foran mig.
Til sidst fik jeg så ondt i hoften, at jeg ikke kunne sidde ved mit kombinerede spise- og skrivebord. På det tidspunk manglede jeg stadig 6 sætninger plus den sætning jeg fik oversat med "Herskerinden er en by" hvilket jeg har på fornemmelsen nok ikke er helt rigtigt. Jeg blev ikke færdig men måtte stoppe, jeg tænkte, at jeg kunne vende tilbage senere, men jeg var så træt at jeg dårlig kunne holde øjnene åbne. Pædagogerne sagde, at jeg så træt ud, men at jeg strålede. Jeg kan ikke mærke det, men det kommer nok når den værste træthed har lagt sig.
tirsdag den 3. september 2013
Skolestart 2
Så var det i går at det gik løs. Jeg sad i toget på vej ind på universitetet, og da jeg så ud af vinduet så jeg at bladene var begyndt at antage en brunlig nuance. Er det virkelig allerede blevet efterår? Det regnede også, hvilket gav en grå tone til hele sceneriet.
Jeg var en lille smule trist, ikke over vejret, men over mig selv. Som jeg sad der i toget, hadede jeg min krop. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg har taget på i løbet af sommeren, men det var som om jeg opdagede det på ny. Det var virkelig en overvældende følelse, og jeg var ikke overbevist om at jeg ville kunne klare skoledagen, når jeg så sådan ud, men hvad var alternativet? Skulle jeg blive hjemme til jeg har tabt mig? Og hvor lang tid ville det så tage mig? En uge? En måned? Jeg har lige skrevet i et brev til mentee, at hun ikke kan lade sin krop overtage hendes liv, men hvordan kan jeg tillade mig at sige sådan, når jeg ikke kan gå foran med et godt eksempel? Desuden var jeg så desperat efter at komme i gang og efter at møde mennesker igen, at det ville lykkes mig at komme derind, om jeg så havde farvet mit hår tisgult og klippet det i en uklædelig page.
Jeg havde for et par uger siden noteret tidspunkterne for lektionerne i min kalender, men jeg havde glemt det med bygning og lokale, desværre var Timeplaner nede i weekenden, så jeg spurgte desperat på vores facebookgruppe, for jeg ville ikke ricikere samme situation som sidste år hvor jeg uforvaret endte midt i en gruppe arabiskstuderende.
Jeg må når jeg nu ser tilbage have været lidt ensom, for mit møde med den virkelige verden slog mig som med en forhammer. Jeg snakkede ca tre gange så meget som jeg plejer, hvilket de andre vist syntes var lidt sjovt. Jeg selv syntes at de var pinligt, for jeg sagde mange dumme ting. De ting jeg sagde, var ikke sårende eller virkelig stupide, sådanne ting som jeg ville kunne få et helt indlæg til at handle om, men bare sådan helt almindeligt åndede, som vi sagde det i gamle dage, ugennemtænkte kan vi også kalde det..
Jeg havde ikke fået købt min latinske grammatik, jeg troede ikke at vi skulle bruge den her til start, men det skal vi. Jeg gik helt i panik ved tanken om at komme bagud fra start, som jeg gjorde i græsk i sin tid, et fag som jeg endte med at dumpe. Jeg tror det er meget menneskeligt at gå i panik ved studiestart, alle virkede bare så cool med det hele. Det gjorde jeg nok også selv, for de andre kender mig nok ikke godt nok til at se gennem den jokende facade. Jeg greb en veninde og trak hende med ned i Stakbogladen, de studerendes boghandel. Det er studiestart for alle, så køen var enorm. Det tog os 40 sekunder at finde bogen, og det tog os en time at stå i kø. Jeg er meget panisk omkring køer, og jeg var endda panisk i forvejen. Man står så tæt i en kø, med mennesker man ikke kender, man har stadig sit overtøj på, hvilket er for varmt, men man tager det ikke af, for man bilder sig ind, at man jo snart skal ud igen. I en boghandel er der i det mindste gode ting at kigge på. Jeg fandt bogen, som man da bare måtte have hvis den ikke lige var så dyr, "squirrels of the world", og det er endda en tyk bog. Indrømmet, jeg har en lidt mærkværdig sans for humor. Jeg kan desuden ikke finde ud af at sige 'squirrel' min kæbe og tunge går nærmest i krampe når jeg prøver.
Første skoledag er altid fuld af sanseindtryk, lyde lys og nye ideer. Dette var nogen af mine, som efterlod mig udmattet og nærmest lykkelig.
Jeg var en lille smule trist, ikke over vejret, men over mig selv. Som jeg sad der i toget, hadede jeg min krop. Jeg har jo hele tiden vidst, at jeg har taget på i løbet af sommeren, men det var som om jeg opdagede det på ny. Det var virkelig en overvældende følelse, og jeg var ikke overbevist om at jeg ville kunne klare skoledagen, når jeg så sådan ud, men hvad var alternativet? Skulle jeg blive hjemme til jeg har tabt mig? Og hvor lang tid ville det så tage mig? En uge? En måned? Jeg har lige skrevet i et brev til mentee, at hun ikke kan lade sin krop overtage hendes liv, men hvordan kan jeg tillade mig at sige sådan, når jeg ikke kan gå foran med et godt eksempel? Desuden var jeg så desperat efter at komme i gang og efter at møde mennesker igen, at det ville lykkes mig at komme derind, om jeg så havde farvet mit hår tisgult og klippet det i en uklædelig page.
Jeg havde for et par uger siden noteret tidspunkterne for lektionerne i min kalender, men jeg havde glemt det med bygning og lokale, desværre var Timeplaner nede i weekenden, så jeg spurgte desperat på vores facebookgruppe, for jeg ville ikke ricikere samme situation som sidste år hvor jeg uforvaret endte midt i en gruppe arabiskstuderende.
Jeg må når jeg nu ser tilbage have været lidt ensom, for mit møde med den virkelige verden slog mig som med en forhammer. Jeg snakkede ca tre gange så meget som jeg plejer, hvilket de andre vist syntes var lidt sjovt. Jeg selv syntes at de var pinligt, for jeg sagde mange dumme ting. De ting jeg sagde, var ikke sårende eller virkelig stupide, sådanne ting som jeg ville kunne få et helt indlæg til at handle om, men bare sådan helt almindeligt åndede, som vi sagde det i gamle dage, ugennemtænkte kan vi også kalde det..
Jeg havde ikke fået købt min latinske grammatik, jeg troede ikke at vi skulle bruge den her til start, men det skal vi. Jeg gik helt i panik ved tanken om at komme bagud fra start, som jeg gjorde i græsk i sin tid, et fag som jeg endte med at dumpe. Jeg tror det er meget menneskeligt at gå i panik ved studiestart, alle virkede bare så cool med det hele. Det gjorde jeg nok også selv, for de andre kender mig nok ikke godt nok til at se gennem den jokende facade. Jeg greb en veninde og trak hende med ned i Stakbogladen, de studerendes boghandel. Det er studiestart for alle, så køen var enorm. Det tog os 40 sekunder at finde bogen, og det tog os en time at stå i kø. Jeg er meget panisk omkring køer, og jeg var endda panisk i forvejen. Man står så tæt i en kø, med mennesker man ikke kender, man har stadig sit overtøj på, hvilket er for varmt, men man tager det ikke af, for man bilder sig ind, at man jo snart skal ud igen. I en boghandel er der i det mindste gode ting at kigge på. Jeg fandt bogen, som man da bare måtte have hvis den ikke lige var så dyr, "squirrels of the world", og det er endda en tyk bog. Indrømmet, jeg har en lidt mærkværdig sans for humor. Jeg kan desuden ikke finde ud af at sige 'squirrel' min kæbe og tunge går nærmest i krampe når jeg prøver.
Første skoledag er altid fuld af sanseindtryk, lyde lys og nye ideer. Dette var nogen af mine, som efterlod mig udmattet og nærmest lykkelig.
mandag den 2. september 2013
Skolestart
Det er skolestart, og jeg er kommet for sent op. Jeg stod op kl 5, men jeg kan mærke at jeg burde være stået op kl 4, for det hele er sådan lidt forjaget, men sådan skal det vel være en dag som i dag, der ville være noget helt galt, hvis jeg kunne læne mig tilbage med en kop kaffe og med et lyst og åbent sind tage imod dagen, det ville som at skulle til eksamen uden at være nervøs.
Jeg valgte at skære halvdelen af mit træningsprogram her til morgen, både fordi jeg ikke ved hvor meget energi dagen kommer til at kræve, og for at have tid til at skrive dette, men også en lille bitte smule fordi jeg er både fed og doven. Ellers ville jeg ikke have tid til at skrive, for jeg skal både i bad og ud og handle før jeg skal med toget.
Jeg har dog min kaffe, men den er stadig for varm, og jeg brænder fingrene hver gang jeg prøver at tage om kruset. Det er et møgkrus, men mit yndlingskrus er gået en lille smule i stykker. Det burde kunne repareres, men jeg har ikke forstand på den slags, det er den slags mødre er gode til.
Jeg skal også vælge en bog til togturen. Den jeg fik med posten i lørdags, "Kunsten at være kvinde" af Caitin Moran er jeg for længst færdig med, men jeg må først anmelde den den 13. september (glæd jer), og den biografi jeg har lånt af min elskede farmor om prins Henrik er lidt for stor til håndtasken, og da jeg endnu ikke har nogen skolebøger, gider jeg ikke tage en rygsæk med. Nu har jeg læst to feministiske bøger i træk, så jeg overvejer enten chick-lit eller noget med krig og menneskeligt forfald for at få lidt modvægt.
Jeg valgte at skære halvdelen af mit træningsprogram her til morgen, både fordi jeg ikke ved hvor meget energi dagen kommer til at kræve, og for at have tid til at skrive dette, men også en lille bitte smule fordi jeg er både fed og doven. Ellers ville jeg ikke have tid til at skrive, for jeg skal både i bad og ud og handle før jeg skal med toget.
Jeg har dog min kaffe, men den er stadig for varm, og jeg brænder fingrene hver gang jeg prøver at tage om kruset. Det er et møgkrus, men mit yndlingskrus er gået en lille smule i stykker. Det burde kunne repareres, men jeg har ikke forstand på den slags, det er den slags mødre er gode til.
Jeg skal også vælge en bog til togturen. Den jeg fik med posten i lørdags, "Kunsten at være kvinde" af Caitin Moran er jeg for længst færdig med, men jeg må først anmelde den den 13. september (glæd jer), og den biografi jeg har lånt af min elskede farmor om prins Henrik er lidt for stor til håndtasken, og da jeg endnu ikke har nogen skolebøger, gider jeg ikke tage en rygsæk med. Nu har jeg læst to feministiske bøger i træk, så jeg overvejer enten chick-lit eller noget med krig og menneskeligt forfald for at få lidt modvægt.
søndag den 1. september 2013
Bøger bør læses i sengen
Jeg far fundet en messe (gudstjeneste) lørdag formiddag, som jeg ynder at komme til. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som at komme om søndagen, der er ikke helt den samme følelse af fællesskab, men den er kortere og der er færre mennesker, og det er derfor det er det jeg kan klare lige pt. Det er godt at være tilbage i Kirken, om end jeg føler mig lidt fortabt, lid fremmed. For to uger siden lykkedes det mig at tage mig sammen til at komme til skrifte for første gang i alt for lang tid, et hurtigt brusebad af sjælen, og så klar til at modtage verden på ny.
Problemet ved at være i kirke er kirkebænkene, de er hårde og det er ikke godt for min røvskade, så jeg har haft ondt lige siden, hvilket var virkelig øv, da jeg skulle sidde på min flade resten af dagen og se TV og læse.
Jeg introducerede en a mine mange yndlingsvikarer til tv-serien "The West Wing" og hun var BEGEJSTRET, hvilket var virkelig sjovt og fedt. Jeg elsker jo serien, men den har været en del af mit liv i rigtig mange år, så for mig er det noget naturligt, men for hende var det en åbenbaring om hvad amerikansk film, på trods af vores fordomme, også godt kan være. Jeg ville have fortsat med at se den resten af dagen, men ved frokosttid kom der en pakke fra Gyldendal.
Jeg er lidt en ynkelig sucker for opmærksomhed, og det gjorde mig stolt, at blive kontaktet af så stort et forlag, det var nemlig dem der kontaktede mig og ikke omvendt. Jeg ved godt at disse sætninger fjerner en hver form for værdighed, men pyt nu med det. Om jeg så på trods af min benovelse kan komme med en nogenlunde fornuftig anmeldelse, det må tiden vise.
I første omgang var mit problem at finde et sted at sidde, hvor det ikke gjorde for ondt. I gamle dage, da jeg boede på kollegium eller jeg var indlagt, og jeg kun havde en seng og et skrivebord var alting lidt mere simpelt. Jeg levede mit liv i sengen, sov, læste, spiste, så film hang ud, men så fik jeg lejlighed, og jeg ønskede at skabe et Hjem, jeg begyndte at interessere mig for og finde overskud til det overskudsagtige. Pludselig ville jeg til at redde min seng, hvilket er en af de vaner jeg holder fast ved, men nogle gange er det bare sagen at smide sengetæppet over på en stol og smide sig under dynen med en god bog.
Det var så hvad jeg gjorde i går, bare at min topmadras er helt til hundene, også selvom jeg har lagt både tæpper og håndklæder under lagnet. Jeg ville købe en ny, men jeg skal snart flytte, og så skal jeg nok have en ny seng i det hele taget, for selvom det er et fint ironisk indslag, så er det måske ikke helt fedt at nærme sig de 30 og sove i en seng der gik under navnet 'prinsesse seng'.
Nå men i hvert fald lå jeg der og skiftede stilling hvert femte minut, men fik da læst de første 215 sider. Hvilket vel er sådan okay. Jeg er en hårdnakket læser, og jeg kan blive ved temmelig mange timer i streg, men jeg er egentlig ikke nogen vildt hurtig læser, hvilket folk ellers altid tror. Jeg er dog heller ikke helt langsom. En gang var der en dreng der antydede det, og jeg blev helt vildt fornærmet, mest af alt fordi jeg skammede mig.
Men det var i hvert fald godt at ligge der, bare mig, en god bog og et par æbler.
Problemet ved at være i kirke er kirkebænkene, de er hårde og det er ikke godt for min røvskade, så jeg har haft ondt lige siden, hvilket var virkelig øv, da jeg skulle sidde på min flade resten af dagen og se TV og læse.
Jeg introducerede en a mine mange yndlingsvikarer til tv-serien "The West Wing" og hun var BEGEJSTRET, hvilket var virkelig sjovt og fedt. Jeg elsker jo serien, men den har været en del af mit liv i rigtig mange år, så for mig er det noget naturligt, men for hende var det en åbenbaring om hvad amerikansk film, på trods af vores fordomme, også godt kan være. Jeg ville have fortsat med at se den resten af dagen, men ved frokosttid kom der en pakke fra Gyldendal.
Jeg er lidt en ynkelig sucker for opmærksomhed, og det gjorde mig stolt, at blive kontaktet af så stort et forlag, det var nemlig dem der kontaktede mig og ikke omvendt. Jeg ved godt at disse sætninger fjerner en hver form for værdighed, men pyt nu med det. Om jeg så på trods af min benovelse kan komme med en nogenlunde fornuftig anmeldelse, det må tiden vise.
I første omgang var mit problem at finde et sted at sidde, hvor det ikke gjorde for ondt. I gamle dage, da jeg boede på kollegium eller jeg var indlagt, og jeg kun havde en seng og et skrivebord var alting lidt mere simpelt. Jeg levede mit liv i sengen, sov, læste, spiste, så film hang ud, men så fik jeg lejlighed, og jeg ønskede at skabe et Hjem, jeg begyndte at interessere mig for og finde overskud til det overskudsagtige. Pludselig ville jeg til at redde min seng, hvilket er en af de vaner jeg holder fast ved, men nogle gange er det bare sagen at smide sengetæppet over på en stol og smide sig under dynen med en god bog.
Det var så hvad jeg gjorde i går, bare at min topmadras er helt til hundene, også selvom jeg har lagt både tæpper og håndklæder under lagnet. Jeg ville købe en ny, men jeg skal snart flytte, og så skal jeg nok have en ny seng i det hele taget, for selvom det er et fint ironisk indslag, så er det måske ikke helt fedt at nærme sig de 30 og sove i en seng der gik under navnet 'prinsesse seng'.
Nå men i hvert fald lå jeg der og skiftede stilling hvert femte minut, men fik da læst de første 215 sider. Hvilket vel er sådan okay. Jeg er en hårdnakket læser, og jeg kan blive ved temmelig mange timer i streg, men jeg er egentlig ikke nogen vildt hurtig læser, hvilket folk ellers altid tror. Jeg er dog heller ikke helt langsom. En gang var der en dreng der antydede det, og jeg blev helt vildt fornærmet, mest af alt fordi jeg skammede mig.
Men det var i hvert fald godt at ligge der, bare mig, en god bog og et par æbler.
Abonner på:
Opslag (Atom)